Frispark

Hvornår skal du nedkomme?« kom jeg til at spørge en gravid kollega, da hun gik forbi mig.

Bare sådan for at være høflig og interesseret. Men egentlig mest for- di, jeg synes, det der med at være på tærsklen til at skulle give liv til en ny generation, har noget stort over sig. Det kræver andre ord end de forsuttede dagligdags fraser. Men det var ikke nedkomme-ordet, jeg skulle have brugt, viste det sig. For kollegaen vendte sig om, gik tilbage til mig og stak hovedet grin-ende ind i mit synsfelt og sagde: »Sig mig, er du 80 eller hva?«.

Jeg var lige ved at svare, at jeg i hvert fald ikke var 80, og det kunne hun selv være eller bare: »Har jeg så mange rynker?« Måske lod jeg være, fordi jeg, når jeg har sovet rigtig dejligt meget den foregående nat, faktisk ligner en mellemting mellem en sveske og Michael Falch. Men det gik op for mig, at hun var ironisk og en smule nedladende. Hun syntes, min brug af udtrykket »nedkomme« var grinagtigt, oldnordisk, nærmest fossilt. I bedste fald en sproglig fodfejl. I hendes øjne kunne jeg ligeså godt have sagt: »Det synes mig evident, at Deres Yndighed går i lykkelige Omstændigheder«, eller: »Ikkun skuer jeg Eders Vom, der udi den ganske Kiøbstad er vokset betragteligt...«

Det hjalp selvsagt ikke, at hun førte kniven rundt i såret ved højt, så alle i lokalet fattede, at hendes morfar-kollega var håbløst bagud, svarede: »Primo januar«. Jeg grinte, for det gør man jo. Jeg var lige ved at sige til hende, at det bare var for sjov, at jeg brugte netop det ord, for det hedder jo ikke nedkomme. Det hedder... Ja, hvad skulle jeg have sagt? Hvornår skal du fole? Udruge? Klække? Kælve? I virkeligheden hedder det jo nok »føde«, men det lyder så neutralt og en smule af hvide kitler og fostervand. »Nedkomme« var som sagt ment som en hyldest til »den fødende kvinde«. Et universelt klap på skulderen til hende i hendes urgamle omstændigheder. Lige som når man giver hånd til en ven. Klassisk og respektfuldt uden fis og klæbrige kram.

Men den slags retro-pjank er noget uvæsen. Pokker tage det. Jeg må nok vente, til jeg tilmelder mig Modersmål-Selskabets tweedklædte medlemsskare. Hvis de da vil vide af et medlem, der altid kommer til at kalde en Grand Danois for en Sankt Bernhards hund og omvendt. Et medlem, der bander for meget og stadig kan glemme at holde døren for kvinden. I mellemtiden kan man så hygge sig med den kendsgerning, at vi lever i en tid, hvor det er top holderen at være totalt hverdagsagtig i munden og i omgangen med andre uanset køn eller situation.