Frispark

Begrænsningens kunst er svær. Og det gælder alt fra valget af sofa til salt på bordet. Vi lever i en tid, hvor alting fås i tusind varianter.

Ja, bare man skal have sig en tår vand, står man over for valget, om det skal være med eller uden brus, italiensk, fransk eller dansk, på flaske og fra kilde. Også selv om alle og enhver ved, at man præcis ligeså godt kan snuppe sig et glas postevand.

Det er til at blive bims af, og det er også til at blive fattig af.

Tag nu bare en basal ting som salt. Det er flere år siden, jeg selv faldt i gryden. Jeg blev hooked på det såkaldte flagesalt. Bare for at slå det fast. Sådan en pakke med 250 gram sprødt havsalt koster cirka 30 kroner lidt mere eller mindre afhængig af, om man køber saltet i en fancy butik eller i et lavprissupermarked.

Jeg køber mit flagesalt i Netto. Her er man også leveringsdygtig i almindelig groft salt. En pakke med 800 gram good old groft salt tilsat jod koster tre kroner. TRE kroner. Det gik op for mig i al sin gru forleden, da jeg stod over for at skulle salte et kilo auberginer til en herlig italiensk auberginegratin, som jeg ynder at lave, når jeg har tid nok. Det tager nemlig mindst tre timer at bygge retten op fra grunden. Hvis man altså ikke snyder og for eksempel bruger dåsetomater i stedet for friske, flåede tomater, som man selv udkerner, eller for den sags skyld springer saltningen af aubergineskiverne over.

Jeg hader at snyde. Desuden smager retten rent faktisk bedre, når man følger den noget omstændelige fremgangsmåde i »Det ægte italienske køkken« (jeg har nemlig prøvet at snyde!)

Nå, men jeg var altså kommet i den prekære situation, at jeg var løbet tør for almindelig groft salt. Og da jeg trods alt stadig er nogenlunde ved mine fulde fem, nægtede jeg at bruge det dyre havsalt til så prosaisk et projekt som at salte og udvande aubergineskiver. Altså måtte jeg en tur hen i Netto. Normalt er salt noget, jeg bare slynger ned i indkøbskurven, så det var faktisk forbigået min opmærksomhed, HVOR billigt almindelig groft salt stadig er.

Tre kroner. Jeg var helt høj.

Nå, gæsterne arriverede, og vi plantede os omkring bordet og den velduftende italienske auberginegratin. Og så var det, at alle vi voksne begyndte at diskutere salt. Den fik ikke for lidt med sydesalt og flagesalt, salt fra Læsø, fugtigt havsalt og tørt havsalt osv. Pludselig kiggede teenagedatterens veninde forbløffet på os med sine klare blåøjne og sagde:

»Hvordan kan man tale så meget om salt?«

Puf! Præcis som drengen i H.C. Andersens eventyr »Kejserens nye klæder«: »Jamen, han har jo ikke noget på!« Hun lignede en engel som hun sad der med sin fregnede næsetip og brus af røde krøller knejsende omkring sit hoved.

Og pludselig blev jeg faktisk lidt flov. For hvad pokker havde vi gang i? Fire granvoksne mennesker, som i fuldt alvor sidder og diskuterer salt! Jeg skal ikke kunne sige det, men et eller andet sted synes jeg, det siger noget om, hvor højt oppe i behovspyramiden vi befinder os her på vore breddegrader.

Til alt held har vi vores unger til at hive os ned på jorden igen, når vi bliver alt for selvfede. Om ikke andet fik jeg bekræftet den gamle sandhed: At børn er livets salt.