Frispark

Min kæreste forsøgte for nylig at indgå en studehandel med mig. Hvis hun fik lov til egenhændigt at bestemme navnet på vores datter, som har meldt sin ankomst om et par måneder, ville hun til gengæld forære mig en bil!

Det ville løse to problemer. Jeg ville få en bil og samtidig ville jeg blive fri for de lange og til tider meget ophidsede diskussioner, navne-valg kan føre med sig. En fristende tanke sådan lige at indgå et forlig for husfredens skyld.

På det seneste har jeg fået en fornemmelse af, at mange moderne parforhold er baseret på et bytteøkonomisk system. En millimeterdemokratisk giv-og-tag-filosofi, hvor man opsparer goodwill og tjenester op hos hinanden og skal passe på ikke at overtrække sin konto. Især er det vigtigt at investere på de rigtige tidspunkter, så parforholdets økonomiske balance forbliver intakt.

Og egentlig er det ikke så mærkeligt, at generationen af mænd i midten af 30erne har fået et så ultra-demokratisk syn på parforhold. Bare se på generationen før den.

Jeg har netop læst et uddrag af (endnu en) kommende samtalebog, denne gang med Klaus Rifbjerg, som over et par hundrede sider fortæller om sit kærlighedsliv med konen Inger. Og hvor var det dog deprimerende læsning.

Prøv bare at hør dette her: »Mænds behov for ømhed kan aldrig tilfredsstilles. Herregud, tænk bare på de første år, hvor vi tilbringer det meste af tiden mellem to vidunderlige bryster (...) Vi øver os resten af livet på at komme over det. Vi prøver at finde kompensation for det i forholdet til ens elskede, som ikke alene skal være ens elskede, men også ens mor og alt muligt andet...«

Det er jo frygteligt. Tænk at have en hel generation af mænd med så massive moderkomplekser, at de ikke er i stand til at opføre sig som mænd over for deres kvinder.

Ikke så underligt at det har resulteret i en yngre generation, som netop fordi de ikke opfatter deres livsledsager som deres mødre, er blevet hysterisk bange for at ende i et mor/søn forhold og derfor gør alt, hvad der står i deres magt, for hele tiden at give og modtage i rette mængder. Når dagen er omme, sætter de parforholdets mellemregninger op i kolonner og ser på bundlinien: Plus eller minus. Jeg har skuret håndvasken, så du køber ind. Og hvis du laver mad, ser jeg gennem fingre med, at det ikke er onsdag i aften.

(Men hvis parforhold er blevet til en overenskomstforhandling, bliver det så til trepartsforhandlinger, når man får børn?)

Forleden formulerede min kæreste det skræmmende præcist til en af mine venner, som i bakspejlet kunne se, hvordan han i sit nu forliste parforhold havde opgivet så meget suverænitet, at han en dag blev løbet over ende:

»Vi kvinder prøver af al magt at dominere vores mænd. Og når det en dag endelig lykkes for os, foragter vi ham så meget for det, at vi skrider.«

Det er jo et lidt uhyggeligt perspektiv, og derfor er det så meget mere vigtigt, at min generation af mænd ikke også bliver til en flok bløddyr og vatpikke med moderkomplekser, der spørger om lov, inden de ser fodbold, får lyst til en whisky eller får morgenrejsning.

Så selv om det er fristende at give sig på bare lige det område, der hedder børnenavne, så ved jeg, at det vil være som at pisse i bukserne. For lige pludselig er det farven på væggen, så er det maden, man spiser, og en dag vågner man op omgivet af kludetæpper og nipsting, og ved siden af én ligger en kvinde, man kalder mor.

Så jeg tror bare, at jeg fortsætter med at cykle på arbejde.