Frispark

»Store pik!« Så enkelt kunne desperationen råbes ud i lokalet, når man som 12-13-årig i begyndelsen af 1970erne var oprevet over, at vores lærer, Anders, ikke ville lade os spille fodbold i gymnastiktimen.

Der var en stemning af mytteri i omklædningsrummet. Alle skreg og råbte i protest, fordi Anders havde tilsidesat vores absolut rimelige krav om at spille »bal« ude på banen. Men næ, nej. Frem med redskaberne inde i salen. Et af historiens største overgreb på en befolkningsgruppe til dato. Og så skulle han lige høre MIN velformulerede protest blandt alle de andres. Jeg blev taget med til inspektøren og måtte over for ham rødmende gentage mine ukvemsord ordret. Pinligt er ikke ordet. Han har sikkert moret sig kosteligt, mens jeg ønskede mig selv død og borte. Jeg fik også meddelelsesbogen med hjem, hvor Anders ironisk beskrev situationen. Min mor lo, kan jeg huske.

Den slags sproglige svipsere, ude af trit med gældende kodeks, støder jeg stadig ind i, som en konsekvens af en laissez faire-opdragelse, hvor jeg selv skulle finde ud af de simpleste høflighedsfraser eller bare at sige goddag med den rigtige hånd. Small talk fandt jeg f.eks. først ud af, da jeg indså, at tom snak kunne forhindre mig i at dumme mig, selv om spontane udbrud stadig kan tage magten over mig. Lige netop den lektie havde jeg glemt, da en kvindelig skuespiller og stand-uper, som jeg for ti år siden interviewede, for nylig spurgte, hvordan det gik. »Jeg er syg og dårlig« kom jeg til at sige i overensstemmelse med sandheden, hvorefter der blev stille i de tre sekunder, der fortæller, at pensum i samtale har man ikke læst på.

Sidst jeg bed tungen af mig selv, var under et møde på bladet, hvor jeg på en henvendelse fra en chef om noget arbejde, med et stort smil kom til at sige, at jeg bare ventede på, at det skulle blive fredag, så jeg kunne tage mine tre ugers ferie. Ingen kommenterede det, men det er ikke den slags bemærkninger, der giver bonus i det »brølende nyhedshelvede« og på et arbejdsmarked, hvor engagement, initiativ og stress er dyder. Det samme da jeg talte med en direktør for et bladforlag om prioriteringer i livet. Han forklarede og spurgte pludselig om, hvilke værdier, jeg selv havde. »Jeg er doven« røg det ud af mig. Jeg forsøgte at redde den ved at væve noget om, at jeg prioriterede tid med min familie højt, og stress er jo noget uvæsen. Der var også dengang for 25 år siden, da jeg i en mønttelefon på Valby Station skulle fordrive tiden, indtil toget kom. Med en gewesen for meget indenbords ringede jeg min ven op og udgav mig for at være »Bombemanden«. Smadder sjovt. Indtil jeg gjorde det samme på Hovedbanegården, hvor jeg skulle skifte tog. Pludselig lagde fire betjente lovens lange arme på min skulder og hev mig ind til forhør på et kontor. De havde fulgt mig siden Valby, og hvad var det egentlig, jeg havde gang i?

Indtil det modsatte er bevist, må moralen være, at small talk, selvkontrol og høflighedsfraser er perfekte opfindelser. Verbale airbags i en verden fuld af onde gymnastiklærere.