Frispark

Forleden fik jeg en sms fra en god ven, om jeg ville være »best man« til hans bryllup.

Og det blev jeg naturligvis meget beæret over. Der er jo noget nærmest mytologisk ved at være forloveren, den bedste mand. Med ærefrygt erindrede jeg Tom Cruise-filmen TopGun og det legendariske replikskifte mellem jagerpilot- rivalerne Maverick og Iceman: »You can be my wingman anytime,« hvortil Maverick svarer: »Bullshit! you can be mine.« Et replikskifte som illustrerer, hvor vigtigt det er som mand at have én og altid være en god wingman.

Men smsen kom kl. 23.50 dagen før brylluppet, så det gav mig altså sådan cirka 12 timer til at forberede mig på at være den bedste mand.

Nu var det trods alt »bare« en borgerlig vielse på Gentofte Rådhus, og lige den begivenhed krævede en underskrift som vidne. Men ifølge forskrifterne bør man jo i den situation holde en tale for brudeparret, når festen engang oprinder. Og så var det, at jeg blev ramt af panik. For er der noget, der kan få mig til at svede i angst, er det tanken om at stå foran en forsamling og holde tale mens alles opmærksomhed er rettet mod mig.

Sidste år til min fødselsdag fik mine gæster den idé at synge fødselsdagssang for mig. Og det var jo egentlig meget betænksomt. Men jeg var slet ikke forberedt på det og gik helt i panik, da 20 par øjne blev rettet mod mig, mens de skrålede, at det i dag var min fødselsdag. Som om jeg ikke vidste det i forvejen. Jeg så ingen anden mulighed end at vende ryggen til selskabet og koncentrere mig dybt om at vaske bestik, mens sangen langsomt døde og folk mumlede noget om hvilken krukke, jeg var gået hen og blevet. Og min kæreste venligt gjorde mig opmærksom på, at det ikke er nødvendigt at vaske plasticbestik. Det kunne jeg faktisk godt se var lidt fjollet.

Og hvis jeg er til en reception et sted også selv om jeg overhovedet ikke kender vedkommende, der holdes reception for og kun er der for de gratis sjusser er jeg fuldstændig overbevist om, at opmærksomheden pludselig vil blive rettet mod mig. »Kristoffer, kommer du ikke lige herop og siger et par ord..?« I et mareridt ville det være på det tidspunkt, man normalt vågner, men i virkelighedens verden har jeg bevæget mig baglæns mod udgangen, hvor jeg står med hjertet i halsen parat til at stikke af.

Men hvordan skal det nu gå, hvor jeg skal være Den Bedste Mand. Lige nu har jeg mest lyst til at aflyse det hele. Men jeg ville sgu gerne være en god taler. Den eneste gang, jeg har forsøgt mig udi kunsten, var engang for mange år siden til mine forældres sølvbryllup. Men det var i sluthalvfemserne, hvor »Festen« var det store hit, og man kunne komme af sted med at sige »jeg har her en grøn og en gul tale,« og så var forsamlingen henrykt.

I dag skal der ligesom noget mere til. Ikke fordi jeg har ambitioner om at tale som Winston Churchill eller være lige så improviseret vittig som Casper Christensen. Mindre kan også gøre det. Men tænk sig bare en- gang imellem at kunne rejse sig op uden at rødme og fååndenød og sige ord som »Vi er samlet her i dag...« eller »Kammerater!«

Noget i den stil. Tænk, hvis man kunne tale som vores tillidsmand. Det ville være flot. Men jeg kan ikke. Og jeg kan slet ikke forså, at så mange mennesker nærmest har angst over ikke at blive hevet op på scenen eller føler trang til liiige at sige et par ord. Så jeg tror, jeg holder mig til den sang, jeg i nu tre uger har forsøgt at bikse sammen på melodien til »Jeg en gård mig bygge vil.« Selv om den i lyrisk formåen får Brødrene Olsens tekster til at ligne Bob Dylans. Det må være godt nok indtil videre. Jeg er ikke blevet 30 endnu. Så der er stadigvæk tid til at øve sig på en dag at blive den bedste eller i det mindste lidt bedre.