Frispark

Til den snotskovl, som brød ind i mit hjem sidste fredag, har jeg lige én ting, jeg gerne sige.

Ikke fordi jeg forventer, at du læser Berlingske Tidende, eller at du overhovedet er i stand til det, men måske kan du få ham i den hvide neopren jakke med de vilde coke-øjne og kæderne om halsen ved siden af dig til at stave sig igennem for dig.

Det er ikke så meget det, at du smadrede vores soveværelsesvindue, så der var glasskår overalt på gulvet, i sengen og langt ud i gangen, og at du på den måde sikrede os en plads i statistikken over de knap 80.000 indbrud, som bliver begået hvert år i Danmark.

Det er heller ikke så meget det, at du forgæves forsøgte at brække vinduet op først, så hele vinduesrammen er flækket. Men ikke engang dét kunne du jo finde ud af, for indbrud er på en måde også et håndværk, og uden at ville lyde fordomsfuld, så er det nok ikke uddannelse, du har spildt din ungdom på.

Det er heller ikke så meget det, at du rendte med de smykker og de penge, som du gjorde, nej, det er mere det, at min datter blev enormt ked af det og bange, fordi der havde gået et fremmed menneske i vores hus og rodet i vores skabe og skuffer, uden vi vidste det. Men empati er næppe heller din stærke side, hvis vi lige hurtigt skal rende gennem listen over dine spidskompetencer.

Jeg gider altså ikke være taknemmelig, bare fordi du i det mindste ikke smadrede hele bulen, selv om du sandsynligvis har været ret skuffet over udbyttet. Men altså helt ærligt. så kunne du måske lige have kastet et ekstra blik på hytten, før du gik i gang med skruetrækkeren, og spurgt dig selv: Ligner det et hus, som tilhører en familie, der vælter sig i B&O-fladskærme, og hvis medicinskab bugner af smertestillende præparater, der går som varmt brød henne på Café Kindhesten?

Når alt det er sagt, så vil jeg alligevel fortælle dig, at de to betjente fra Lyngby faktisk formåede at gøre det til en god oplevelse at få besøg af politiet, når det nu trods alt ikke var i en mere alvorlig sammenhæng end denne.

Ikke alene kom de stort set øjeblikkeligt, efter vi havde ringet, men de var også så søde og overskudsagtige, så det heldigvis er den oplevelse, der sidder tilbage i børnene i dag. Sønnike rendte i rumpen af dem og snakkede og spurgte og snakkede og spurgte: »Må jeg se din pistol? Har du prøvet at fange en rigtig tyv?« og da politidamen viste ham sin knippel: »Er det en bøde?«

Han fik endda lov til at blive lagt i håndjern og få taget sit fingeraftryk. Det er altså sådan noget, der giver streetcredit i storegruppen henne i børnehaven. Det der med indbrud har mange af de andre desværre også prøvet hjemme hos sig selv.