Frispark

Hvad sker der, når ens kvinde giver sin søn på ni år et 600 siders dyreleksikon med fakta om alle Jordens dyr i julegave?

Nej, vi voksne jubler ikke. Der er nemlig sket det, at vi ikke kan nå drengen længere. Han er gået ind i en anden verden. En verden så massivt befolket af dyr og fakta om dyr, at romantikken om det fantasifulde barns videbegærlighed er blevet til en seriøs angst for, at drengen er blevet gak. »Vil du have mere mad?« Giver svaret: »Den hvidhovede havørn yngler først, når den er fem år gammel.« Og, »nu skal du op« afføder, »grønlandshvalen kan blive 18 meter lang«. En af de sejeste gengangere er blevet den, at når vi i Fiaten kører 70 kilometer i timen, så kan en sibirisk tiger løbe ved siden af.

Når man som hjemme hos os ikke har så meget plads, kan det tolereres og måske endda være småsjovt at leve op og ned af børnefantasi og dyrefakta en enkelt legs tid. En times leg. To måske. Men når identifikationen med dyr og mærkelige handlingsforløb med dem varer en hel lørdag...

Specielt én lørdag for ikke så længe siden, står for mig som skrækeksemplet. Allerede om morgenen væltede stedsønnen rundt i pufferne. »Se, jeg kan gå ligesom alle store katte,« sagde han. Med franskbrød i kinderne måtte jeg se hele repertoiret af puma, tiger, los, løve, gepard, leopard og panter gennemspillet med, for voksne, usynlige forskelle i, hvordan drengens skulderblade bevægede sig. Så bankede hans ven på, og de begyndte højlydt at lege bjørne og ulve med tilhørende brøl og skrig med en storesøster, der hyssede på dem. Det betød en hurtig plan B: En god lang tur i skoven og langs stranden. Måske snitte med deres dolke og så have en is. Fair nok. Troede jeg. Fem skridt ude af døren skulle jeg tage stilling til absurde rollefordelinger mellem dyrearter og fiktive krige mellem hajer. »Se, nu er jeg...« Jeg kan ikke huske alle de hundredvis af dyr og blodige opgør, jeg skulle sige min mening om, inden vi nåede skoven 300 meter væk. Men ind imellem fantasterierne krævede drengene videnskabeligt korrekte svar på, om en panter er stærkere end en los, og om løver jagter om natten, og om de måtte snitte i et vejskilt. Min stedsøn var ikke meget for at spørge, for han vidste alt om dyr og den slags via sit leksikon.

Hvis jeg havde vidst, at hele dagen skulle blive tæppebombet med drengeduoens dyreleg og fantasier om alt mellem himmel og jord i dyreriget og omegn, havde jeg nok slæbt dem i svømmehallen. Og dog. Så ville jeg bare skulle tage stilling til ondskabsfulde vandvæsners indbyrdes krige og krokodillers og piranafisks spisevaner.

På et tidspunkt gjaldt drengenes ordveksling, om vand som våben mod elektriske orker, eller var det robotter?, var effektivt eller ej. Hvad det havde med dyrelegen at gøre, ved jeg ikke, men svaret blev råbt ud i skoven: »Når man smider en gameboy i vandet, så går den jo i stykker«. Vidste jeg i øvrigt, at Galapagos-skildpadden først skal lave lort efter en uge, når den har spist?

Og nu var jeg den onde, og okay, så var jeg den onde og tog en stor pind og var ond i flere minutter, mens drengene bombarderede mig med oplysninger om, hvad deres våben-pinde kunne. Og de bestemte, at min pind havde giftige stråler og købte totalt og henrykte historien om, at tredje gang, jeg døde, blev jeg dobbelt så stærk, men at de var sabeltigere og kunne slippe væk. Drengene løb skrigende gennem skoven som duracel-kaniner, der kun kan trækkes op af endnu en påstand om, at man er en to tons tung hvidhaj, og at de er i fare for at dø i sumpen med kvælerslanger. At de seriøst var ved at kvæle mig, da jeg lod dem fange mig, siger sig selv. Er man med eller ej?

Jeg troede et besøg på en lille café ville give dem varmen og få de to dyrevenner til at falde ned. Men nej. Selv servitricen skulle høre på facts om pingviner og giftige edderkopper.

Turen var slut, men det var dyre-halløjet ikke. Hvad skal vi lave, når vi kommer hjem? spurgte den ene, og jeg øjnede en nedkøling og returbillet til virkeligheden. Deltakrokodiller! svarede den anden. Og sådan fortsatte resten af dagen.

Jeg vil i fremtiden vare min tunge, når voksne roser børns vanvittige fantasiunivers og kritiserer vores mangel på samme. På den anden side: Tænk, hvis den lørdag var blevet brugt på to piger, der lige havde fået det nyeste Jessy-blad eller Sims 2, hvor det var lykkedes den ene at indrette en dagligstue til en fødende mor. Horror!