Frikvarter

Navn: Kenneth Müller Christensen Alder: 24 år Stilling: Spiller Jan, den mandlige hovedrolle i Københavns Havneteaters sommermusical »Forelsket i København«.

Kenneth Müller Christensen. Foto: Keld Navntoft Fold sammen
Læs mere

Hvordan holder du fri?

»Jeg holder fri ved at slappe af. Enten derhjemme, sammen med min kæreste eller ved at spise en god middag med min familie. Ellers går jeg en tur eller tager i en park og ligger og slapper af, men det er ikke meget fritid, jeg har for øjeblikket.«

Hvornår har du sidst fået pulsen op?

»I går aftes under forstillingen. Det var nok en kombination af nerver og så det rigtig gode vejr, vi har for øjeblikket. Det var varmt at spille i går. Vi har spillet fem forestillinger indtil videre, og det har jo heldigvis været godt vejr hele tiden.«

Hvornår har du sidst forkælet dig selv?

»Jeg forkæler mig selv, når jeg slapper af, og i går efter forestillingen tog jeg hjem med min kæreste og bredte et tæppe ud på stuegulvet og lå og lavede absolut ingenting. Det var forkælelse.«

Hvornår har du sidst leget?

»Jeg er et stort legebarn og bliver nok aldrig rigtig voksen. Jeg leger blandt andet med de andre skuespillere fra »Forelsket i København«, og så er det som en leg at stå på scenen, selv om man selvfølgelig skal tage skuespillet alvorligt.«

Hvad ville du gøre, hvis du havde mere tid?

»Så ville jeg slappe mere af. Det er en luksus, man først værdsætter, når man har travlt. Og så ville jeg gå mere ud med min kæreste og se min familie noget oftere. Det ville være fantastisk.«