Frikvarter

Det gælder om at have sin værktøjskasse i orden.

Ingen tvivl om det. Intet kan stive ens selvtillid af som en solid hammer af blankpoleret stål, et effektivt topnøglesæt eller en snedig skruemaskine med momentbegrænsning. For slet ikke at tale om en velsmurt græsslåmaskine, en skarptsleben spade eller et aspargesspyd til at hale genstridige mælkebøtter op med rode.

Vis mig din værktøjskasse, og jeg skal sige dig, hvem du er!

Indtil for nylig var det redskaber som ovennævnte, jeg forbandt med en værktøjskasse. Nu forstår jeg, at begrebet »værktøjskasse« er blevet synonymt med de kompetencer, man har at gøre godt med som medarbejder eller for den sags skyld som leder.

Og selv om en solid hammer måske ind imellem ville gøre sig for begge parter, er det vist ikke lige det, der tænkes på, når man ude i kursushavet spørger:

»Hvad har du i din værktøjskasse?«

Uha! tænker man og kigger forfjamsket ned i rodekassen med halve og hele uddannelser, tidligere jobs, arbejdsområder og efteruddannelseskurser, der stritter i alle mulige retninger.

Ved nærmere eftersyn ligner det hele mere en skrotbunke af knuste drømme, der under andre vind- og vejrforhold kunne have gjort én til alt fra IT-ekspert og skuespiller til chefredaktør eller aftenskolelærer i finere skrædderkunst.

Hov! Hvad er nu det for nogle underlige dingenoter, der gemmer sig dernede på bunden af kassen? Jamen, er det ikke et lillebitte iværksættergen? Jo, minsandten om man ikke også engang i tidernes morgen har været med til at stable en tøjbutik på benene! Godt nok gik biksen ned med et brag, men selv et slumrende iværksættergen må være bedre end intet iværksættergen.

Og hvad ser jeg derovre i hjørnet? Jamen, er det ikke en lagerforvalter, der ligger der og hygger sig? Gud jo, det var dengang, man var ansat i et flyselskab og nidkært sad og registrerede reservedele og holdt styr på, hvornår tiden var inde til hovedeftersyn af rotorblade og motorer på de små S-61 helikoptere.

Nu jeg tænker efter, bestod den største udfordring i at forhindre, at reservedelene forsvandt ned i flymekanikernes lommer for siden at genopstå som skruer og bolte i samme mekanikeres privatboliger. Men det er heldigvis så længe siden og helt oppe i Grønland, at ingen behøver frygte flystyrt og pludselig død af den grund.

Når jeg kigger ned i min værktøjskasse, forstår jeg bedre, hvorfor barnets far påstår, at jeg har et temmelig anstrengt forhold til rudekuverter. Der dukker altså ikke ret mange bogholderikurser op. Og dog. For nede i bunken af efteruddannelseskurser med titler som »Kys din skrivefrø« og »Skriv godt!« støder jeg påét med titlen »Knæk et regnskab«. Effekten af i hvert fald sidstnævnte har ikke været overvældende. Måske skyldes det, at jeg på kursustidspunktet var højgravid. Man får så mange underlige ideer, når man er gravid. Måske skulle jeg bare have nøjedes med at spise lakrids.

Til min egen forbløffelse finder jeg i min værktøjskasse også to Merkonomkurser i Organisation og Personaleledelse. Især det første eksamensbevis får barnets far til at slå sig selv på lårene af grin. Og den kendsgerning, at jeg scorede et 11-tal i bemeldte kursus, preller totalt af på ham. Og man behøver vist også kun kaste et enkelt blik på mit skrivebord for at forstå hvorfor.

Nå, nu er værktøjer jo et vidt begreb. Og til alt held kan I, kære læsere, ikke se mit skrivebord. Ha! Til beroligelse finder jeg også i min værktøjskasse en helt autoriseret journalistuddannelse, og så synes jeg, vi skal forbigå i tavshed, at journalisters troværdighed rangerer på linje med brugtvognsforhandleres, ikke?

Skulle nogen alligevel finde på det, dykker jeg bare ned i min rigtige værktøjskasse og finder min nye, blankpolerede hammer frem. For det er trods alt også en slags arbejde at skrive fra venstre mod højre med deadline lige i nakken. At det så ind imellem også er ganske fornøjeligt, bør under ingen omstændigheder komme chefen for øre. Så risikerer man bare at fåén med hammeren.