Fransk films førtidspensionist

Instruktør Luc Besson er blevet kaldt det franske svar på Steven Spielberg med enorme filmsucceser bag sig. Men med den stort anlagte computeranimationsfilm »Arthur og Minimoyserne« takker han af. Filmen er hans tiende og dermed sidste.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Midt ude i Normandiets forblæste natur, når man har kørt ad snoede, søvnige landeveje i to timer fra Paris, dukker der pludselig et gammelt landsted op i røde kampesten og mørke bjælker. Med den lille sø med bro over foran bygningen ville der være dømt total bondeidyl, hvis det ikke havde været for en parkeret helikopter. Og fartøjet røber måske mere end noget andet, at der i og bag bygningen gemmer sig hovedsædet for et af Europas største filmselskaber, Europacorp, fuldt udstyret med studier og boliger til medarbejderne på den enorme grund, der gemmer sig bag huset. En kopi af den amerikanske instruktør George Lucas' Skywalker-studios i Californien - og en efterligning er manden bag ikke bleg for at indrømme.

For Europacorps grundlægger og ejer er den franske instruktør Luc Besson. Manden, der aldrig har lagt skjul på, at fransk og europæisk film kunne lære noget af Hollywood og Hong Kong, men som også altid har insisteret på»at man skal kæmpe for nationale film« og ikke at lade sig diktere af udefrakommende kræfter. Han er manden, der har lavet nogle af europæisk films mest markante succeser for café latte publikummet dengang i 1980erne, hvor der stadig kun var cappuccinos, blandt andet det parisiske metro-drama »Subway«, hvor hovedpersonen, Fred, i Christoph Lamberts skikkelse bliver jagtet af politiets Batman og Robin, og undervands-drømmen »The Big Blue«, hvor Jean-Marc Barr må lægge krop og blødende ører til delfin-elskeren Jacques Mayol, der ikke kan komme langt nok ned i havets blå. Og som senere har føjet ikoniserede og sidenhen ofte efterlignede actionfilm som »Nikita«, »Leon« og »The Fifth Element« til sin liste af filmbedrifter. Sidstnævnte er hans økonomisk mest succesfulde til dato, da den i sin åbningsweekend i USA alene indspillede over 17 millioner dollar. Film, der alle har været præget af Bessons tre kendetegn: stil, stilhed og stærke kvinder. Stilistiske universer med fåmælte mænd, og hvor kvinderne klarer skærene.

Og måske er stilheden ved at blive endnu større, for på trods af, at Luc Besson snart er aktuel med »Arthur og Minimoyserne«, der er baseret på den række af børnebøger, han selv har skrevet, og som er solgt i mere end en million eksemplarer i over 30 lande, har han for nogle år siden proklameret, at han kun vil lave ti film. Og »Arthur og Minimoyserne« er hans tiende film. Selv udtrykker han det således:

»Der er nogle få instruktører, som jeg virkelig har holdt meget af, og som har lavet fem-seks rigtig gode film. Men de er blevet ved, og jeg har bare tænkt, at de burde stoppe for ikke at gentage sig selv, og det er sørgeligt at se på. Sådan vil jeg helst ikke ende. Så da jeg i sin tid sagde, jeg ville lave ti film, var det også for at tvinge mig selv til kun at lave de film, jeg synes, var vigtige for mig. Det er, som når du kun har ti kugler i pistolen, så tænker du ekstra meget over, hvad de skal bruges til, i stedet for bare at fyre dem af.«

Og der er ingen tvivl om, at Luc Besson mener det. Helt klædt i sort, ikke helt slank og med forpjusket hår, er han kommet trissende for at tage imod. Afslappet og forbavsende ustresset viser han beredvilligt rundt på landstedets lokaliteter, der udover studier huser en biograf i fuld barok-stil og en lækker lille rustik restaurant med normannisk køkken. Steder, hvor de sidste detaljer er ved at blive lagt på»Arthur og Minimoyserne«, en film om drengen Arthur, der bor i et lille hus på landet med sin søde bedstemor - i Mia Farrows skikkelse - og drømmer om at finde sin forsvundne bedstefars hemmelige skat. I sin søgen ender han pludselig en dag i Minimoysernes land. Et mini-miniputfolk, der bor i bedstemoderens underjordiske have, og som må kæmpe mod den onde M. Udover at være et ægte eventyr er filmen med sin blanding af live-action og computeranimation, hvor blandt andre Madonna, David Bowie og Snoop Dogg lægger stemmer til figurerne, Europacorps og Luc Bessons hidtil mest ambitiøse værk. Fem lange fødselsår har den taget og tydeligvis også tæret på instruktørens tålmodighed.

»Som instruktør er jeg vant til at have hænderne på maskinerne, mens jeg taler, råber og beordrer folk rundt. Og så pludselig har jeg skullet sidde foran en computer med en nørd og en mus, hvor nørden ikke engang siger hej, og som knap nok ved, hvem jeg er,« siger Luc Besson med et lille bitte skævt smil, der indikerer, at det hele ikke har været så slemt, men som dog alligevel undervejs fik ham til at lave den sort/hvide film »Angel-A« med den danske topmodel Rie Rasmussen i en af hovedrollerne, fordi han »savnede at lave en rigtig film med et kamera og virkelige skuespillere«.

Og løftet om de kun ti film ser ud til at holde. Luc Besson taler udelukkende i »hvis'er« og ikke i »når'er«, når han taler om fremtidige film. Også selv om der går rygter om, at »Arthur og Minimoyserne« skal være en trilogi.

»Jeg vil da elske, hvis Arthur bliver en trilogi, men det afhænger ikke kun af mig. Det kommer an på filmens succes. Hvis publikum ikke kan lide den første, er der jo ingen idé i at lave flere. Men bliver der flere, vil jeg anse det hele som én lang film, der bare er delt op i tre dele,« siger Luc Besson og holder dermed døren på klem. Så længe det varer. For det næste stykke tid bruger han på at tale om sin instruktør-karriere i datid.

»Jeg er meget glad for mine ti film, men de er også slutningen på en cyklus for mig. I den ny æra ønsker jeg ikke at instruere. Når du arbejder med en film i to-tre år ad gangen, skal du være sikker på, at du kan bringe noget nyt og friskt fra dig selv til publikum, og hvis du ikke kan det, skal du lade være. Jeg vil ikke lave en film bare for pengenes skyld. Dertil kerer jeg mig for meget om publikum, og hvad de tænker, for det er mere vigtigt for mig, at de respekterer mig og mit eftermæle end kortsigtet profit. For mig er der ikke noget drama ved at sige stop. Jeg har udtrykt mig selv gennem film i 30 år, det har jeg ikke behov for længere,« siger Luc Besson, mens han samtidig heller ikke lægger skjul på, at karrieren har haft sin pris.

»Altså, film og cinema fylder så meget,« siger instruktøren og holder en knyttet hånd op for sig. »Mens livet fylder sådan her,« viser han, mens de strakte arme tegner en cirkel.

»Der er så mange ting, jeg ikke har nået endnu, fordi film har fyldt så meget. At have haft en karriere som min er ret egoistisk, og det går for eksempel også ud over familien, som jeg håber på at få mere tid til nu. Det er en høj pris at betale, men jeg skal ikke brokke mig. En klog mand sagde engang: »Din eneste frihed er at vælge dine lænker«. Jeg har elsket mine lænker, jeg har selv valgt dem.«

At sætte sit instruktørkarrieres punktum med en computeranimeret børnefilm kan for nogle måske virke som et pudsigt valg, men Luc Besson tager den mulige undren med et gallisk skuldertræk. Han har altid gået sine egne veje. Både når det gjaldt valg af skuespillere, hvor han typisk har valgt ukendte som Anne Parillaud i »Nikita«, Milla Jovovich i »Det femte element« og »Jeanne d'Arc«, som han i øvrigt begge har været gift med, og danske Rie Rasmussen i »Angel-A« eller børnestjerner som Natalie Portman, der debuterede i »Leon« og nu Freddie Highmore, der spiller Arthur. Eller når han har lavet alt fra urbane thrillers, sci-fi-film, naturfilm og stort episk drama og af franske kritikere er blevet kaldt en populistisk popdreng, der laver hjernedød underholdning. Uanset den elitære finkulturs mening om ham er hans film dog som regel faldet i publikums smag og kun hans seneste to film, »Jeanne d'Arc« og »Angel-A«, har ikke nået samme salgstals-højder som de tidligere film. Men valget af »Arthur og Minimoyserne« er langtfra overraskende for Besson selv.

»Min egen barndom var på en måde meget lig Arthurs. Jeg var ensom og havde ingen adgang til film, TV eller video. Den eneste måde at flygte på var i fantasien, og mindet om det barn, jeg var, er altid meget present for mig. Det betyder ikke, at jeg er barnlig, for det er jeg overhovedet ikke, men jeg har stor respekt for det venlige, åbne barn, jeg var, der levede i tæt kontakt med naturen. Og på en måde er det, som om den dreng lærer mig noget om livet nu,« siger Luc Besson og har fået den alvorlige mine på. Tydeligvis fordi emnet vækker minder om drengen Luc Besson, der ganske vist blev født i Paris, men voksede op i Grækenland og Jugoslavien med sine forældre, der var scuba-dive-instruktører. En dreng, der drømte om at blive marinbiolog og tage sig af delfiner, ikke ulig hovedpersonen i »The Big Blue«, men som måtte opgive den drøm efter en dykke-ulykke, da han var 17.

»Jeg anede ikke, hvad jeg så skulle give mig til, så jeg tog et stykke papir og skrev de ting ned, jeg kunne lide, og da der stod »at skrive«, »billeder« og »at fotografere«, tænkte jeg, at noget med film ville være godt og så skaffede en af mine venner mig et job som tredje assistent på en kortfilm. Da jeg ankom til film-settet var der fuldt af lys, og jeg forelskede mig på stedet. Dagen efter sagde jeg til min mor, at jeg ville stoppe i skolen for at lave film og det gjorde jeg,« fortæller Luc Besson.

Men vejen til at blive instruktør var ikke brolagt med nemme jobs. Besson forsøgte kort tid efter at lave sin egen kortfilm, »L'Avant Dernier«, men den blev stærkt kritiseret af omgangskredsen og i flere år arbejdede han som tekniker for franske instruktører og blandt andet også en James Bond-film, »Moonraker«.

Nu, 30 år efter, at han begyndte i filmbranchen, og ti film senere, har han tilsyneladende fået nok af at instruere, men er dog ikke færdig med filmbranchen.

»Jeg holder stadig meget af at producere film, og det vil jeg fortsætte med i Europacorp. Jeg har fundet ud af, at det egentlig passer mig meget fint at følge et projekt, arbejde med det et par timer hver dag, hvorefter jeg kan fortælle alle de andre, hvad de skal lave om og så gå igen,« siger Luc Besson med et grin. Men fortsætter helt seriøst:

»I Europacorp har vi efterhånden produceret alle slags film, små, store, intellektuelle film, komedier og action. Det vigtigste er at have et sted, hvor vi har friheden til at lave de film, vi vil. Hvor vi kan give en ny instruktør chancen, hvis vi tror på vedkommende. For mig er det en måde at give noget tilbage, en måde at dele på og være mindre egoistisk. Det er det, jeg skal til at bruge min tid på.« n