Frank Jensen viet under smældende faner

Og hans polterabend? Den har han ingen erindring om at have deltaget i!

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), fik sin Jane på Aalborgs gamle Rådhus – kun to dage inden, hun ville være blevet pebermø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

FRIERIET

»Datoen for Janes 30 års fødselsdag nærmede sig, og da vi havde dannet par i seks år og havde fået to børn, ville jeg ikke være bekendt at gøre hende til pebermø. Så jeg satte skub i bryllupsplanerne. Jeg var ikke nede på knæ, det var faktisk ikke specielt romantisk. Når man er nået så langt, som vi var på det tidspunkt, er der jo også en masse praktisk, der spiller ind. Som jeg husker det, fastsatte vi bare en dato over aftensmaden. Det blev 28. februar 1987 – kun to dage før min kone ville være blevet pebermø. 28 er i øvrigt mit lykketal. Jeg er selv født den 28., og 28 er sådan et dejligt tal.«

POLTERABEND

»Jeg har ingen erindring om at have deltaget i min polterabend. Og det er ikke, fordi jeg var fuld! Hvis mine venner arrangerede noget for mig, har det højst været en stille aften med et par øl. Men jeg kan ærlig talt ikke huske det. Folk var godt klar over, vi skulle giftes. Vi havde sagt det til vores venner, for det betød meget for os begge to, at de deltog i bryllupsreceptionen. Jane og jeg mødte hinanden i forbindelse med vores engagement i ungdomspolitik og vi havde mange fælles venner fra det miljø.«

CEREMONIEN

»Vi blev gift på Rådhuset i Aalborg. Vores gode ven, Inge Nesgaard (skolerådmand for Socialdemokraterne i Aalborg, red.) forestod vielsen. Da vi kom ud fra Rådhuset, blev vi mødt af røde faner og ris fra vores socialdemokratiske venner. Bagefter inviterede vi venner, vores forældre samt vores sønner, Rasmus og Lasse, der dengang var fire og et år, indenfor til champagne og petit four, som vores nabokone havde bagt. Bryllupsreceptionen foregik i et lokale, vi havde fået lov til at låne, på det gamle rådhus. Efter receptionen spiste vi frokost hos mine forældre i Støvring sammen med mine svigerforældre. Vores drenges dagplejemor var så sød at tage sig af drengene imens.
Vi havde ikke så mange penge dengang. Jane var nyuddannet pædagog, og jeg arbejdede som forskningsmedarbejder på universitetet. Så vi holdt det enkelt, men festligt.«

Læs også:

FESTEN

»Efter frokosten hos mine forældre tog alle seks til St. Binderup Kro i Himmerland, hvor vi havde inviteret til weekendophold. Kroen kan dateres tilbage til 1617, og det blev netop den, fordi vi ofte havde beundret den fra ture i vores Morris Mascot. Vi holdt bryllupsnat i en af kroens gamle, stemningsfulde staldbygninger, og jeg gav Jane guldøreringe i morgengave. Jeg fik en slipsenål. Så lidt romantik var der da.«

BRYLLUPSREJSEN

»Vi tog ikke på bryllupsrejse. Pengene slog ikke til og tidspunktet var heller ikke det rigtige. Min kone havde ikke lyst til at være væk fra vores børn. Og jeg var midt i den valgkamp, der førte til, at jeg kom i Folketinget i september 1987. Vi skulle også begge passe vores arbejde.«

MINDET

»Noget af det, der står stærkest i min hukommelse, er selve vielsen. Inge Nesgaard sagde mange personlige ting til os. Og det var rørende at se, hvor mange af vores venner, der var mødt op og ventede på os uden for Rådhuset. Det var også noget særligt at bekræfte officielt over for hinanden, at vi ville være sammen. At påtage sig det store ansvar, som et ægteskab jo er.«

ANEKDOTEN

»Da jeg blev gift, var jeg ikke kendt fra politik endnu. På min hjemegn var jeg kendt som studievært på et bingo-program på TV-Aalborg. Da Jane og jeg dansede brudevals på St. Binderup Kro, blev jeg genkendt af flere af gæsterne. De rejste sig og var sammen med vores forældre med til at danne ring omkring os og klappe i takt.«

BRYLLUPSDAGEN

»Jeg giver ofte Jane blomster på vores bryllupsdag. Min svigerfar er ikke mere, men Janes mor og mine forældre er søde til at ringe og ønske os tillykke. De er også med på bølgen med at sende sms’er og mails. På den måde bliver vi gjort opmærksom på dagen, hvis vi nu skulle have glemt den!«