Franciska Rosenkilde: »Uha! Som politiker bliver man jo trænet i ikke at være smagsdommer«

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det Københavns borgmester for kultur og fritid og politisk leder af Alternativet Franciska Rosenkilde.

»Fraværet af kultur under den her nedlukning, er den værste kulturoplevelse jeg har haft,« siger Franciska Rosenkilde, der er borgmester for kultur og fritid i København og politisk leder af Alternativet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er dansk kultur for dig?

»Når jeg tænker dansk kultur, så tænker jeg: nysgerrighed, åbenhed og dannelse. Noget af det positive ved at være et lille land er, at vi gennem historien haft en grundnysgerrighed på resten af verden. Vi har jo helt tilbage fra Bertel Thorvaldsen været internationale på mange måder. Nysgerrigheden er noget, der positivt præger dansk kulturliv og har medvirket til, at vi har et mangfoldigt kulturliv.«

Franciska Rosenkilde

»Nogen gange så har man godt af at blive presset i forhold til nyskabelse.«


Så udsagnet om, at dansk kultur er en lille sammenspist elite, køber du ikke?

»Nej, det synes jeg bestemt ikke passer. Jeg synes, det danske kulturliv har et ret udadvendt blik.«

»Vi har jo helt tilbage fra Bertel Thorvaldsen været internationale på mange måder,« siger Franciska Rosenkilde. Her billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Maleri af C.W. Eckersberg 1820. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF/Ritzau Scanpix.

Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig?

»Jeg er meget begejstret for Nikolaj Kunsthal, som er et lidt undervurderet sted for samtidskunst. I slutningen af august havde de en dobbeltudstilling med tyske Hartmut Stockter og Nicolai Howalt. Stockter havde den her meget legende og – igen – nysgerrige udstilling. Det var ekstremt farverig, næsten magisk og cirkusagtig i udtrykket. På første sal var der så Howalts fotoudstilling om verdens ældste træ (»Old Tjikko«, en 9.550 år gammel rødgran fra Sverige, red.), som han havde taget fotografier af og fremkaldt på forskelligt slags papir, der gav udtrykket forskellige strukturerer. Det var en fantastisk udstilling, fordi man netop sank ind i det her howaltske billedunivers, som var stille, ekstremt smukt, fordybende – og så genialt kontraheret af Stockters legende, farverige åbne udstilling. Og så vil jeg også nævne udstillingen med moderne kvinder på Gammel Strand, som rummede nogle helt fantastiske portrætter lavet af kvindelige kunstnere.«

… og den værste kulturoplevelse – fordi?

»Fraværet af kultur under den her nedlukning, er den værste kulturoplevelse, jeg har haft.«

Flabet

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling eller læst slutningen på en bog først?

»Jeg er helt sikkert gået i pausen på et teaterstykke på et eller andet tidspunkt, men jeg kan ikke rigtig huske det. Jeg har nok været ung og mere rebelsk, fordi det er jo egentlig ret flabet, men det er også forbundet med en stor lettelse at gå og ikke spilde mere af sin tid.«

»Uha! Som politiker så bliver man jo trænet i ikke at være smagsdommer,« siger Franciska Rosenkilde til Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Hvad er den vigtigste lektie, som kulturen bør lære af coronakrisen?

»Kulturen er blevet tvunget til at tænke i nye formater, og selvom det har været af nød, har det skabt nogle ret interessante nye formater at tænke kultur i. Det kan man godt finde noget positivt i. Nogle gange har man godt af at blive presset i forhold til nyskabelse. Så hvis vi fokuserer på den positive lektie af corona, så har kulturen genfundet en selvtillid i at være og blive oplevet som enormt vigtig, og den er blevet tvunget til at se sig selv i nye formater. I det hele taget er den kulturpolitiske debat blevet styrket under pandemien.«

Fortæl om et værk, der har dannet dig som menneske

»Jeg var ung i slut-80erne og boede i Larsbjørnsstræde i Indre By. Da var det meget punkrocken, der dominerede i ungdomsmiljøerne, men det sagde mig ikke en skid! En dag kom min storebror hjem med en ny LP. Det var Beastie Boys’ »License to ill«, og der åbnede sig en hel ny verden sig for mig. Jeg gik med begge fødder direkte ind i hiphopkulturen og så mig aldrig tilbage. Jeg blev helt opslugt af musikken, men også graffiti, breakdance, hele den kultur, den her stemme fra gaden, opråbet. Hiphop var med til at danne mig og min identitet. Og miljøet, der var omkring hiphop i starten af 90erne, var legendarisk! Vi mødtes på Israels Plads, Musikcafeen og på Umatic, som rummede »Blue Heaven«, et lille dansegulv, der var et af de få steder i byen dengang, som spillede hiphop. Og det fællesskab, jeg oplevede sammen med de andre unge i København, som en del af det miljø, det lever stadig. Så nogle gange kan det være en stor fordel at have en storebror.«

»En dag kom min storebror hjem med en ny LP. Det var Beastie Boys’ »License to ill«, og der åbnede sig en hel ny verden sig for mig.« Her bagsiden af pladecover med Beastie Boys. Fold sammen
Læs mere
Foto: Glen E. Friesman/Ritzau Scanpix.

Synes du, at danskerne mangler kulturforståelse og måske endda dannelse?

»Uha! Som politiker så bliver man jo trænet i ikke at være smagsdommer. Men politisk set mangler vi kulturforståelse. Vi mangler at prioritere kulturen. Hvorfor skal Kulturministeriet være et af de mindste på Slotsholmen? Det, synes jeg, er et stort problem. Men danskerne synes jeg ikke mangler kulturforståelse, men jeg kan sagtens kritisere størstedelen af den kultur, som man bliver mødt med i de store medier. Hvis vi som samfund synes, vi skal have et rigt kulturliv af høj kvalitet, så skal vi også politisk og økonomisk understøtte det. Det synes jeg ikke, vi gør.«

Hvad så med dannelsen. Hvordan ser du den?

»Jeg synes, den har set bedre tider, når man kigger på folkeskolen. Jeg synes, at hele det her dannelsesbegreb, som vi havde meget mere af tidligere, det er forsvundet ud af folkeskolen. Der er kommet tiltagende snævre rammer for, hvad man skal nå. Igen handler det om politisk prioritering, og det er ikke en kritik af hverken lærere eller skoleledere, men af prioriteringen af, at uddannelse efterhånden defineres så snævert, at dannelsen er presset ud af den. Men jeg tror også, at dannelse som samfundsopgave er et af få steder, hvor stort alle partier kan være enige om, at det er en samfundsopgave, hvilket jeg igen tolker som om, at dannelse er vigtig for danskerne.«

Franciska Rosenkilde

»Jeg kommer nok aldrig til at gå til en U2-koncert.«


Et sjældent samlet kulturliv

Kan du pege på en kulturdebat, der har ændret noget?

»Jeg synes, det var en interessant debat, da kulturminister Joy Mogensen i starten af coronanedlukningen sagde, at det ikke var tiden til at tale kultur, når samfundet nu var i krise. Der rejste sig jo en bred kritik og debat fra selve kulturlivet, som jeg synes var ret interessant. Jeg tror, det kom bag på mange politikerne, da kulturlivet jo ikke er superorganiseret i forhold til at lobbyere i magtens korridorer. Kulturlivets reaktion revitaliserede diskussionen om kulturpolitik og værdien af kultur for første gang i mange år. Og så synes jeg også, at folkebevægelser som #metoo og Black Lives Matter har været betydningsfulde i den offentlige debat. Og der har kultur igen bevist sit værd som værende en spejling af den politiske og samfundsrelevante debat.«

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Jeg kan nok ikke nævne en hel kunstart, men jeg kan sige så meget som, at jeg kommer nok aldrig til at gå til en U2-koncert. Jeg er simpelthen ikke til stadionrock.«

Bono, forsanger i bandet U2 – ikke et af Franciska Rosenkildes foretrukne bands … Fold sammen
Læs mere
Foto: Chris J Ratcliffe/AFP/Ritzau Scanpix.

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Jeg synes, verdens mest undervurderede kunstner er kvinder set som gruppe. Kvinder er ekstremt underrepræsenteret i det meste af kunst- og kulturverdenen, som de for i øvrigt er mange andre steder i samfundet. Det er en undervurdering, der vil noget – vi udgør jo halvdelen af verdens befolkning! Og kunsten oplevet gennem et kvindeblik er vigtig for historiefortællingen og for os som mennesker at spejle os i – både for mænd og kvinder«.

Men er vi lige nu ikke inde i en kulturel udvikling, hvor man udvisker kønnene, og risikerer vi ikke dermed at tabe det unikke ved enten den feminine eller maskuline blik på verden?

»Både og. Det vigtige er ikke, at der er forskel på mænd og kvinder. Der kan jo være større forskelle internt mellem mænd og mellem kvinder, end der er mellem kvinder og mænd. Det vigtige er at få det feminine blik mere med. For mig er det vigtige ikke en opløsning af kønnet, men at lønnen bliver lige, og vi alle får lige muligheder. For mig som kulturborgmester har det været sindssygt vigtigt, at kunsten skal have frie rum, men det er samtidig interessant at diskutere: Hvem er det frit for? For har vi lige muligheder – og det har vi jo ikke, når vi kigger på tallene. Det maskuline og feminine blik på verden bør være lige repræsenteret, samtidig med at vi bevarer alle nuancerne.«

Det er en myte: »At man kun kan skabe god kunst hvis man er på sammenbruddets rand«, mener Franciska Rosenkilde, der er borgmester for kultur og fritid i København og politisk leder af Alternativet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

» … skynde mig at bede om nogle flere penge i Finansministeriet! Men vigtigere endnu, så handler det om at gøre op med synet på kultur og kunst som noget overflødigt, noget lidt flødeskumsagtigt. For mig er kulturen en af kagebundene. Jeg vil insistere på, at kulturdebatten skal tages meget mere alvorligt. Så ville jeg lave et kulturanalyseinstituttet og tænke kulturen meget mere ind i børn og unges dannelse og knytte kulturpolitik og erhvervspolitik mere sammen, da kultur jo ofte også er erhverv og et økonomisk område. Det taler vi alt for lidt om.«

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller andre om vores kulturliv?

»At man kun kan skabe god kunst, hvis man er på sammenbruddets rand, og at kunst først og fremmest fødes ud af kærlighed og kildevand. Der er en tabuisering af kunsten som et erhverv, som jeg synes, vi bør gøre op med«.