Fra venligt selvudslettende til brovtende mandschauvinist - Anders W. Bertelsen fylder 50 år

50 år lørdag. Anders W. Berthelsen har spillet sympatiske mænd siden før årtusindskiftet, men er begyndt at vise nye sider af sit store talent.

Anders W. Berthelsen har bevæget sig væk fra de mere afdæmpede roller. Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

Hvis man skulle caste en dansk skuespiller til den lidet misundelsesværdige rolle at skulle repræsentere det absolutte gennemsnit af det danske nationaltemperament, hvem skulle det så være?

Mads Mikkelsen? Ikke rigtig. Hans internationale repertoire af helte og skurkeroller har forlenet ham med en mørk side, som de færreste danskere ville kunne identificere sig med. Som typer kommer Jesper Christensen eller en Nikolaj Lie Kaas tættere på, men ikke helt. Det klokkeklare valg ville være  Anders W. Berthelsen – 50 år 28. september – der med sin venligt selvudslettende personlighed kunne være inkarnationen af den befolkning, som janteloven har skabt.

Blandt filmjournalister er Anders W. Berthelsen berygtet for at være svær at interviewe. Måske er det den kloge gamle Hollywood-regel om, at personen ikke bør skygge for rollen, der er på spil i de fåmælte interviews, han har givet, men mere sandsynligt er det, at han ganske enkelt ikke bryder sig om at dele for meget ud fra det private. Også et meget dansk træk, men sjovt er det, hvordan den kvalitet synes at indlejre sig i hans mange store roller i film og TV samt på teatret.

Ligesom skuespillere som Jesper Lohman og Peter Mygind vil Anders W. Berthelsen nok blive forbundet med DR-serien »Taxa« (1997-1999), der i dag betragtes som startskuddet på den gyldne æra for nordiske TV-serier. I rollen som chaufføren René fik han for første, men ikke sidste, gang en rolle som langmodig mand, der nødigt flasher de store følelser.

Han blev tidligt forbundet med dansk films mest opsigtsvækkende opfindelse i nyere tid, nemlig dogme-bevægelsen, idet Søren Kragh-Jacobsen gav ham hovedrollen i »Mifunes sidste sang« om Kresten, der vender hjem til sin fødeø for at tage sig af gården og sin evnesvage bror, Rud. Anders W. Berthelsen er det sympatiske identifikationspunkt ved siden af den vildt spillende Jesper Asholt i rollen som Rud.

Flere roller med kant

I 2000 fik han en lignende rolle i Lone Scherfigs »Italiensk for begyndere«, en af dansk films allerstørste succeser, som den menneskeligt sindede præst Andreas, der bliver det stabile midtpunkt for en gruppe midaldrende, som febrilsk kæmper sig gennem større og mindre livskriser. Her mobiliseres alt, hvad der er godt i dansk film, og Anders W. Berthelsen overlader generøst hovedparten af de mindeværdige replikker til sine medskuespillere.

Lidt mere kant fik han i den billetsælgende komedieserie »Klassefesten«, hvor han giver den som aldrende drengerøv sammen med Nikolaj Kopernicus og Troels Lyby, men også i Charlotte Sachs Bostrups »Kartellet«, hvori han viser indignation som en entreprenør, der ikke vil underordne sig byggerikartellets ulovlige aftaler.

I de senere år har Anders W. Berthelsens roller taget en pudsig drejning i retning af det mere usympatiske, som når han spiller brovtende mandschauvinist i den skammeligt undersete »Ditte & Louise« og som et vaskeægte, bundråddent røvhul i »Mødregruppen«.

Han er akkrediteret som medinstruktør i Niels Arden Oplevs filmatisering af Puk Damsgårds dokumentariske gidselroman »Ser du Månen, Daniel«, og da filmens fremmeste kvalitet er det fint instruerede skuespil, kunne det passende være en ny boldgade for den venlige skuespiller at boltre sig på.