Fra bowlerhat og livrékuske til hoppeborg og fadøl

Charlottenlund Travbane er med sine 116 år en institution i Danmark. Et stykke dansk kultur, der gemmer på en lang række historier om heste og trænere, om skandaler, om levende musik, om skiftet fra aristokratisk til folkeligt og om næste weekends store begivenhed: Det legendariske Derby.

Fredi Sølbjerg vandt Derbyet i 1954 og kommer stadig på Charlottenlund Travbane, ikke bare på Derby-dage, men på alle dage. <br>Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

»Søndag den 24. maj 1891 tog imod københavnerne med en kold blæst fra vest og 7,5 graders varme. Selv om lavtrykket i formiddagens løb blev blæst til Sverige, steg temperaturen kun fire grader, men alligevel vidste københavnerne godt, hvad de skulle denne søndag: Til den ny traverbane i Charlottenlund.

Mellem kl. 15 og 16 fyldtes banen af københavnere i magelige spadseretoiletter, elegante ekvipager kørte frem og tilbage, febrilske hesteejere råbte til de trænende jockeyer, der blev opstillet vimpel- og flagstænger, taget mål af hestene. Nogle var kommet med petroleumsbåd til Charlottenlund Badeanstalt, andre med dampsporvognen ad Strandvejen, de unge var drønet hid på de nye bicykletter, mens det distingverede publikum havde ladet spænde for stadsvognen med livrékusken som chauffør. Der var knaldende halløj og varskoende hov, tummel og liv alle vegne. Repræsentanter fra det yngre aristokrati var her, fremmede attacher med fruer pyntede i landskabet, og birkedommer Oldenburgs inspicerede med et beklagende smil den tomme kongeloge.

Charlottenlund Travbane havde slået portene op.«

Ovenstående stammer fra bogen »Gå med i Lunden«, som udkom, da Charlottenlund Travbane rundede 100 år. Det var tilbage i 1991 i dag er travbanens dåbsattest forældet yderligere 16 år.

Og i dag, en augusteftermiddag 2007, er der ingen livrékuske på Charlottenlund Travbane, ingen fornemme kvinder i spadseredragter og ingen adelige i den kongeloge, der for længst er inddraget til sponsorpladser. Tilskuerne er ikke aristokratiske og musikken, der gjalder ud af højttalerne, er britisk pop på cd og ikke, som i de første år, et levende orkester, der spiller Johan Strauss- og Lumbye- potpourrier.

Alligevel fornemmer man allerede når man træder ind gennem de selvsamme porte, som Københavns bedre borgerskab i 1891 gik igennem det famøse vingesus af historien. Banen ligger, hvor den blev anlagt for en menneskealder siden, og både den lidt vaklende gamle tribune og de slidte staldbygninger bærer præg af i bogstaveligste forstand at have lagt vægge og loft til over 100 års vind, vejr og historiske begivenheder.

Historier om storhedstiden i 1930erne, hvor der var levende musik på tribunerne, og hvor tilskuerne stadig mødte op i respektabel høj hat og nystrøget skjorte, sådan som grundlæggeren Hugo Jørgensen ønskede det. Hvor de unges livsstil ændrede sig kvinderne begyndte at ryge og flirte mere åbenlyst, man kørte i bil, hørte jazz, dyrkede sport men dette til trods stadig fandt vej til Lunden. Hvor hestene løb, og publikum jublede, upåvirket af samfundets generelle nedtur ovenpåøkonomiske kriser uden for banen, og hvor Derbyet i 1944 slog alle rekorder og tiltrak 30.000 mennesker fra hele landet, selv om Anden Verdenskrig buldrede lige uden for portene. Hvor selv en luftalarm midt under et løb i 1942 ikke fik tilskuerne til at gå i panik de spadserede blot ind i Charlottenlund Skov og diskuterede løbene en ekstra gang, indtil afblæsningen lød.

Lunden, som travbanen lynhurtigt kom til at hedde i folkemunde, har dog ikke udelukkende solskinshistorier i bagagen. Lige efter krigen fulgte den voldsomme rutschetur ned ad bakke, hvor der ikke fandtes ordentlige heste, og hvor skandalerne om doping, aftalt spil og trænere, der blev sat fast for at have været værnemagere under krigen, hobede sig op. Ny tribune til trods krympede tilskuerskaren på tribunerne hele vejen op gennem 1960erne, hvor danskerne fik øjnene op for den store verden og brugte de flere penge, de fik mellem hænderne i denne periode, på charterrejser, sommerhus og bil.

Det er imidlertid hverken skandaler eller tider med klingende kasseapparater, der har sat Charlottenlund Travbane på landkortet blandt ikke bare københavnere, men danskerne som helhed. Den ære har en bestemt begivenhed patent på.

Den hedder Derbyet.

Det legendariske løb den sidste weekend i august altså næste weekend og løbet, som siden det allerførste af slagsen tilbage i 1898 og hele vejen op gennem Lundens historie, inklusive nedgangstider, har tiltrukket tilskuere fra en afkrog af landet.

Selv i dag, en solrig fredag i august, hvor løb nummer 3 fuldstændig overraskende bliver vundet af en outsider og giver pengene så meget som 40 gange igen, vækker det ikke synderlig ophidselse blandt tilskuerne. For lige om lidt er der Derby i Lunden, og uden at hverken tilskuere eller jockeyer kan fortælle, hvad det lige er, der gør dét magisk, er det ikke desto mindre det, det er. Magisk.

»Det betyder en plads i historiebøgerne,« forsøger sidste års Derby-vinder, Kenneth Nielsen, som en forklaring.

»Det er bedre end god sex,« smiler en midaldrende mandlig tilskuer. Uden at se ud som om, han ikke mener det i bogstaveligste forstand.

»Stemningen omkring alle traditionerne er jo helt forrygende som til en landskamp,« siger Lars Hoffmann, direktør i Det Danske Travselskab.

Og rammer med dét nok hovedet på det berømte søm. For selv om man skal til galop-derby og ikke travudgaven af det populære løb for at se kvinder iført møllehjulshatte, er de stemningsfulde traditioner omkring Derbyet alligevel alenlange. Der er gammeldags hestevogne på banen ført af rødklædte kuske. Der er den abnormt store laurbærkrans. Der er smældende flag. Der er underholdningen mellem løbene.

Og så er der alle anekdoterne om tidligere løb. »Kan du huske dengang...?« er vel nok den mest sagte sætning på en Derby-dag og understreger dermed det faktum, at langt de fleste kapitler om Lundens historie har sit udspring i de 109 Derbys, travbanen har lagt jord til.

Hør bare historien om travhesten Eva, der i 1902 trak ploven hjemme hos sin ejer i Brøndbyvester om formiddagen, derefter slæbte en presset arbejdsvogn de 25 kilometer til Charlottenlund, løb sit Derbyløb og så måtte for sin arbejdsvogn igen de 25 kilometer tilbage.

Eller klassikeren om løbet i 1951, hvor »Moster« sejrede, men efterfølgende blev frataget laurbærrene for urent trav, hvorefter sejren gik til »Minus« og ejeren Axel Mølgaard Olsen, der i sin glædesrus inviterede de nærmeste venner til fest på Bellevue Strandhotel og pludselig havde så mange nærmeste venner, at det blev en ualmindelig dyr affære.

Og endelig, som en af de mest fortalte og legendariske historier, den om første gang, målfotoet kom til sin ret i 1942, da mestertræneren Koster med hesten Es og den langt mindre kendte træner Aage Kristoffersen med Ebbe Axworthy dystede side om side og bagefter ventede mange nervepirrende minutter på resultatet. Ebbe Axworthy var en outsider, og jublen på tribunerne væltede nærmest Lunden, da det viste sig, at David i skikkelse af Aage Kristoffersen trods alle odds havde sejret over Goliath.

Krønikerne er uendelige og ingen kender dem bedre end den flok nuværende og tidligere trænere, der denne augusteftermiddag anno 2007 sidder, ganske som de plejer på en løbsdag, bænket i den beskedne solskinsplet mellem banen og staldene. Nogle Derby-vindere, andre lige-ved-og-næsten, atter andre blot fuld af gode råd.

Steen Juul, en af nutidens suveræne trænernavne, har travlt med at forberede sig til denne dags løb, det samme har Kenneth Nielsen, sidste års Derby-vinder. Men andre, specielt dem, som alderen har tvunget ned fra sulkyen, har al tid i verden til at stimle sammen her på anekdoternes holdeplads.

Fredi Sølberg, øverst på skamlen tilbage i 1954 »det var det år, vi kørte venstre om for sidste gang«, som han fortæller er nærmest selvskrevet. Han har rundet de 90, men i dag, som alle andre dage året rundt, har han drukket sin daglige morgensnaps og er tusset de få hundrede meter fra sin stue på Alderdomshjemmet for tidligere trænere ind ad porten til Lundens stalde. Bevæger sig adstadigt ned mellem de skæve staldbygninger, trækker sig forsigtigt til side, da en hest prustende maser sig forbi, nikker højtideligt til nuværende trænere indtil han kommer ned i krogen til flokken af venner og tidligere trænerkolleger. Til den flok, der repræsenterer rygraden af Lundens historie.

For tilskuerne har trænerne i Lunden altid været noget særligt. I dag kan man følge dem på tv-skærmene rundt om på travbanen, før tvets indtog var det, selv for de af tilskuerne, der var ankommet hertil i privat stadsvogn og dampende på finere cigarer, en del af oplevelsen at snige sig om i staldområdet og betragte de trænere, som for mange var koryfæer. Det var ikke just i Lundens ånd man mente, at trænere havde en lavere social status, som ikke passede til den fornemme travbane, men var et nødvendigt onde.

Sådan gik det imidlertid ikke, og mangen en historie om Lunden skal da også findes i trænernes personlighed gennem tiderne. Blandt andet i den ti-dobbelte Derby-vinder Jan Kosters hårdhændede behandling af sine heste i starten af Lundens historie, der gjorde, at han kunne vinde et løb ved at piske dem ekstra hårdt, og i anekdoterne om den berømte Walther Kaiser-Hansen, der kom til i 1950erne, og som til stor forargelse for mange tillagde sig fuldskæg og på bedste verdensmandsmanér uddelte whiskey til pressen og havde en sportsvogn med tilhørende dame parkeret foran stalden på løbsdage.

At udpege hvilken træner, der har størst betydning for Charlottenlund Travbanes historie er umuligt. Til gengæld er der ingen tvivl om, hvilken hest, der har lagt væddeløbsben til langt de fleste af historierne om Lunden.

For ingen har bare tilnærmelsesvis haft den betydning for Charlottenlund Travbane som en fire-årig rød hingst fra Skive.

Da Tarok på det, der senere skulle blive en sagnsomspunden augusteftermiddag i 1976, stormede sig ind i hjerterne på ikke bare travfans, men hele det danske kongerige, var det lig med en ny guldalder for Charlottenlund Travbane. Publikum valfartede igen til Lunden, og noget, der mindede om Derby-stemning, opstod ved hvert eneste løb, Tarok deltog i.

Tarok-epoken var samtidig et endeligt farvel til Hugo Jørgensens principper om, at Charlottenlund Travbane skulle være for det bedre borgerskab. Selv om »det kræsne publikum«, som banen oprindeligt var tiltænkt kongehus, adel og det såkaldt højere aristokrati i årenes løb umærkeligt var blevet udskiftet med en langt mere folkelig profil, bærer Tarok sin del af skylden eller æren, afhængig af øjnene, der ser for at hr. og fru Danmark fik øje på Charlottenlund Travbane.

Nye traditioner blev samtidig skabt, for Tarok fik sin egen fanklub og man begyndte at møde op til Derbys iført T-shirts med sin favorithests navn på. En tradition, som den dag i dag lever i allerbedste velgående.

Men træer vokser som bekendt ingenlunde ind i himlen, og selv guldhestes epoker varer ikke evigt. Bare fire år senere døde »Dannebrog på fire ben« og nærmest symbolsk gik det fra da af igen, og denne gang stejlere end efter krigen, ned ad bakke for Charlottenlund Travbane. Bundlinjen blev mere og mere alarmerende rød, og selv om Lunden i dag stadig er Danmarks absolut førende travbane har Lotto, casinoer, internettet og muligheden for at spille på hestene hjemme fra sofaen fået et mere og mere solidt tag i nutidens travle danskere.

Bortset fra én gang om året.

Denne ene weekend i august tager fædre sønner ved hånden og drager i Lunden. Familier maser ind i S-togets linje C. Bus efter bus fra hele landet ruller ind foran portene og dropper forventningsfulde tilskuere af. De velstillede familier bestiller bord i restauranten, resten stimler sammen skulder ved skulder hængende over rækværket til banen, drikker fadøl og spiser pølser, mens børnene leger i hoppeborgen. Musikken, om end på plade, spiller. Den karakteristiske lugt af hestepærer hænger i luften, spændingen om hvilken hestemule, der passerer målstregen først, knitrer. Gamle anekdoter bliver fortalt og nye bliver skabt. Og når det, man er kommet for, den brusende lyd af 48 hestehove, der hamrer i jorden på vej hen ad banens langside, endelig sker, er det ligeså ubeskriveligt for de 10.000 tilskuere anno 2007, som det var ved det allerførste løb i Lunden 24. maj 1891.

Årets udgave af Derbyet i Lunden finder sted på lørdag og søndag på Traverbanevej 10 i Charlottenlund. Lørdag er Derby for hopperne.