»Forresten er jeg bøsse«

Forældre til homoseksuelle kan ikke undgå at få verdensbilledet vendt på hovedet, når deres søn eller datter springer ud. Hovedet fyldes med bekymring og spørgsmål. Også hos Karin og Michael Spangsbro Pedersen, som ellers modtog nyheden uden den store dramatik.

Gråd og tårer var der ingen af, men indeni forældrene tårnede bekymringerne sig op, da Martin fortalte, at han er bøsse.<br>Foto: Kristian Brasen Fold sammen
Læs mere

Set i bakspejlet havde Michael Spangsbro Pedersen på fornemmelsen, at hans søn var til fyre, allerede inden han fortalte det.

»Jeg har nok haft en lille mistanke, for når vi var ude i byen og handle, lagde jeg mærke til, at han ikke kiggede efter de unge piger på sin egen alder.«

Alligevel husker både han og Karin Spangsbro Pedersen tydeligt den dag, hvor Martin som 20-årig valgte at erklære kærligheden til sit eget køn. Også selv om det efterhånden er over seks år siden.

»Det var om formiddagen på en ganske almindelig hverdag, hvor Martin og jeg var alene hjemme. Jeg kan huske, at han var ked af noget, og så kom det ud lidt mellem sidebenene, at han »forresten var bøsse«,« siger Karin, hvis verden med ét slog en kolbøtte.

Martins far blev kaldt hjem fra sit arbejde som sygehjælper på Rigshospitalet med beskeden om, at der var sket noget derhjemme. Martin måtte selv finde ud af at pakke det ind til sin far, som forventede det værste, men ikke lige det.

»Jeg blev sat i sofaen, og knægten sad i en lænestol ved siden af. Lige pludselig siger han, at jeg ikke skal forvente nogen børnebørn fra ham, for han er til sit eget køn. Nå, siger jeg. Var det ikke andet. Jeg troede, det var noget alvorligt,« fortæller Michael med et lille smil.

Gråd og tårer var der ingen af, men indeni forældrene tårnede bekymringerne sig hurtigt op. Både en bebrejdelse af dem selv for ikke at have opfanget signaler om, at Martin havde det dårligt samt en angst for den diskrimination, han måske ville blive udsat for ude i samfundet, og som de ikke kunne beskytte ham imod.

»På det tidspunkt var der en hel del fokus på overfald på bøsser, og jeg tænkte, satans også, hvorfor skal han slås med det samtidig med, at han også skal til at vælge uddannelse. Man får ligesom et ekstra beskyttergen,« siger Michael.

Men den, der havde det værst, var uden tvivl Martin selv, som havde meget svært ved at leve med sin nye seksuelle status, også selv om han allerede havde gået rundt med sin hemmelighed et år forinden.

»Lige den situation, hvor jeg fortalte min mor det, var nok et af de værste minutter i mit liv. Jeg havde jo ingen anelse om, hvordan de ville reagere og havde i forvejen bildt mig lidt ind, at de ikke ville synes om det, netop fordi det gjorde jeg ikke selv,« husker han.

Resten af dagen blev brugt på at snakke om, hvordan det var at være homoseksuel og især på at banke lidt selvværd ind i Martin, og få ham til at acceptere sig selv.

»Der gik lang tid med at bygge ham op igen og sige, du er god nok, for det var så tydeligt, at han ikke selv syntes det,« siger hans mor.

Det næste store skridt var at fortælle det videre til familie, venner og arbejdskolleger, og for forældrene var det ikke uden problemer at springe ud på deres søns vegne, på trods af, at de fuldt ud accepterede, at han nu var bøsse. I tiden efter spidsede Karin ører hver gang, der blev fortalt en vittighed om bøsser på hendes arbejdsplads. Hun var sikker på, at vedkommende havde en masse fordomme, og hvad ville de så ikke tænke om Martin. Senere fandt hun ud af, at sådan behøvede det ikke at være.

»Nogle venner og familie var vi lidt skeptiske over for, hvordan de ville reagere. Andre vidste vi, ville tage det fuldstændig ligesom vi. Det viste sig også at holde stik, og den største del tænkte gudskelov, nå, det er bare Martin,« fortæller Michael.

Der skulle gå halvandet år, før Martin var klar til at fortælle resten af verden om sin seksualitet, og det var svært for hans forældre at vente på. Til sidst var de ved at gå ud af deres gode skind af utålmodighed.

»Det var rigtig lang tid, for man går hele tiden og passer på, hvad man nu kommer til at sige sammen med andre. Jeg vil tro, at det er sådan, Martin selv havde det, inden han sprang ud. Derfor var det en lettelse at få det ud, og i dag har vi det lidt sådan, nå ja, hvad folk tænker, det kan da være fuldstændig ligegyldigt,« mener Karin.