Formidlende omstændigheder

Adrian Hughes er blevet kultvært i »Smagsdommerne« på DR2. En kulturformidler, der ikkelefler for kunstnerne, men viser os både lorten og lagkagen.

BM200610104230153AR.jpg
Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Det her er den ultimativt mest selvoptagede situation, man kan forestille sig.«

Men du gør det jo?

Adrian Hughes forklarer, at han jo skal gøre reklame for DR2-programmet »Smagsdommerne« og hans P1 program »Alle tiders historie« og derfor taler med M/S.

»Der er kun én ting, der er mere krukket end det her, og det er at sige nej. Hele situationen er jo grotesk. TV-værter lever af at tage æren for andre menneskers arbejde. Man skulle være et meget mærkeligt menneske, hvis det ikke influerede på én.«

Hvad gør det ved dig?

»Man bliver ekstremt optaget af, hvordan andre mennesker ser på én. TV-værter er sådan nogle mennesker, man kører frem på en blokvogn, som man skal forsøge at bygge op så meget som det overhovedet kan lade sig gøre. Derfor giver man TV-værter meget mere ros, end de har godt af. Jeg har været med til at caste værter, og fra de seancer ved jeg, hvor råt og brutalt og nederdrægtigt, man diskuterer dem som en vare. Hvis man på et tidspunkt synes, at en vært er ved at miste grebet, eller at programmet trænger til noget andet, så er TV-værten aux princip den sidste, der får det at vide. Og det ved de fleste TV-værter godt, og derfor er de meget usikre på, om det, de laver, er i orden, og om andre synes om det. For nylig fortalte en kollega, at han havde siddet med tre veninder og set »Smagsdommerne«. Kollegaen fortalte kort, hvad pigerne havde ment, især om studieværten, og så fortsatte han om noget andet. Jeg var kun optaget af, hvad de tre piger mente om mig, men jeg ville ikke bringe det op i plenum. Det er jo navlebeskuende.«

Hvad synes du selv om »Smagsdommerne«?

»I bedste fald oplysende og underholdende og en sjov måde at skabe interesse for et kulturprodukt på. Når det er værst, er det indadvendt og beslægtet med sådan en Monty Pythonsk parodi på et kulturprogram, hvor John Cleese sidder for bordenden og har Karl Marx og Gud og Buddha som gæster.«

Vi sidder ved køkkenbordet hos 44-årige Adrian Hughes. Som tidsånden dikterer går køkkenet i ét med stuen i hans og kærestens to-etagers Nørrebro-lejlighed på 4. sal. Her er udsigt over Sortedamssøen, danske møbelklassikere i stuen og to brownies og et flûte fra Emmerys på køkkenbordet.

I »Smagsdommerne« på DR2 er der en for dansk presse bramfri udladning af holdninger til alt fra installationskunst, over rockmusik til teater, arkitektur og meget andet i den store kunst- og kultur-godtepose. I modsætning til anmeldelser, er programmet en retssag, hvor seerne er vidne til procederingen. Ikke selve domsafsigelsen. Det mener i hvert fald programmets vært. Andre synes, programmet er udtryk for værdirelativismens endelige sejr, når tre skiftende mediefolk dømmer kunstværker inde eller ude. Uanset hvad, altid med Adrian Hughes som skærmtrold for den seks mand store redaktion, og som skarp og utålmodig dirigent, der gerne afbryder, når en »dommer« bliver for lang i spyttet. Hvis ingen af de indbudte smagsdommere tager parti for et værk, er han ophavsmandens advokat.

»Programmet bygger på, at det er ufatteligt svært at få anmeldere til inden for deres egen lille verden, at tage bladet fra munden og sige: Det her fatter jeg ikke en bønne af. Det er jo det, folk oplever, når de går ud. Men med kunstkritikken i Danmark er det utroligt sjældent, at anmeldere går direkte i kødet på kunsterne. Det er først i »Smagsdommerne«, at Christian Braad Thomsen har sagt, at Lars von Triers store problem er, at han er blevet en sequel-man. Han er begyndt at lave toere, og han omgiver sig med for mange venner.«ADRIAN HUGHES HAR lavet kultur-TV og -radio siden, man hørte ham første gang i æteren i slutningen af 80erne i »P4 i P1«. Han er endnu ikke blevet helt indrulleret i kunstnernes egne indspiste cirkler, men dog så meget, at da han har fyret lovligt mange øretæver af mod anmeldere og kunstnere, varer sin mund med et:

»Jeg har teoretisk set også en karriere fremover, men altså... der er virkelig meget rygklapperi i den her branche. Alle teateranmeldere ved jo, at de skal tilbage på Det Kongelige Teater og møde Henning Jensen i pausen, og hvad ved jeg. Der er et lukket kredsløb mellem anmeldere og den kunstart, de skriver om. Den danske kulturverden er så lille, at man ikke skal padle særligt hårdt, før man laver meget store ringe i vandet. Kunstkuratorer, der engang har promoveret en kunster, kan åbenbart ikke tillade sig at tage et skridt tilbage og sige: Ved du hvad, Henrik Plenge Jakobsen (kunstner, red.), du er faldet af på den. Du er ikke så frisk og ny, som du var for 15 år siden. Det kan godt være, at du får de store legater, men det her kan vi simpelthen ikke udstille.«

Adrian Hughes lever i registreret partnerskab med sin kæreste, der er ansat i udenrigstjenesten, og han har af flere omgange levet som »diplomatfrue« i London og i Zimbabwe. I London levede parret et liv i overhalingsbanen i det fashionable SW3-kvarter i Chelsea. I dag har han britisk pas, og får lys i øjnene, når han fortæller, at det er præcis i de gader, Woody Allens nye film foregår.

»Det gik op for mig i London, at hele mit arbejde i den danske medie-branche har været bygget på kontakter. Jeg har aldrig fået et arbejde ud af det blå. Det er altid andre, der har hørt om mig eller nogen, jeg har arbejdet sammen med, som jeg så har ringet til.«

Efter at have løbet adskillige TV-stationer på dørene fik han allernådigst lov til at arbejde gratis for Channel 4 og fik med tiden løn for at lave historiske programmer. I dag er han gift for anden gang med sin kæreste. Pausen mellem første og anden gang varede fire år.

»Jeg har altid ment, at jeg var den perfekte mand for ham, og at han var den perfekte mand for mig. Men det var han åbenbart uenig med mig i de år, indtil han så lyset...«SIDEN HAN BEGYNDTE på Danmarks Journalisthøjskole i begyndelsen af 1980erne, har Adrian Hughes beskæftiget sig med emner i trekantsområdet kunst, kultur og historie. Livet som diplomatfrue blev også tilbragt med dette livets flødeskum, som han altså også kæmpede sig til at arbejde med på Channel 4.

Han ved, at han skal passe på ikke at blive »metaltræt« af for meget kunst. Når han dårligt kan huske, hvilket teaterstykke, han skal se om aftenen, eller når han igen-igen går i teatret i sit almindelige tøj, så ved han, han skal være på vagt.

»Et eller andet sted er det jo useriøst, når jeg kan se, at andre har taget deres pæne tøj på, og de har set frem til teaterstykket i flere måneder og har besluttet sig til, at det her vil de virkelig komme til at holde af. Enten fordi de har en aftale med Tom og Grethe, eller også har de booket en babysitter for tre måneder siden. Så for dem er det en meget større begivenhed, og jeg skal tage mig selv gevaldigt i nakken.«

Hvorfor er så mange bøsser optaget af æstetik og opera, design og den slags?

»Mange fordomme er jo generaliseringer af erfaringer, som i bedste fald passer. Jeg deler din fordom. Det passer. Jeg tror primært, det handler om, at de har tid til det og overskuddet. Bare de tre piger, som ikke plejer at se »Smagsdommerne«, fordi de har små børn. Jeg skal jo ikke arrangere mig ud af at gå i teatret tre gange om ugen. En typisk weekend for mig består i at gå tur ned ad Søerne op over Kastellet og ind ad Bredgade for lige at se, om der tilfældigvis skulle være en ny udstiling på Galleri Mikael Andersen eller Asbæk, eller hvad de hedder dernedeaf. Og hvis der tilfældigvis er forårsudstilling på Charlottenborg, så gå jeg ind og napper den med. Og så danderer jeg hjem tilbage gennem byen til min relativt centralt beliggende city-lejlighed. Vi har simpelthen muligheden for det.«

Da hans lillebror på 37 for nylig var på besøg, spillede Adrian Hughes noget musik for ham. Det var med den blandt englændere meget berømte varieté-sanger, Ivor Novello. Han staver igen et navn ned i båndoptageren, så han ved, det bliver korrekt i avisen: »I-v-o-r nyt ord N-o-v-e-l-l-o.«

»Jeg kender ikke andre end bøsser, der gider lytte til det. Jeg kan prøve at spille noget for dig, hvis du vil have det?«

Han sætter musikken på, og utrolig musik strømmer ud af højtalerne under loftet. En sort-hvid film fra 1930erne popper op på nethinden. Loungemusik af den kantede og hysteriske type. Vi hører to skæringer, indtil M/S tigger om at få lov at slukke.

Adrian Hughes griner: »Dér kan du se. Det var præcis sådan, min lillebror havde det. Kattejammer.«ADRIAN HUGHES ER ikke kun storforbruger af kunsteriske produkter. Han har selv haft et publikum, siden han kunne gå. Han lærte, hvor vigtig timing er, da han en dag som syv-årig havde trommet forældre og familie sammen hjemme i huset på Frederiksberg. Han havde sat sig for at dramatisere den sjoveste vittighed, han havde hørt.

Vittigheden var den om de tre drenge, der kommer ind til en blind købmand. Først siger den ene, at han skal have et lakridsbildæk, hvorefter købmanden kravler op på stigen og henter slikket fra øverste hylde. Kravler ned igen, giver drengen lakridsen og kravler op og sætter æsken på plads og ned igen. Dreng nummer to skal have det samme, og købmanden begiver sig på samme tur op og ned af stigen for derefter at spørge dreng nummer tre, om han også skal have et lakridsbildæk. Det skal drengen ikke. Købmanden kravler op ad stigen og sætter æsken på plads. Nede igen spørger han dreng nummer tre, hvad det så er, han skal have? Jeg skal have to lakridsbildæk, svarer drengen. Stor humor for en syv-årig.

Adrian Hughes spillede den blinde købmand. Hans tre brødre spillede drengene.

»Jeg regnede ud, at hver af mine brødre skulle komme ind i butikken tre gange. Det vil sige, at jeg skulle hente bildæk ned fra hylden otte gange, indtil punchlinen faldt den niende gang. Den faldt så, og jeg kiggede ud over min tante Anne, med to n'er, og min far og vores unge pige og mor, og der var ikke nogen, der grinede. Så stod jeg der og tænkte, at det nok handlede om, at de ikke skulle komme ind tre gange hver. Det var en aha-oplevelse. Dér lærte jeg noget om timing.«

I drengeårene sad unge Adrian med i bussen, når hans mor underviste sine elever på Copenhagen Guide School. Den klassiske tur i Nordsjælland fra Kronborg til Fredensborg og Rosenborg Slot kunne han efterhånden udenad med turistguide-eleverne bag mikrofonen. Her var han blandt de få ti-årige, der stiftede bekendtskab med ord som hollandsk renæssance.

Hans interesse for danmarkshistorie var dermed lagt. Han fik lov at trykke den af med med historiske indslag på TV-Lorry i årene 1989-1995. Han nævner begejstret, at Christian IV er den eneste danske konge, der har sat et monument over et forlist ægteskab. En sten, som ligger i Frederiksborg Slotspark. Han satte den, fordi Kirsten Munk nægtede ham adgang til sin seng.

I dag laver han radioprogrammet »Alle tiders historie« på P1, hvor han har fået »et lille hjørne at spille fandango i«, som han siger og svømmer hen over at formidle historier om, hvad mennesker har håbet og drømt og tænkt for 800-900 år siden.

»Det er jo helt igennem forrygende, at man kan stå på Frederiksborg Slot og se ikke bare en kopi af Leonora Christines »Jammers Minde«, men god damn fucking originalen, som hun skrev, mens hun sad i Blå Tårn i Hammershus. Den er skrevet i 1665 til 1675.«SIN BARNDOM KOGER han ned til, at det jo er ham, Niels Malmros' film »Lars Ole 5.c« og »Drenge« handler om. Indtil moren og faren blev skilt da Adrian Hughes var 11 år, boede familien i en stor villa med græskinspireret træpavillon i haven, guldfiskedam, rosenhave og Frederiksbergs højeste Platantræ, et stenkast fra Femte Juni Plads. Brødrene fik ens tøj på og samme norske sweatre, og blev fotograferet hos Kehlet eller Stella Nova, én gang om året med vandkæmmet hår, når de ellers havde fri fra deres nypudsede danseundervisning i Charlottenlund. Skolegangen foregik på Johannesskolen på Frederiksberg. En privatskole, han selv kalder »en skole for bedre folks dumme børn.«

Efter skilsmissen mellem hans walisiske arkitektfar og moderen, flyttede hun med sine fem sønner til Østerbro.

»Jeg husker det som lidt væmmeligt, men jeg opdagede, at skilsmisser ikke var sjældne i skolen. Jeg syntes, det var en stor tragedie, men jeg forstod ikke, hvor gråden blev af. Den kom aldrig.«

Hans egen adskillelse fra kæresten og deres genforening fire år senere affødte derimod »et lille mirakel«, som han siger.

»Jeg var meget ked af at blive skilt. Men da vi fandt sammen igen, kaldte min kæreste vores tid fra hinanden for et intermezzo. Et herligt ord, der illustrerer, at det kun var en pause i en lang symfoni.«

Ordet intermezzo lyder også som et lille ord, der skjuler en stor sorg. Du gik jo til psykolog bagefter?

Han rømmer sig.

»Altså ved du hvad. En af de ting, der irriterer mig ved sådan nogle interviews her er, at folk altid forsøger at digte historier om deres liv, hvor det hele hænger sammen. Hvor der bliver en Guds givet eller logisk sammenhæng i alle de forfærdelige tildragelser, der er sket. Sådan noget med overskriften: Jeg er meget mere moden nu eller Jeg føler livet har lært mig en masse. Dybest set mener jeg, at det var en katastrofe, at Verner og jeg blev skilt, og jeg ville have givet hvad som helst for, at den bitre kalk var gået min mund forbi. Men i heldigste fald lærer man af en skilsmisse. Nogle vil påstå, at man bliver en bedre livspartner anden eller tredje gang, man forsøger at starte Bugattien igen. Jeg trygler om, at jeg lærte noget af den skilsmisse.«

Der er specielt én episode, Adrian Hughes husker fra, da han gik til psykolog.

»Jeg fik en erkendelse dengang. Vil du høre en drøm? It's a first... jeg har ikke fortalt det til andre.«

Psykologen var drømmetyder og bad ham om at fortælle den sidste drøm han havde haft, inden de mødtes første gang. I drømmen befandt han sig i en gårdhave på et kongeligt universitetsbibliotek i form af Københavns Universitet på Amager. Kun iført sneakers, T-shirt og shorts, selv om Dronningen var på besøg. I en gårdhave stod en vandskulptur, som han så en vicevært tænde for på en kontakt.

»I drømmen tænkte jeg: Fantastisk. Næste gang, jeg får besøg i København, skal jeg, som jeg altid gør, vise vedkommende rundt i København. Så vil jeg vise ham den her skulptur og tænde for kontakten. Mens jeg står og ser på det, går der nogle kæmpemæssige dobbeltdøre op, og alle kommer ind i sorte kapper med sådan nogle firkantede sorte hatte, som de har i Cambridge med en lille sort kvast, der hænger ned. Og så kommer Hendes Majestæt Dronningen ind, og det er så pinligt, at jeg vågner. Færdig drøm.«

Adrian Hughes kalder det »fuldstændigt rystende«, hvad den drømmety-dende psykolog fik ud af hans drøm.

»I løbet af to timer fik hun sat utrolig mange ting på plads, der gjorde mig meget gladere for at være den, jeg er. Det gav mig ro. Den her drøm er jo en drøm om min selvopfattelse. F.eks, de dér mennesker i blanke silkerober, kapper og fjollede hatte. De er jo latterlige, og de arbejder tilmed i en institution, som ikke findes: Et Kongeligt Universitets Bibliotek. En verden, som jeg føler mig utilpas og utilstrækkelig i. Jeg er på det forkerte sted, på det forkerte tidpunkt i det forkerte tøj. Mit hår har sikkert også været forkert. Hvornår følte jeg mig glad i den drøm? Det gjorde jeg, da jeg kom ud i den lille gårdhave og så en fantastisk smuk skulptur, og da jeg fandt ud af, hvor kontakten sad til vandkunsten, da var jeg pludselig lykkelig. Og hvad handler det om? Måske, at jeg dybest set må se i øjnene, at jeg altså ikke er akademiker, og at det sådan set er okay. Man kan også blive lykkelig på andre måder. Hvad kan jeg så? Jeg kan jo fortælle en historie om en kontakt på væggen til en ven. Jeg kan tænde for vandet under kunsten - for nu at svinge sig op på de høje nagler. Psykologens udredning overbeviste mig om, at jeg måske bare er en historiefortæller. Det er jeg så nu både i »Alle tiders historie« og i »Smagsdommerne«.

Du har kaldt dig selv for selvoptaget?

»Jeg kigger mig tit omkring og tænker: Hvad er det, der karakteriserer folk, som har succes? Selvfølgelig er det talent. Men mange gange er det også manglende selvkritik. Som Kim Schumacher engang sagde om en af sine kolleger: Det kræver et stort talent at forvalte et småt. Hvis man virkelig vil noget, er man også nødt til at slå den dér bremse fra, som de fleste har. Jeg er ikke god nok. Jeg synger ikke godt nok. Jeg kender mennesker, som er mere talentfulde end jeg, og som bremser sig selv.«

Hvad er dit gode råd til dem?

»Jamen, det er jo ikke kriminelt at stille sig op og bringe noget til torvs, som andre kan kritisere. Man hører ofte: Dumme studieværter, dårlige skuespillere, dårlige filminstruktører, der efter de her unavngivne menneskers mening ikke har talent til at gøre det, de gør. Og dér har jeg det sådan: Ved du hvad. Så må du selv komme med noget. Det nytter ikke noget, at du sidder og fedtspiller med dine talenter, hvis ikke du tør lægge dem frem for andre mennesker. I hvert fald er det ekstremt irriterende, at du sviner andre mennesker til, der forsøger at bidrage til festen. Fortæl mig noget om din seneste succes, så. Hvad kan du bidrage med?«

Adrian Hughes' gode råd om sandslotte

Da Adrian Hughes var dreng og var flyttet fra Wales, hvor han er født, luftede han ofte familiens hund i Fælledparken. Her udviklede han et usædvanligt talent. Mens han slap hunden fri på græsset, byggede han sandslotte i sandkassen.

»Hemmeligheden er at starte med en kæmpemæssig og meget kompakt sandklump gennemvædet af vand. Og så bygger man ikke et sandslot. Man skærer et sandslot. Som en skulptør. Den eneste måde, man kan få en klump med betragtelig højde, er ved at tage en stor plasticpose og klippe hul i bunden, så posen er et rør. Så fylder man den med sand og hælder vand ned i, indtil sandet i røret er blevet fuldstændig kompakt. Så klipper man plastikken væk i takt med, at man skærer ud. Man skal ikke tage al plastikken af med det samme. Det var virkelig sjovt for mig at bygge sandslotte, så længe mine nærmeste konkurrenter var tre-fire år gamle.«