Forfatteren Eva Tind: Skal det for evigt hedde H.C. Andersens Boulevard – hvorfor ikke Marie Hammers Boulevard?

Den banebrydende og kompromisløse danske zoolog Marie Hammer er i dag ukendt i den brede offentlighed. Eva Tind skriver om hende i bogen »Kvinden der samlede verden«. Men hvorfor er Marie Hammer så ukendt i dag – og har Eva Tind en særlig dagsorden?

»Der er stadig mange uopdagede historier og spændende kvinder at dykke ned i. Der er sindssygt meget uopdaget materiale og det er ikke bare inden for videnskab, det er også indenfor kunst.« Eva Tind har netop udgivet sin bog om den danske zoolog Marie Hammer. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto: Sacha Maric/Gyldendal
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

I midten af april udkom Eva Tinds semibiografiske bog »Kvinden der samlede verden« om den banebrydende danske videnskabskvinde og zoolog Marie Hammer (1907-2002).

Hammer rejste over det meste af verden og gjorde flere banebrydende opdagelser indenfor for alt lige fra kontinentaldriftsteori til mosmider og springhaler. Trods sine mange meritter og vigtige forskning er Marie Hammer relativt ukendt i dag i den brede offentlighed.

Hvorfor valgte du lige at skrive om Marie Hammer?

»Jeg har også skrevet om stumfilmstjernen Asta Nielsen, som også var glemt. Det var drevet af en personlig nysgerrighed: »Hvorfor ved jeg ikke noget om Asta Nielsen, som var kæmpestor i sin samtid og en pioner?« Da jeg var færdig med den bog, tænkte jeg: »Der må være sindssygt mange andre spændende mennesker, der er faldet ud af historien.«

Eva Tind

»Det er jo langt mere interessant, hvad vi ønsker os for fremtiden end at pege fingre ad fortiden. «


Jeg faldt så over en artikel om oversete kvinder i videnskaben og Marie, og så tænkte jeg: Det er jo en fantastisk historie, en kæmpestor og smuk fortælling, der handler om hele universet i både mikro- og makrostørrelse.

Jeg blev bekendt med Tegea Brandts legat, der siden 1924 hvert år er blevet uddelt til kvinder, som har ydet en særlig indsats inden for sit område. Og det er ret spændende, for hvis du kigger på modtagerne af det legat gennem de seneste 100 år, så får man en særdeles interessant liste over adskillige kvinder, der ufortjent er »faldet ud af historien«. Der er stadig mange uopdagede historier og spændende kvinder at dykke ned i. Der er sindssygt meget uopdaget materiale, og det er både indenfor videnskab og kunsten.«

Eva Tinds bog »Kvinden der samlede verden« om den bemærkelsesværdig danske videnskabskvinde, Marie Hammer, udkom i april. Fold sammen
Læs mere

Hvem er for eksempel på den liste?

»Både Asta Nielsen, Marie Hammer og Inge Lehmann (som p.t. er aktuel i Lotte Kaa Andersen bog »Den inderste kerne«, red.) er på listen. Men det er ret bemærkelsesværdigt, at når man kigger på modtagerne gennem særligt de tidlige år, vil man opdage, at mange af dem i dag ikke engang har en Wikipedia-side, selvom de gjorde noget ekstraordinært i deres samtid.«

Gledet ud af historien

Var Hammer også underkendt i sin egen samtid?

»Nej, hun var stor i sin samtid. Der findes masser af artikler om hende, hun er bare bagefter ikke skrevet ind i historien.«

Men sker det ikke for mange, mænd som kvinder, at de er store i deres samtid, og så glider de efter deres død ud i glemslen?

»Jo, der er bare en større procentdel af kvinderne, som er glemt i dag. Det kan du se konkret. Der er jo næsten ingen mindesmærker over kvinder i Danmark. Der er vist knap 40 i hele landet, og der er 3.400 i alt. Altså er cirka kun én promille af landets mindesmærker rejst for kvinder!«

Det, at Marie Hammer er kvinde, er du sikker på, at det spiller en væsentlig rolle i forhold til, at hun som forsker er faldet ud af historien?

»Du kan jo stille modspørgsmålet: Hvis hun var en mand, var hun så blevet skrevet ind i historien?«

Hvad tror du?

»Jeg tror bestemt, det har en betydning, at hun var kvinde, det indikerer for eksempel de manglende mindesmærker. Om det så lige er tilfældet med Hammer, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men det virker sandsynligt.

Eva Tind modtog i 2010 Klaus Rifbjergs debutantpris, da Det Danske Akademi fejrede sin årsfest i Kunstindustrimuseets festsal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald/Ritzau Scanpix.

Den kvindelige geolog Marie Tharp, som var en pioner indenfor forståelse af tektoniske plader, måtte ikke tilgå forskningsmateriale eller være med på skibet, hvor målingerne af havbunden foregik. Hun var nødt til at fjernstyre alting. Det er åbenlyst, at mange af de her kvinder har kæmpet med kolossale og diskriminerende benspænd i deres samtid. Vi ved jo, at uretfærdige forhold har været tilfældet. Men vi kan ikke ændre fortiden, til gengæld kan vi kan forsøge at skabe balance i fremtiden. Det håber jeg så, min bog bidrager til.«

Der er en cirka måned mellem udgivelserne af bøgerne om Marie Hammer og Inge Lehmann. Hvorfor, tror du, der næsten samtidig kommer to nye bøger om oversete danske videnskabskvinder – er det helt tilfældigt?

»Indenfor zoologien begynder man typisk med at kortlægge de store og farlige dyr. Så efter et stykke tid kommer man til sommerfugle. Man kommer længere og længere ned, og til sidst kommer man til det felt, hvor Marie Hammer arbejder, altså i det usynlige, i mikroverdenerne. Sådan er det også lidt med de her kvinder. Jeg skrev jo også først om Asta Nielsen. Hun var mere synlig, fotograferet og eksponeret, en løvinde! Marie Hammer er sværere at få øje på. Hun levede et mere usynligt liv, og det har derfor taget længere tid, før den historie blev gravet frem.«

Men er det så mærkeligt, at hun først kommer til ære og værdighed nu? Kan vi klandre nutiden for, at den har overset Hammer?

»Har vi brug for at klandre nogen? Det er jo langt mere interessant, hvad vi ønsker os for fremtiden end at pege fingre ad fortiden. Spørgsmålet er, hvordan vi kunne tænke os, at den fortælling, der er om vores samfund, skal se ud. Hvad er det for nogle skuldre, vi står på? Man bør nærmere se min bog som en undersøgelse af det. Måske står vi i virkeligheden på nogle andre skuldre, end vi hidtil har troet? Hvis det er sandheden, så bør den komme frem.

Du kan se på historien. Typisk handler nedslagspunkterne om krige og adelsmænd. Men man kan jo også vælge at lægge fokus på andre områder af historien. Det peger igen tilbage til mindesmærkerne, forstået sådan, at hvis der ikke er en statue, vejnavne, en plads eller lignende, altså noget, der manifesterer sig fysisk, som minder eftertiden om en person, så forsvinder de nemt. Det kan man godt argumentere for bidrager til en forvanskning af fremtidens billede af fortiden. Det bør vi stræbe efter løbende at korrigere. Altså: Hvorfor skal det for altid hedde H.C. Andersens Boulevard – kunne det ikke skifte navn til »Marie Hammers Boulevard«?«

Balance i historien

Men er retten over historien ikke altid en ideologisk og politisk kampplads?

»Jeg tror, at man må acceptere, at vi forandrer os, og vores fortællinger derfor også forandrer sig, og man ikke nødvendigvis kan fastholde, at noget for altid er sandheden i et givent samfund. Vi flytter os, og nogle gange har vi måske lyst til at stå på andre skuldre end tidligere, fordi nu er det et andet sted, vi skal hen som samfund, frem for det sted vi kom fra. Vi bør stræbe efter et mere afbalanceret syn på, hvad der er vigtigt at huske.«

Men er man ikke nødt til at være på vagt over for nutidens ideologiske og politiske interesserer i at omskrive historien, så den passer som et værktøj for ens egne interesser?

»Jo, men sådan har det vel altid været?«

»Da jeg så læste om Asta, så opdagede jeg jo, at hun var lige så stor som Charlie Chaplin i sin tid. Hun er gigantisk! «


Eva Tind har bl.a. skrevet om skuespilleren Asta Nielsen og nu om videnskabskvinden Marie Hammer. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto: Sasch Maric/Gyldendal.

Jo, men der er vel grænser for, hvor relativt man kan omskrive historien? Hvis du som forfatter for eksempel har en særlig feministisk dagsorden, så kan du vel ikke pludselig hævde, at Harald Blåtand faktisk var kvinde, blot fordi det passer ind i din dagsorden. Vi har jo historie kilder, der bekræfter, at han var en mand?

»Nej, selvfølgelig ikke, men hvis nu Harald Blåtand havde et kvindeligt modstykke, der aldrig var skrevet om, så kunne det måske være interessant at skrive om hende og give hende en plads i historien.«

Jo, men hun er vel stadig nødt til at have eksisteret?

»Jo, naturligvis, og det er jo også det, alle de her kvinder, jeg skriver om, har til fælles: De har eksisteret. I stedet for at se det som en kamp om historien, så handler det mere om at udvide historien og få mere af den frem. Det vil jo også bringe os tættere på et mere korrekt billede af vores fortid. Det kan jo kun gavne os alle, at der kommer nogle flere og andre stemmer frem fra fortiden.«

På plads på Pantheon

Så det, din fortælling om Marie Hammer primært handler om, er at placere Marie Hammer på den rette hylde i naturvidenskabens Pantheon, kvinde eller ej?

»Da jeg opdagede Asta Nielsen, blev jeg meget forbløffet over, at jeg ikke vidste noget om hende i forvejen. Og da jeg så læste om hende, så opdagede jeg jo, at hun var lige så stor som Charlie Chaplin i sin tid. Hun er gigantisk! Hvordan kan jeg ikke havde hørt om hende? Så det var ikke en feministisk dagsorden, der drev mig, da jeg skrev om hende. Det var mere drevet af spørgsmålet: »Hvorfor er hun næsten glemt?« Det handler om placere folk på deres retmæssige plads i historien. Asta Nielsen var en gigant. På højde med Søren Kierkegaard og H.C. Andersen.

Det handler for mig om at søge oprejsning for Marie Hammer, som menneske og visionær. Så er det ligegyldigt, om hun er kvinde eller mand.

At historien om Marie Hammer så indskriver sig i en feministisk kontekst, det er jeg da som kvinde glad for, men det handler jo om meget mere. Hammer er jo en stor inspiration, først og fremmest som menneske. Hun var visionær, og en pioner, der tænkte stort og turde gå sine egne veje, og hun gjorde sig altid utroligt umage. Hvem kan ikke lære noget af det? Jo flere ekstraordinære mennesker, vi alle har at spejle os i, desto flere mennesker har vi, som kan inspirere os til at tro på os selv og turde det utrolige,« siger Eva Tind.