Forfatter Niels Barfoed om de unge: »Danske drenge er hvalpede højt op i årene. Og når de fylder 40, er de bare almindeligt umodne«

Den 89-årige forfatter Niels Barfoed mærker, at mange unge leder efter et liv, hvor et engagement virkelig gælder, tæller – og koster.

Næsten dagligt stiller Niels Barfoed sig op midt på Inderhavnsbroen og trækker vejret i en attitude, »som stod han i stævnen af Titanic med udbredte arme« – hvis man skal tro hans nye bog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hvad vil der ske, hvis han begynder at løbe? Hvis han prøver at flygte fra officeren ved at bore sig ind gennem den kompakte mængde af 1.000 ildelugtende, halvsovende tyske soldater, der læner sig op ad hinanden på Københavns Hovedbanegård, alle på vej til Østfronten?

Sveden pibler frem. Angstens sved. En tysk officer har bemærket ham. Følger ham med øjnene. 13-årige Niels Barfoed er kurer for sin storebror, og i sit tornyster har han 30 illegale blade med de seneste bulletiner fra Studenternes Efterretningstjeneste, som i dybeste hemmelighed skal afleveres på Vestre Borgerdyd Skoles lærerværelse.

Niels Barfoed, journalist og forfatter

»Det er en utrolig gave at kunne gøre brug af sig selv og leve i en nogenlunde fredfyldt våbenstilstand med døden.«


»Hvert eneste sekund måtte jeg anstrenge mig alt, hvad jeg kunne, for at holde mig selv tilbage og ikke begynde at løbe. Jeg følte, jeg var opdaget. Det var en af de gange under Besættelsen, hvor jeg mærkede angsten allermest.«

På alder med Gorbatjov

Året var 1944. Og på en sensommerdag i 2020, mere end 76 år efter sin indsats som kurer, har journalisten og forfatteren Niels Barfoed netop slukket for TV-nyhederne hjemme i lejligheden i Nyhavn.

Det Kongelige Bibliotek er Niels Barfoed kommet på siden 1949. Det var også her, han skrev sin disputats om Don Juan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Vi må virkelig håbe på, at de selv kan ordne det, og at de kommer godt fra det,« siger han med henvisning til det nyhedsindslag fra Hviderusland, han netop har fulgt med i, da det ringede på døren.

»Vesten skal ikke blande sig og blive nævenyttig, for så kommer Putin på banen, og så kan det gå endnu mere galt. I forvejen er situationen helt, helt forfærdelig.«

At Niels Barfoed til foråret runder 90, hindrer ham ikke i stadig at skrive artikler, analyser og kronikker til de store, landsdækkende medier. Hans seneste plan er at tage til Minsk i Hviderusland, han var der også for halvandet år siden. Og så snart en chance byder sig, vil han af sted igen.

»Jeg er fra Mikhail Gorbatjovs generation, vi er lige gamle,« indskyder Barfoed med et lidt underfundigt smil.

10. september udkommer han med sin seneste bog »Ingen vej udenom« med undertitlen »Om liv og død og kærlighed og krig«. Gennem bogen runger krigens mørke i baggrunden med spærretider, udgangsforbud, luftalarmer og beskyttelsesrum.

Alt det dér med at leve i nuet ...

Han sætter sig ved mahognibordet, hvor bøger, papirer, en iPhone i groft læderetui og to MacBook Air, en på hver sin side af bordet, fylder det meste.

Alt det med at leve i nuet, tage én dag ad gangen og forberede sig på, at det hele en dag er slut – gode råd, man som gammel ofte må høre, siger han – er ikke noget, der fylder tankerne.

»De kategorier, du taler om, det er ikke sådan, jeg tænker. Jeg har for eksempel ingen planer om at nyde. Mit store held har været, at jeg har fået en god krop – af Vorherre. Og selv om jeg har haft børnelammelse som dreng og også et par apoplektiske anfald som gammel, har jeg hver gang haft held til at komme mig. Der er intet som at komme sig, vel?« siger han og banker under bordet.

Det Kongelige Bibliotek betyder noget helt særligt for Niels Barfoed. Det er her, han har skrevet flere af sine bøger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Det er en utrolig gave at kunne gøre brug af sig selv og leve i en nogenlunde fredfyldt våbenstilstand med døden. Men det betyder ikke, at jeg ikke til tider kan ligge vågen klokken fire om morgenen og føle angst. I dag er angsten nok spor af de apopleksier, jeg har haft, selv om de var meget små. Det er en angst, der skal overvindes hver gang, og det har jeg lært nogenlunde. Men generelt kan jeg kun føle mig utroligt begunstiget.«

Når man sidder over for Niels Barfoed, er det umuligt at forestille sig, at manden er født i mellemkrigstiden. Mellem Første og Anden Verdenskrig. At han var teenager under Besættelsens fem forbandede år og husker luftangreb på B&W, bombning af Gestapos hovedkvarter, Shellhuset, i nærheden af Vesterport Station og den tragiske fejlbombning af Den Franske Skole på Frederiksberg.

»Jeg var akkurat kun lige fyldt 14 år og må med skam erkende, at det ikke var tragedien på Frederiksberg, der optog mig, men selve dette, at nu var krigen kommet til landet i al sin magt og vælde. Hvad der faktisk var noget frigørende ved.«

Nedlukning i Danmark? Nej!

Det store stuevindue er på vid gab, og lige nedenfor, på gaden i det ellers livlige Nyhavn, er der midt i en coronatid noget mere stille, end der plejer at være, selv om de unges partyliv, som Barfoed siger, er ved at vende tilbage.

»Jeg kan ikke lade være med at have lidt ondt af de unge i dag, hvad der måske kan lyde lidt onkelagtigt. Men verden er ikke så eventyrlig, som den var engang. Vi har haft nedlukning i Danmark på grund af corona, siger de. Men nedlukning? Nej! Under Besættelsen, dér kan man tale om nedlukning – årelang – og af hele verden,« siger Niels Barfoed.

»Så da grænserne igen åbnede ved krigens afslutning, var Europa noget, der skulle erobres, sommetider med tommelfingeren på landevejene. Verden var vitterligt ukendt. Hvad ventede derude? Der var ikke noget, der hed Sunny Beach i Bulgarien, hvor man kunne komme ned med et fingerknips, et kontokort, drikke sig i hegnet og flyve hjem igen om mandagen. Da jeg som ung tog til Grækenland med rygsæk og dolk, sagde mine forældre:

Pas godt på dig selv!«

Niels Barfoed lægger sin hånd oven på sin iPhone, piller ubevidst lidt ved etuiet.

»Der er ikke noget, som kan måle sig med følelsen af at erobre nyt land. At tilegne sig det fremmede og gøre sig fortrolig med det, når man er ung,« siger han. »Intet!«

Alt det med at leve i nuet, tage én dag ad gangen og forberede sig på, at det hele en dag er slut – gode råd, man som gammel ofte må høre, siger han – er ikke noget, der fylder tankerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Måske er muligheden der i dag, men den er ikke så magisk. Og samtidig synes jeg, at de unges navlesnor er sejere, end godt er. Hvis jeg sørgede for at overholde måltiderne, og karakterbogen ikke var helt ad Pommern til, var mine forældre tilfredse. Vi skulle ikke hele tiden præstere og måle os med hinanden, for ikke at forsvinde og »tabe«, og altid gøre »det rigtige«. Det har store omkostninger, og det synes jeg er hårdt for generationen i dag.«

Niels Barfoed

»Danske drenge er hvalpede højt op i årene. Og når de så er fyldt 40, er de bare almindeligt umodne.«


Niels Barfoed, der selv er morfar til fire voksne børnebørn, føler, at de unge »ligesom spræller i et kæmpemæssigt net af mere eller mindre krævende »systemer«, som de hele tiden skal forholde sig til og fægte sig igennem«.

Mere ensomhed og frihed

»Der er en endeløs række af sociale medier og andre tilbud på nettet, hvor godt og ondt venter lige rundt om hjørnet. Den digitale verden lokker, forvirrer og spreder deres opmærksomhed i stedet for at indbyde til fordybelse.«

Det er muligt, at hans egen generation indimellem var ensom, mener han, især i forhold til de voksne. Men i dag er unge for lidt ensomme i betydningen: selvstændige.

»Danske drenge er hvalpede højt op i årene. Og når de så er fyldt 40, er de bare almindeligt umodne.«

Hvis Niels Barfoed skulle ønske noget for de unge, er det mere ensomhed og mere frihed.

»Alle hiver og haler i dem, og alt foregår i mediernes 24-timers udviskende neonlys. Jeg ønsker de unge mere mod til en gang imellem at lukke ørene og gå deres helt egne veje – og afveje. Vel vidende at det kan gå galt, og at intet er gratis.«

Men selvfølgelig er der også store glæder ved at følge de unges liv, konstaterer han.

»Når jeg ser unge fædre på gaden med deres børn, kan jeg blive helt rørt og kaste et lidt beskæmmet blik bagud på mine egne år som ung far. Unge mænd er lige så naturligt fædre, som kvinder er mødre. Jeg nyder også at se, hvordan unge i skolen har en umiddelbar glæde af hinanden, hvad enten de er brune, hvide, gule eller skotskternede.«

Skulle han give en konfirmationsgave i dag, er han ikke i tvivl om, at det skulle være udgivelsen af en samling breve fra de dødsdømte danske frihedskæmpere frem til 1945 med titlen »De sidste timer«. Men ikke af patriotisk nostalgi, understreger han.

»Frihedskæmperne fik lov til at skrive til deres familier og kærester, inden de blev ført bort for at blive henrettet. De fleste af dem var purunge. Man får noget meget alvorligt at vide om valg, som unge under krigen nogle gange traf, og om de ultimative omkostninger, det kan have at kæmpe mod uretten.«

København er Niels Barfoeds by. Han føler sig i den grad i live, når han står oppe på Inderhavnsbroen med udsigt over byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Selv fik han »Hjortens flugt« af Christian Winther i konfirmationsgave af sine forældre, en nationalromantisk versroman fra 1800-tallet.

Villige til at ofre livet

For unge mennesker i dag er det ifølge Niels Barfoed ofte mærkeligt og sommetider misundelsesværdigt, at unge danskere engang gik passioneret ind for store ideer og store samfunds- og kulturændringer og var villige til at ofre alverden på det ene eller det andet alter.

»Jeg kan mærke, mange unge i dag leder efter et liv, hvor engagement virkelig gælder, tæller – koster!«

Selv var Niels Barfoed ung i slutningen af 1940erne og blev i 1949 student fra Vestre Borgerdyd Gymnasium, året før vennen Klaus Rifbjerg. I Rifbjergs hovedværk fra 1958 »Den kroniske uskyld« er 17-årige Tore stærkt inspireret af Niels Barfoed.

»Da jeg for et par år siden var i Skuespilhuset og se dramatiseringen af »Den kroniske uskyld«, genkendte jeg ikke så lidt af mig selv. Det var en meget bevægende forestilling. Men jeg undrede mig som så ofte før over, hvad det var for en forgudelse, som Janus omfattede Tore med.«

Mens »Den kroniske uskyld« er fiktion, var krigen virkelighed. I Niels Barfoeds seneste bog kredser han om angsten for de bomber, der næsten aldrig var tiltænkt københavnerne.

»Men det vidste vi jo ikke. De var ikke beregnet på os, de skulle smides ned over Tyskland, og flyenes ruter gik hen over Danmark. Livet var fyldt af luftalarmer, der altid blev afblæst, uden at der havde lydt andet end en monoton brummen fra himlen.«

Til sidst gad Niels Barfoeds far ikke gå i kælderen, men blev siddende i sin lænestol og ventede på, at familien kom op igen.

Det var krig uden krig – dét sidder i én for altid

Besættelsesårene var ifølge Barfoed også præget af den latente vold, der kunne bryde ud i byen når som helst. De uforudsigelige, spontane skyderier, salver i natten og Københavns farlige mørke i en politiløs tid.

»Det var krig uden krig. Dét, tror jeg, sidder i én for altid.«

Barfoeds barndomsår med luftalarmer uden bombninger, hvor han sammen med de andre pligtskyldigt traskede ned i beskyttelsesrummene i København om natten, mener han, er det klareste billede på Danmarks særlige status under krigen.

»Blitzkrigen lærte vi aldrig at kende. Kort før tyskerne rullede gennem Danmark som en tung, langsom maskine, havde polakkerne, hollænderne og mange andre i Europa oplevet de nådesløse, massakrerende lynangreb fra luften og på landjorden, der efterlod ruiner, røg og lig.«

Kvinderne og Inderhavnsbroen

Fra det åbne vindue i Niels Barfoeds lejlighed er det denne formiddag lyden af store bildøre, der smækkes nede på gaden, som kan høres. Biler med varer, der skal læsses af til Nyhavns cafeer og restauranter.

København er Niels Barfoeds by. Han føler sig i den grad i live, når han står oppe på Inderhavnsbroen med udsigt over byen. Næsten dagligt stiller han sig op midt på broen og trækker vejret i en attitude, »som stod han i stævnen af Titanic med udbredte arme« – hvis man skal tro hans nye bog.

Her »afslører« han også, at han har spurgt to kvinder, om de vil stå sammen med ham oppe på broen, helst når vinden kommer ind fra stik vest, så tørklædet flyver bagud. Foreløbig har han ikke fået noget svar. En undskyldte sig med en forkølelse i optræk, en anden kunne ikke rigtigt overskue det.

Buketter af friske blomster i smukke vaser er de seneste ti år kommet til at betyde noget særligt for ham.

»De er nærmest blevet uundværlige, de bringer en friskhed og et liv ind i stuerne, hvor jeg efterhånden tilbringer det meste af min tid«, forklarer han og henter en høj, klar cylindervase inde fra stuen ved siden af med langstilkede, hvide roser.

»Jeg køber blomster i supermarkedet lige ovre på den anden side af havnen. For en slik. De skal stå koldt om natten, det er vigtigt.«

Hyttesko er ikke rigtige sko

Forleden mødte han Georgeana nede fra Café Holberg, da han kom slæbende med et par indkøbsposer og blomster.

»Georgeana, hun kender livet og menneskene. Hun er fra Rumænien og har som barn prøvet lidt af hvert. Og hun er ikke på vagt over for mine nykker,« smiler han.

»Da jeg mødte hende her forleden, tilbød hun at bære en af poserne og følge mig hjem. Du ved, man køber jo i reglen alt for meget. Jeg fortalte hende, at hun er med i min nyeste bog, men det havde ikke hendes interesse. Nå, nå, sagde hun bare. »Enhver sin lyst!«

Niels Barfoed vil gerne invitere på en kop kaffe nede på Café Holberg.

»Jeg skal lige have mine sko på. Det kan tage lidt tid, for det er snøresko, og lidt stiv er man jo blevet. Man kunne selvfølgelig også gå over til hyttesko, sådan nogle, man bare stikker i, men det er jo ikke rigtige sko.«

Niels Barfoed, forfatter, litteraturhistoriker, litteraturkritiker og journalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Han ifører sig sin lyse hørjakke med en brystlomme, hvor fire kuglepenne sidder på rad og række. Griber en stok i entreen fra et udvalg på seks-syv stykker og indleder spadsereturen over til Holbergsgade. Sætter sig på caféhjørnet og hilser på de lokale fra kvarteret, han kender, når de kommer forbi.

En ældre kvinde har for nylig mistet sin hund og sørger stadig. Det tager tid. Gennem årene har Niels Barfoed gjort et stykke af Indre By til sin egen. Og højst et par kilometer væk ligger den stadig, Københavns Hovedbanegård.

Her, hvor han for efterhånden så uendeligt mange år siden zigzaggede sig gennem 1.000 tyske soldater og med bankende hjerte nåede frem til skolens lærerværelse, hvor pedellen som aftalt stod klar og ventede. Missionen var fuldført.

»Og kl. 8 sad jeg ved min pult som den første, der var mødt, og prøvede at lade være med at se stolt ud.«

LÆS MERE