Forfatter: Jeg ville have været bekymret, hvis bogen havde fået seks stjerner

Berlingske giver udvalgte kunstnere mulighed for at reagere på anmeldelser af deres værker. Mandag 4. februar bragte vi en anmeldelse af »Integration« af Mikkel Rytter, lektor i antropologi ved Aarhus Universitet, som er nyeste tilføjelse til Aarhus Universitetsforlags Tænkepause-serie. Bogen fik to stjerner.

Forfatter og lektor Mikkel Rytter. Foto: Poul Ib Henriksen Fold sammen
Læs mere

Hvad tænker du om den hårde anmeldelse, din bog fik i Berlingske?

»Jeg er hverken overrasket eller specielt fortørnet over den hårde medfart, min bog »Integration« fik af anmelder Mikkel Andersson. Jeg ville have været bekymret, hvis bogen havde fået seks stjerner, for anmelderens markante holdninger, når det kommer til flygtninge- og indvandrerdebatten, flugter ikke med min forskning. Bogen udfolder og diskuterer kritisk, hvad integrationsbegrebet gør ved debatten og forholdet mellem majoriteter og minoriteter i Danmark. Det er ikke faldet i Mikkel Anderssons smag.«

Hvad er det ifølge dig, vores anmelder ikke har forstået i sin læsning?

»Selvom det næppe var hensigten, illustrerer Mikkel Anderssons anmeldelse ganske fint mange af pointerne, bogen har. Men, inden jeg går ind i det, vil jeg forklare bogens format. Tænkepause-serien er populærvidenskabelig forskningsformidling skrevet i et tilgængeligt, levende sprog og med en række illustrative eksempler. I det format må man bruge greb, som ellers ikke ses i en almindelig forskningsartikel, og i min egen optræder smølfer, rummænd, Erik Clausen og Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Til gengæld er der ingen »franske filosof-sociologer« som ellers anført i anmeldelsen. Selv om formidlingsformen er anderledes end forskere ellers begår sig på, er indholdet baseret på egen og kollegers forskning gennem de seneste 15 år.«

Hvilke pointer fra bogen illustreres i anmeldelsen?

»For det første min pointe om at debatten om integration ofte er sort-hvid. Det er ikke muligt at være neutral - man positionerer sig og bliver positioneret. Samtalen er ophedet og tenderer skyttegravskrig. Øgenavne og skældsord fyger frem og tilbage, og alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Det illustrerer anmeldelsen fint. Dernæst pointen om det, jeg kalder for »integrationens blinde vinkel«. Anmelderen skøjter ulideligt let hen over bogens centrale opfordring om at undlade at bruge integrationsbegrebet. Han er blind overfor den asymmetri og de hierarkier som vores brug af »integration« hele tiden skaber mellem »os« og »dem«. Mikkel Andersson og jeg er begge del af den gammeldanske majoritet, der har agt og magt til at kræve integration af landets minoriteter. Omvendt må Muniza og Muhammad stiltiende acceptere, at alle aspekter af deres liv bliver rammesat og problematiseret som »integration« – de kan ikke »slå en skævert«, uden at Fanden er løs. Springer de over i køen, bliver arbejdsløse eller larmer, når Inger Støjberg er i biografen, har vi et integrationsproblem. Alle aspekter af deres liv og hverdag, fra vugge til grav, måles og vejes som integration. Aldrig er det positivt, og altid skal de ændre sig. Hvilket fører til endnu en pointe i bogen, hvor integration ses som et Sisyfos-arbejde. Indvandrere og flygtninge må, som Sisyfos i den græske mytologi, skubbe sten efter sten op ad bjerget blot for at se dem trille ned og starte forfra. De kan aldrig nå det punkt, hvor de får prædikatet »integreret«. Det bliver aldrig godt nok.«

Risikerer vi ikke, at debatten bliver ukonkret, hvis ikke vi har et ord som integration?

»Der vil mit kontraspørgsmål så være, hvad du mener at forklare eller kaste lys over ved at bruge ordet? Den måde vi bruger det allestedsnærværende integrationsbegreb på udgrænser etniske og religiøse minoriteter. De er ikke inkluderet i den offentlige samtale på lige fod med majoriteten. Dette skaber naturligvis frustration og afmagt. Det er derfor, jeg foreslår, at vi begynder at tale, tænke og skrive uden at bruge begrebet integration. Den udeladelse vil tvinge os til at være præcise, når vi taler om udfordringerne, der er forbundet med, at der de sidste 50 år er kommet forskellige grupper af flygtninge og indvandrere til Danmark. Politikere, journalister, debattører og forskere vil få store problemer med at forklare og begrunde deres standpunkter, hvis de bliver bedt om at forklare, hvad de mener uden at anvende det enestående uklare integrationsbegreb, som er her, der og alle vegne. Denne simple opfordring vil give mulighed for en langt mere konstruktiv debat.«