Forelskelse virker som narko

Behovet for glæde, uhæmmede grænser og tilsidesættelsse af søvn er blandt de lighedspunkter mellem forelskelse og fuldskab, som gør, at forskere nu sidestiller forelskelsen med et stofmisbrug.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den følelse, vi oplever, når vi møder vores livs udkårne og forelskelsen blomstrer op i os, er den samme, som alkoholikere eller stofmisbrugere får, når de indtager spiritus eller narkotika.

Et helt nyt studie fra Northeastern University i Boston, USA, viser nemlig, at kærlighed påvirker os lige som en afhængighed, oplyser den lægevidenskabelige hjemmeside Medicalexpress.

»Stofmisbrugeres adfærd har rigtig meget tilfælles med den adfærd, en forelsket person udviser. Den intense følelse af at være forelsket kan sammenlignes med euforien i en stofrus.

Når man er forelsket, kan man kun tænkte på sin partner, og de forstyrrende tanker og lyster karakteriserer også stofmisbrugernes konstante søgen efter stoffer,« forklarer Shir Atxil, der har været med til at lave undersøgelsen, over for Medicalxpress.

På Aarhus Universitet genkender filosof og prodekan, Anne Marie Pahuus, der blandt andet har skrevet bogen »Kærlighed«, den nye sammenligning, som de amerikanske forskere har foretaget.

»Når man bliver forelsket, er man bragt helt ud til kanten i en tilstand, der tenderer vanvid. Man er meget åben for ekstremerne, og man søger ekstasen, ligesom en misbruger gør. Det er en følelse meget tæt på livet, hvor man ikke har behov for mad og søvn, og hvor man i det hele taget bliver mere ligeglad med sin egen sikkerhed,« siger Anne Marie Pahuus.

Andre lighedspunkter

Det er ikke kun i adfærden hos forelskede mennesker og misbrugere, at forskerne har fundet lighedspunkter mellem de to tilstande.

Ifølge Shir Atxil viser studiet nemlig, at stoffet dopamin, der udløses i hjernen, når en misbruger får sit kick, udløses på præcis den samme måde, når forelskede mennesker ser deres partner. Derfor konkluderer den amerikanske undersøgelse også, at der er risiko for, at man bliver afhængig under en forelskelse.

»Vores undersøgelser viser, at når et individ ser et billede af sin romantiske partner, bliver der aktiveret dopamin i de samme hjerneregioner, som når man viser en cigaret til en tobaksafhængig.

Den glæde, vi oplever, når dopaminen bliver udløst, får os nemlig til at ønske den igen,« forklarer Shir Atxil til Medicalexpress.

Når hverdagen melder sig

Men når hverdagen atter melder sig og forelskelsen aftager, begynder lighedspunkterne mellem de to beruselser også at slippe op, vurderer Anne Marie Pahuus.

»Misbruget rummer en afhængighed, og det gør forelskelsen ikke i den forstand, at vi ikke har behov for en helt ny forelskelse, når den gamle er dampet af. For en gengældt forelskelse bliver jo som regel erstattet af en kærlighed, hvor man har tætte og intime bånd til hinanden,« siger filosoffen.

Og det er ifølge Anne Marie Pahuus netop de kærlighedsbånd, der er nødvendige for os mennesker at knytte.

»Der er ikke nogen, der kan leve et kærlighedsløst liv. Vi mennesker har som væsner behov for at kunne hengive os til noget, og det gør vi jo, når vi bliver forelskede, for så kommer vi meget tæt på hinanden, og her opstår der altså en ekstase og en henrykkelse, som man kun kan finde lige der,« siger Anne Marie Pahuus.