For halvandet år siden gav Rikke Møller Pedersen slip på alt, hun havde kendt til, siden hun var seks år: »Jeg er gået på opdagelse i min krop«

MIG & MIN KROP: Rikke Møller Pedersen satte verdensrekord i 200 meter brystsvømning ved VM, men for halvandet år siden stoppede hun sin karriere, og bagefter mistede hun helt lysten til at motionere. Her fortæller hun om sit forhold til en krop, hun først er ved at lære at kende.

»I dag synes jeg selv, at jeg mere og mere ligner hende fra før den tid, hvor alt blev seriøst. Hende, der stadig kom til svømning, fordi det var mega-fedt socialt.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold

»Jeg er stadig midt i at lære min nye krop at kende. Efter at jeg stoppede som elitesvømmer for halvandet år siden, har jeg ikke dyrket regelmæssig motion. Faktisk har jeg ikke rigtig gjort noget for at holde mig fysisk aktiv, kun lidt udendørs holdsport.

Måske var der gået to måneder, før jeg en dag tænkte jeg: Nu skal du også gøre noget for din krop. Så løb jeg en tur. Men efter 500 meter gik det op for mig, at det var det kedeligste, jeg nogensinde havde prøvet. Jeg kunne ikke se nogen mening med det overhovedet – der var jo intet mål.

»Så stop, da,« sagde jeg til mig selv. »Du har retten til at stoppe lige nu, vende om på stedet og gå de 500 meter tilbage igen. Der er ingen, der længere kræver noget af dig.«

Det føltes som en kæmpe frihed. En frihed, jeg kunne mærke, jeg havde længtes efter. Jeg gik tilbage – langsomt – og jeg nød det!

Jeg skal vænne mig til, at min krop ikke længere kan det samme, som da jeg var elitesvømmer. Det kan lyde som små ting, men for eksempel kan jeg ikke falde i søvn med armene oppe over hovedet, som jeg plejede at gøre, for så begynder mine arme at sove. Tidligere lå jeg nærmest i streamline på siden. Det var bare det lækreste.

Jeg er 31 år, og det, jeg mærker i min krop nu, ville jeg måske først have mærket om ti år, hvis jeg ikke havde haft en karriere på eliteniveau. Når jeg har mine hænder for meget oppe – det kan være, når jeg taler længe i telefon – går der ikke lang tid før, mine arme begynder at blive tunge og sove.

»I dag tror jeg, at jeg efter afslutningen på min svømmekarriere kan kalde mig for tyndfed, ha, ha. Nej, nok ikke helt. Men jeg er opmærksom på, at jeg mentalt har skullet ændre mig stille og roligt og også holde lidt igen med for meget mad.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Jeg kan heller ikke sidde med benene over kors i længere tid. Mine hofter og mine knæ er slidte, nok fordi de har været vant til at være vægtløse i flere timer om dagen. Så der er nogle konsekvenser. Jeg har også stadig ondt i den ene hofte og svært ved at rejse mig op, hvis jeg sidder for længe.

Lige efter at jeg var stoppet med min svømning, følte jeg, at min krop gik i stå. Jeg skulle vænne mig til at mærke mit hjerte slå hårdt. Det var, som om mit hjerte manglede det spark, det havde været vant til at få. Måske et resultat af, at min krop har været under så hård belastning i mange år.

Rikke Møller Pedersen

»Nogle af mine bedste præstationer som elitesvømmer afspejler helt tydeligt, hvordan jeg har haft det rent mentalt. Når jeg har haft det godt med mig selv og ikke har tænkt på, hvad jeg har måttet spise og ikke burde spise, har jeg ydet mit allerbedste.«


Nu er jeg så småt begyndt at tage fat på at være fysisk aktiv igen. Bevæger man sig og motionerer, står man mentalt skarpere. Man er mere vågen, og det er vigtigt for mig. Men ellers har det været en helt afgørende del af min beslutning om at stoppe min karriere, at jeg stoppede helt, ikke kun 90 procent. Det har handlet om give slip på alt, hvad jeg har kendt til, siden jeg var seks år. Det har været mit projekt, og er det stadig.

Egentlig et projekt stik modsat af, hvad jeg har været vant til. I 24 år har alt handlet om at stramme til for at blive endnu bedre og endnu hurtigere. Om at være så trænet, at sammenhæng mellem styrke og kropsvægt har hældt til, at min styrke svarede til 80 kilo, men at jeg kun vejede 60 kilo. Så jo stærkere, jeg kunne være i forhold til min kropsvægt, desto bedre. Det var, hvad jeg i mine teenageår blev skabt til at forstå, og man dannes jo meget som teenager.

Nu drejer alt sig om at give slip. I dag er jeg glad for at mærke, at jeg blevet lidt blødere, fysisk og mentalt. Jeg har fået løsnet op. Det sværeste ved at blive blødere er, at jeg skal vænne mig af med at tænke på, om det er godt nok. At jeg ikke hele tiden skal aim higher, rent fysisk. I stedet skal jeg tænke, hvordan jeg som menneske kan aim higher, og den del går det rigtig godt med.

»Det sidste halvandet år er jeg gået på opdagelse i min krop, som om den var noget helt ukendt for mig. Jeg kan se, hvordan mine hår på armene bliver mørke, når de ikke ligger i blød i klorvand fem timer om dagen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

I dag synes jeg selv, at jeg mere og mere ligner hende fra før den tid, hvor alt blev seriøst. Hende, der stadig kom til svømning, fordi det var mega-fedt socialt. Hver anden gang for at grine og hver anden gang, fordi min søster sagde: Du skal da med! Dengang var der ikke noget om, hvad må du, og hvad må du ikke? Og hvad skal du være, og hvad skal du ikke være?

Jeg er usikker på, om jeg ville have haft det lige så godt, efter at jeg stoppede min karriere, hvis jeg bare havde givet fri tyr. Altså, hvis jeg bare havde taget 15 kilo på med det samme. Det sker for mange elitesportsfolk, når de stopper.

Nogle af mine bedste præstationer som elitesvømmer afspejler helt tydeligt, hvordan jeg har haft det rent mentalt. Når jeg har haft det godt med mig selv og ikke har tænkt på, hvad jeg har måttet spise og ikke burde spise, har jeg ydet mit allerbedste. Ellers har det nok været gennemgående i hele min karriere, at jeg ikke har haft lyst til, at nogen skulle styre min kost. Alt andet blev jo styret, og efter noget tid lærte jeg selv at styre alting meget stramt.

I dag tror jeg, at jeg efter afslutningen på min svømmekarriere kan kalde mig for tyndfed, ha, ha. Nej, nok ikke helt. Men jeg er opmærksom på, at jeg mentalt har skullet ændre mig stille og roligt og også holde lidt igen med for meget mad. Det har været en omstilling fra at træne meget og have den største sult i verden til ikke at lave noget og stadig have den største sult i verden. Nu har jeg fået tilpasset min kost til normal, vil jeg tro.

Rikke Møller Pedersen

»I dag har jeg været nødt til at distancere mig ret kraftigt fra min sportslige krop for at kunne være i den normale krop, som jeg nu skal leve med resten af mit liv.«


I det hele taget har det været noget af en proces at lære min krop at kende på en ny og anden måde end som elitesvømmer. Hvis jeg tager nogle kilo på, hvor sætter fedtet sig så? Det har jeg ikke anet noget om. Det sidste halvandet år er jeg gået på opdagelse i min krop, som om den var noget helt ukendt for mig. Jeg kan se, hvordan mine hår på armene bliver mørke, når de ikke ligger i blød i klorvand fem timer om dagen. Min hud og mit hår er i bedre stand, der er så sindssygt mange små ændringer, der hele tiden viser sig.

Hele det her selvbillede, jeg har haft rent kropsligt på grund af min elitesport, har jeg gradvis skullet ændre min opfattelse af. Det har været ret interessant. For i den sportslige verden, jeg kender til, har det været bedst, hvis man fik huller ind ved balderne, i stedet for at kroppen »gik ud i ét.« Det var bedre med en muskelstreg ned gennem låret, og i det hele taget at have en markeret krop. Det er det selvbillede, jeg er vokset op med, hvor alt har skullet spille. Det gør det bare ikke nødvendigvis altid, heller ikke som eliteudøver. Man kan ikke hver eneste dag leve op til den forestilling, hverken fra andre, der følger éns karriere, eller fra én selv.

»Nu dejer alt sig om at give slip. I dag er jeg glad for at mærke, at jeg blevet lidt blødere, fysisk og mentalt. Jeg har fået løsnet op. Det sværeste ved at blive blødere er, at jeg skal vænne mig af med at tænke på, om det er godt nok.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Samtidig er der udfordringer i forhold til konkurrenter, der gerne vil slå dig bare her i Danmark. Der er kampen om opmærksomhed i forhold til sponsorater. Man vil gerne fremstå som den mest seriøse og den bedste atlet. Og her er kroppen bare et kæmpe værktøj. Folk kan kigge på dig og med det samme sige: Hun er atlet. Hun må træne meget, hun står skarpt. Det er en vigtig del af karrieren, også når træneren kommer ind i hallen.

Han skulle nødig sige: »Hold da op, har du ikke kunnet styre dig? Tager du ikke din karriere seriøst? Hvis du ikke selv tager din svømning seriøst, hvordan skulle jeg så kunne?« Måske har man haft ups and downs med appelsinhud eller andre problemer. Min erfaring er, at det helt grundlæggende handler meget om, hvor godt du har det med din egen krop, og hvor meget du selv tillægger, at der måske er lidt appelsinhud på lårene.

Jeg tror, man skal have været et ekstremt sted med sin krop for at forstå, hvad det betyder at træne på eliteniveau og hele tiden blive bedre. Man bliver målt og vejet og nippet i dellerne og ryger også en tur i scanneren for at se, hvor meget der er knogler, væske og fedt. Jeg mener godt, man kan diskutere, i hvor høj grad det er nødvendigt at måle og veje ned til mindste detalje for at opnå de mest præcise tal eller præstationer.«

»Man vil gerne fremstå som den mest seriøse og den bedste atlet. Og her er kroppen bare et kæmpe værktøj. Folk kan kigge på dig og med det samme sige: Hun er atlet. Hun må træne meget, hun står skarpt. Det er en vigtig del af karrieren, også når træneren kommer ind i hallen.« Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Hvis man kommer til at kigge mere på tallene og det ydre end på det menneske, der er inde i kroppen, kan det komme til at overskygge betydningen af, hvad det er, der i virkeligheden driver og motiverer et menneske til at præstere sit ypperste.

I dag har jeg været nødt til at distancere mig ret kraftigt fra min sportslige krop for at kunne være i den normale krop, som jeg nu skal leve med resten af mit liv.

Jeg var klar til at stoppe tilbage i januar 2019. Det mærkelige var, at det var uden at vide, hvorfor jeg var klar. Jeg var ikke træt af svømning, for det er svært at blive træt af noget, som man er verdens bedste til. Og at have været verdens bedste til noget, er én af de ting, jeg stadig kan glæde mig meget over. Den disciplin og de erfaringer, jeg har fået gennem mange års træning på eliteniveau, har givet mig en grundlæggene selvtillid i forhold til så mange andre nye ting, jeg skal lære.«