»For en ung mand er der ikke noget bedre end en ældre kvinde!«

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Maise Njor

Først for nylig gik det op for mig. Jeg har altid elsket leopard-frakker og en meget synlig tan-line. Men da jeg genså »Fagre Voksne Verden«, opdagede jeg hvorfor: Jeg ville være Anne Bancroft. Ikke hendes datter, som Dustin Hoffman ender med at stikke af med, men moderen, som han har en affære med.

Da jeg så den første gang som teenager, må det have sat sig fast, at Mrs. Robinson var den mest sexede kvinde, der nogensinde havde vist sig på det hvide lærred.

Nu ejer jeg en leopard-jakke, og den var på første og eneste gang, jeg dansede (plus det løse) med en meget yngre mand. Han var skøn. Det var hans venner også. For de var lige på det punkt i livet, hvor de var blevet til mænd, men endnu ikke var blevet vrisne over, at de aldrig nåede at blive udtaget til landsholdet (de havde ikke mistet drømmen), eller vrede over, at deres karriere aldrig blev til mere.

Vi sad i timevis på Kanalcaféen på Christianshavn og drak fadøl i solen på en onsdag, for den slags kan man sagtens, når man er 28 (og jeg sad og tænkte over, hvordan jeg skulle klare at komme op næste dag, og der var strengt taget også noget med lidt rygproblemer af de hårde stole), og så var det, at flere af dem fortalte, at de havde »aftaler«.

Med ældre, gifte kvinder. Som ringede, når deres mænd var på forretningsrejse. Så betalte kvinderne en taxa til Nordsjælland, og de her unge mænd havde en skøn weekend med masser af sex, gode vine og ordentlig mad.

Jeg blev helt glad ved tanken om, at ingen nogensinde vil tage mig for pengenes skyld. Men hvorfor så? Der er vel bare den grund, at han og jeg godt kunne lide hinanden. Men den dag, det gik op for mig, at det ikke kunne lade sig gøre i det lange løb, græd jeg som pisket.

For der er den store forskel på gamle mænd med unge koner og ældre kvinder med yngre mænd, at ... Der er bare en forskel. Hver gang jeg skulle mødes med ham, havde jeg det som dengang som barn, hvor jeg fik foræret en æske fyldt chokolade – dem med to lag – som jeg måtte spise kun for mig selv. Og hver gang jeg åbnede låget og tog et stykke til, lovede jeg mig selv, at det så også var sidste gang.

Hassan Preisler

Første gang, jeg faldt i svime over en ældre kvinde, var, da jeg begyndte i børnehaveklassen på min skole. Jeg satte tasken fra mig, og så stod hun dér og smilede sit fredfyldte smil. Marianne var høj og storbarmet. Hun bar tyk makeup, og hendes store, orange hår var sat op i en knude. Når hun trådte ind i lokalet, fyldtes det af en sød blomsterduft.

Mange år senere var vi en hel flok, der blev forelsket i Jacobs mor, Robin. Hun var stofdesigner og lavede store, tunge vægudsmykninger. Hun klædte sig dyrt og fransk. Hendes briller var kantede og hendes hæle høje. Når hun krydsede de nylonklædte ben, tændte en cigaret mellem de blodrøde læber og formulerede en af sine selvsikre sætninger, lyttede vi – ikke til indholdet, men til den rolige tone og de elegante stemte s’er.

Jeg elskede kvinder med alder, da jeg var ung. Deres livserfaring exede mig. Smilerynkerne og de grå hår var tiltrækkende på mig, ja, for fanden! Men det var deres ro, der for alvor forførte. Og deres bullshit-detektor.

For i armene på en ældre kvinde kunne jeg være mig selv. Her skulle jeg ikke lyve om mine bedrifter, og her behøvede jeg ikke foregive at vide mere, end jeg vidste. I den fælles bevidsthed om min utilstrækkelighed kunne jeg give mig hen til den fulde omfavnelse. Hun vidste nemlig, hvad hun kunne forvente af mig, og hun var fuldt ud klar over, hvad jeg IKKE kunne levere. Også på et lagen, i øvrigt ...

Og det var dette, der gjorde mig så tryg, som lå jeg igen ved min moders bryst, når jeg mødte en ældre kvinde. Jeg skulle hverken skabe eller frelse hende, jeg kunne hverken bygge hende op eller pille hende ned. Jeg udfyldte roller, som jeg KUNNE udfylde, og hun løftede selv sin livsbyrde. Hendes karriere var stabil, hendes moderskab solidt og hendes holdninger stærke. Derfor var hendes kærlighed ren som en barnenumse.

»Led han ikke under et ødipuskompleks, ham Hassan?« spørger man naturligt. Jo, uden tvivl. Men lige som den paranoide person godt kan tænkes at være forfulgt, kan den moderbundne mand også tænkes at have noget at sige om kvinder og alder. Og jeg giver jer hermed denne sandhed: For en ung mand er der ikke noget bedre end en ældre kvinde!

PS. Hvis hendes alder blev fulgt op af en formue, så ville man heller ikke på det område have hørt mig klage. Jeg har intet mod at være en holdt mand i hænderne på min sugar-mommy.