Første klip fra ny sæson af »Riget«: Bodil Jørgensen finder Rigets port

Nu er første klip fra Lars von Triers »Riget Exodus« landet. Se det ovenfor.

 
Åbner »Rigets« porte sig for søvngængeren Karen? Video: ZENTROPA ENTERTAINMENTS/DR/Viaplay Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lars von Triers 90er-hitserie var ellers lagt i graven, men nu er »Riget« på vej til at genopstå.

Det første klip fra den nye sæson, »Riget: Exodus«, viser søvngængeren Karen, spillet af Bodil Jørgensen, som har fundet vej til Rigets port og kæmper med at få den til at åbne sig, skriver Zentropa, DR og Viaplay i en pressemeddelelse.

Folk, der har været på Rigshospitalet, vil kunne se, at klippet er optaget ved hospitalet  – medmindre man har opført en særdeles vellignende kopi af de kæmpestore roterende døre, komplet med udsmykningen, som hospitalet har ved juletid.

»Riget« har i serien en dobbeltbetydning. Det er således både det ofte brugte kaldenavn for Rigshospitalet på Blegdamsvej og Dødsriget, hvis dæmoner hjemsøger hospitalet, efter Rigets porte er åbnet på klem.

Handlingen drejer sig om søvngængeren Karen, som har set spøgelses-tv-serien »Riget«, men søger svar på seriens uafklarede spørgsmål, og som vil redde hospitalet fra undergang. Det lyder tilsyneladende som en selvrefererende serie, sådan som man ofte ser det i tidens film og tv-serier.

Som beskrevet før, er det en perlerække af danske skuespillere, man kan glæde sig til at se, når serien får premiere.

Ghita Nørby, Nikolaj Lie Kaas, Henning Jensen …

Bodil Jørgensen ses i en af seriens hovedroller som søvngængeren Karen, og Lars Mikkelsen spiller den konfliktsky administrerende overlæge Pontopidan, hvis sekretær fru Svendsen spilles af Birthe Neumann. Nikolaj Lie Kaas spiller den indebrændte reservelæge Filip Naver, og Nicolas Bro er portøren Bulder. Rigets helt nye opvaskere spilles af Jesper Sørensen og en specialfremstillet robot.

Ghita Nørby er tilbage i rollen som den tidligere narkoselæge Rigmor Mortensen, og den tidligere reservelæge Judith spilles af Birgitte Raaberg. Henning Jensen er tilbage som hospitalsdirektør Bob, og sygeplejersken Camilla spilles igen af Solbjørg Højfeldt. Også et gensyn bliver det med Peter Mygind som Mogge og Søren Pilmark i rollen som reservelægen Krogshøj – også kaldet Krogen.

Laura Christensen vender tilbage i rollen som Mona, og Udo Kier ses i rollen som Storebror. Den legendariske svenske overlæge Stig Helmer vender ikke tilbage, for Ernst-Hugo Järegård, der spillede rollen, er død.

Men den internationalt kendte svensker Mikael Persbrandt spiller Helmers søn, Helmer jr.

»Riget Exodus« bliver ifølge pressemeddelelsen den endegyldigt sidste.

I lighed med tidligere sæsoner har Lars von Trier skrevet manuskriptet sammen med Niels Vørsel.

»Riget Exodus« har forventet danmarkspremiere på streamingtjenesten Viaplay i løbet af 2022, og serien bliver siden vist på DR, skriver Zentropa i pressemeddelelsen.