AOK

Først var det ekstremt pinligt, men så slog det mig, at han opførte sig præcis, som han skulle

Kulturkommentar: Berlingskes litteraturredaktør, Søren J. Damm, har været en tur i teater Sort/Hvid, hvor flere af de andre tilskueres besynderlige adfærd sendte ham på en emotionel rejse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv er jeg en komplet kulturel fladpande, hvad angår for eksempel ballet og musicals. Jeg ved ikke noget synderligt om de nævnte kunstarter. Jeg har ikke nogen umiddelbar forståelse af andre menneskers brændende fascination af områderne. Det er så ikke det samme, som at jeg afviser, at både ballet og musicals kan have stor kunstnerisk og intellektuel værdi, det flyver bare hen over hovedet på mig. Det er mit problem, min manglende dannelse, der er årsagen til min manglende indsigt.

Til gengæld føler jeg mig ikke som komplet idiot, når vi taler om for eksempel litteratur, gastronomi og musik.

Særlig stor veneration har jeg for den tyske barokkomponist J. S. Bach og et af hans hovedværker, »Goldbergvariationerne« fra 1741. Det blev betragtet som et lidt obskurt og glemt værk, indtil den canadiske klavervirtuos Glenn Gould »genopfandt« og indspillede det i sin nu legendariske fortolkning af værket i 1954.

»Goldbergvariationerne« består af én harmonisk progression i G-dur, der transformeres igen og igen i hele 30 variationer. Værket veksler mellem det drømmende, æteriske, glasklare og det strenge, virtuose og logiske. For mig er Goldbergvariationerne en æstetisk andagt og beviset på, at mennesket er langt mere end summen af sine enkeltdele.

På gulvet

Så jeg havde ikke brug for meget betænkningstid, da teateret Sort/hvid annoncerede forestillingen »Goldbergvariationer«, som inviterede til at genopdage det berømte mesterværk. Mens akkordeonist Andreas Borregaard med stor indlevelse og nærvær spillede værkets mange stykker, læste skuespiller Annika Johannesen op fra forfatter Ursula Andkjær Olsens nye digtsamling, »Morgenkåber«.

Man lå på madrasser i den lille teatersal. I loftet hang store, hvide balloner, som man belyste med forskellige farver og mønstre. Det var en smuk og meditativ oplevelse, som næsten var perfekt, indtil jeg hørte sidemanden, der med stor myndighed til sin kvindelige ledsager bedyrede, at musikken var skrevet af Beethoven. Jeg valgte dog ikke at blande mig, da jeg synes, det så ud, som om »hr. Beethoven« var på date, og det ville bringe ham i forlegenhed.

Men fladpandetheden stoppede ikke der. Kun godt 15 minutter inde i forestillingen begyndte min ukendte sidemand – en kleppert af en midaldrende mand på cirka 60 år – at snorke højlydt. Det gentog sig gennem hele forestillingen, så snart oplæsningerne stoppede, og musikken gik i gang. SNOORK!

Jeg var langsomt ved at blive blind af raseri. Nu kom de her fladpander og ødelagde min oplevelse! Jeg havde svært ved selv helt at nyde de smukke ord, der legesygt indrammende Bachs smukke kompositioner og menneskeliggjorde den til tider næsten diamantagtige hårdhed i den tyske mesters kompositoriske matematik. Det sammen med Borregaards tapre kamp med trækharmonikaen og de virtuose passager, som han med få forståelige fodfejl fik gjort nærværende, uden at musikkens sakrale værdi blev udvandet.

Alle elementer var en skøn og kompakt symbiose af adskillige dygtige kunstnerens intention om at skabe et forførende og smukt øjeblik på ryggen af et europæiske hovedværk.

Den canadiske klavervirtuos Glenn Gould poserer i 1981. Han døde året efter, kun 50 år gammel.  Fold sammen
Læs mere
Foto: -.

Umiddelbar styrke

SNOORK! kom det fra min sidemand.

Jeg skulede vredt over på ham, men så slog det mig, at »Goldbergvariationerne« efter sigende blev bestilt af en bøhmisk greve, som led forfærdeligt af søvnløshed. Ideen var så, at værket skulle spilles af grevens hofmusiker, hr. Goldberg, og de krystallinske toner skulle lulle den urolige greve i søvn. »Kong Snork« ved min side reagerede jo i virkeligheden umiddelbart præcis, som han skulle. Det her var jo »sovemusik«, og »Kong Snork« fik sig i virkeligheden verdens mest velkuraterede lur. Godt for ham!

Og mens forestillingen skred frem, midt i musikken og ordene, begyndte jeg også at glæde mig over, at parret, der ikke anede, hvem komponisten var, alligevel var mødt op for at give forestillingen en chance. De udviste noget af det mest essentielle for dannelse: nysgerrighed. De prøvede noget nyt. De gik til kunsten med umiddelbarhed uden at have sat sig i konteksten. Måske er det, hvad den moderne kunst mangler; at blive mødt og vurderet umiddelbart. Man taler meget om, at kunsten er død. Vrøvl, kunsten dør aldrig, men jeg så gerne, at den akademiske idé om konteksten som essentiel for forståelsen af kunsten døde, eller om ikke andet blev minimeret, i stedet for at dominere samtidens ekskluderende kunstforståelse.

Jeg gik derfra, en original og smuk forestilling rigere, men også med løftet til mig selv om fremover – grundigt belært af »hr. Beethoven« og »Kong Snork« – at være mere nysgerrig og umiddelbar i mit fremtidige kulturforbrug og ikke være så fladpandet.

Forestillingen »Goldbergvariationer« spiller kun på teater Sort/Hvid til og med denne fredag. Planen er dog, at forestillingen skal turnere efterfølgende.