Flemming Behrendt har levet et liv med Henrik Pontoppidan: »Han skrev så forbandet godt«

En ny biografi om Henrik Pontoppidan udkommer i kølvandet på den nyvakte interesse for forfatteren, som filmatiseringen af»Lykke-Per« førte med sig. Det er hans levende sprogstil, der gør, at han holder den dag i dag, mener biografiens forfatter, Flemming Behrendt.

Forestillingen om en gud, der sidder deroppe og fører regnskab med os alle, er for Pontoppidan forbi med Nietzsche, mener Flemming Behrendt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Det vakte opsigt i 1964, at en ung studerende rejste sig op under det offentlige forsvar for en doktorafhandling om Henrik Pontoppidan og kritiserede disputatsen.

Politiken skrev: »At han tør«. Den unge studerende hed Flemming Behrendt, og hans dristighed honoreredes med en lang tilknytning til Det Berlingske Hus, hvor han bl.a. blev kulturredaktør på Weekendavisen og frankrigskorrespondent for Berlingske Tidende.

Flemming Behrendt blev allerede som 12-årig skoledreng grebet af Henrik Pontoppidans lille roman »Kirkeskuden«, siden valgte han at skrive speciale om ham, da han som litteraturstuderende på Københavns Universitet skulle vælge emne. Fascinationen af Pontoppidan fik Flemming Behrendt til i 2000 at oprette et Pontoppidan Selskab, og samtidig opbyggede han med fondsmidler en omfattende netside med artikler og breve og hele bøger om og af Henrik Pontoppidan.

»Lykke-Per er ikke Henrik Pontoppidan, for Pontoppidan var ikke den mutte type, som Per er,« siger Flemming Behrendt. Her er det Esben Smed som Lykke-Per i Bille Augusts filmatinsering af romanen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordisk Film Dirk Brüel.

I 2004 ophørte Behrendt som korrespondent og satsede på at skrive en grundig biografi om Pontoppidan, baseret på studier af primære kilder. Værket ligger der nu og er på 700 tætskrevne sider. Det kommer i kølvandet på en omfattende ny interesse for Pontoppidan, skabt af Bille August filmatisering, »Lykke-Per«, der har resulteret i, at romanen nu er solgt i yderligere 35.000 eksemplarer.

Pontoppidan skrev forbandet godt

Hvad fik dig til at bruge 20 år af dit liv til at skrive den biografi om Pontoppidan?
»Det er først og fremmest, at han skrev så forbandet godt. Allerede i gymnasietiden læste jeg hele hans forfatterskab og blev fascineret af hans måde at skrive på.

Kan du nærmere definere, hvad det er ved hans skrivestil og fortællemåde, der er så godt?
»En af de væsentlige værdier er hans humoristiske sans. Når man ser fotografier og malerier af ham, fremstår han som en alvorsmand, men sådan var han ikke. Og hans romaner er fulde af gnister, humor, satire og ironi. Og så vipper det hele tiden, fordi han ønskede at holde tingene i balance, så det hverken blev for morsomt eller for alvorligt. Der er et levende liv og skiftende sindstemninger, som man aldrig bliver træt af.«

Hvad er det nye i din bog i forhold til tidligere forskning?
»At påvise, i hvor høj grad Pontoppidans selvbiografier er fiktion, og supplere dem med en mere omfattende og »sandere« indsigt i hans livsforløb og hans sammenhæng med tidens åndelige og politiske udvikling og bevægelser.«

Man har sagt, at personerne i hans romaner taler som en bog?
»Ja, men det er ikke rigtigt. Det er ganske vist ikke Herman Bangs stil, hvor personernes talesæt har en høj grad af forskellighed, men Pontoppidans personer har også stor individualitet. Og det er hans levende sprogstil, tror jeg, der gør, at Pontoppidan holder den dag i dag og læses så meget, som det er tilfældet.«

Forfatteren Henrik Pontoppidan (1857 - 1943). Han optræder på fotografier som en alvorsmand, men sådan var han slet ikke, pointerer Flemming Behrendt. Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF.

Hvad er det så, ud over skrivestilen, der gør Pontoppdan unik?
»Det er hans gransken i menneskesjælen. Han havde ikke noget bestemt budskab eller nogen politisk agenda. Han mente som Henrik Ibsen, at hans kald var at spørge og ikke at svare. Hvis man ville noget politisk eller havde et budskab, så skulle man skrive en kronik, mente han. Han ville, bortset fra i sin tidlige ungdom, ikke overbevise nogen om noget moralsk eller politisk, og det tror jeg er hovedårsagen til, at han er forblevet aktuel og en stor forfatter. For ham blev det enkelte menneske mangesidede bevæggrunde og psykologiske sammensathed det afgørende.«

Henrik Pontoppidan var sin egen

Man har diskuteret, om Henrik Pontoppidan var en del af det moderne gennembrud i Danmark, som ikke mindst Georg Brandes førte an i. Var han sin egen eller en del af den bevægelse, som ville have et opbrud, hvor samtidens emner blev sat til debat?

»Han opfattede sig selv som rundet af det moderne gennembrud, hvilket betød, at han søgte at skildre samtiden på en realistisk måde. Men han så ikke sig selv som et ideologisk vedhæng til Brandes, og han havde personligt et noget distanceret forhold til Brandes. Efter Brandes' død sagde Pontoppidan i et interview, at Brandes var en fremmed fugl og et mislykket forsøg på at parre en jysk hoppe med en arabisk hingst - altså en hentydning til Brandes' jødiske rødder.«

Blev han taget til indtægt af nogen politiske partier eller bevægelser?
»Brandes-folkene forsøgte til stadighed at tage ham til indtægt, men han nægtede det og fastholdt en selvstændighed, og nogle gange en tvetydighed, der gjorde, at ingen kunne tage ham til indtægt.«

»Læren af Pontoppidans forfatterskab:»Vær dig selv!««


Hvad med socialisterne eller socialdemokraterne?
»Hans omsorg for de svage og fattige kunne pege på, at han kunne være blevet en del af bevægelsen, men han blev det aldrig. Også der var han for selvstændig. Derudover var han meget forsvarsvenlig og national og gik efter Første Verdenskrig ind for, at man uden demokratisk afstemning skulle gøre Flensborg dansk igen, efter vi havde mistet byen i 1864. Han kunne derfor ikke blive radikal, og hans forhold til Politiken blev mere og mere distant, selv om han indtil 1905 lejlighedsvis skrev i avisen. Et sted siger han, at han følte sig som venstrermand, men nogen aktiv politisk skikkelse var han ikke.«

I »Lykke-Per« og andre romaner er den enkeltes valg afgørende, og ofte er det vigtige at finde tilbage til sin oprindelse og sin hjemstavn?
»Ja, han har en formulering om at slå rod i sin egen jordbund. Det handler om at finde sin identitet, som ofte har at gøre med noget autentisk i ens baggrund. Hvis man er slået løs af sin baggrund, bliver man flagrende som menneske, hvilket sker for Lykke-Per. I filmen om Lykke-Per synes jeg, at han virker ynkværdig, men i romanen er afslutningen anderledes, for han foretager et valg, som af kvinder i hans liv, hans hustru og Jakobe, værdsættes, og de tilgiver ham.«

»Han (Pontoppidan, red.) har en formulering om at slå rod i sin egen jordbund. Det handler om at finde sin identitet, som ofte har at gøre med noget autentisk i ens baggrund,« siger Flemming Behrendt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Det kan være, at han var selvstændig og ikke slog til lyd for nogen politisk bevægelse, men han ender dog med i »De dødes rige« at tale om en slags utopi for samfundet og kalder det moderne borgerlige samfund for et helvede for individualismen?
»Ja, men der var han til års, og hans afslutning var, som i en række andre romaner, svag. Utopismen var ikke vigtig for romanen, som i øvrigt er storartet, dansk litteraturs første kollektivroman. Men der er mange lag i Pontoppidans bøger - som det, at han optager visse af Nietzsches tanker.«

Og hvor ser du Nietzsche i Pontoppidan?
»Det er der, hvor gud som instans bliver rykket ind i dig selv.  Forestillingen om en gud, der sidder deroppe og fører regnskab med os alle, er for Pontoppidan forbi med Nietzsche. I Pontoppidans øjne ville det være en forhånelse mod »verdensjælen«, hvis man troede sådan.«

Var han imod kristendommen?
»Nej, for han var så præget af kristen etik, at han i en vis forstand aldrig forlod den. Han gik gerne i kirke, og han var ikke en dogmatisk oprører.«

Lykke-Per var ikke Pontoppidan selv

Henrik Pontoppidan er oppe i tiden. Mange spørger sig selv, om man kan genfinde Henrik Pontoppidan i Pers skikkelse.

»Lykke-Per er ikke Henrik Pontoppidan, for Pontoppidan var ikke den mutte type, som Per er. Det viser mine beskrivelser af ham som ung helt tydeligt. Pontoppidan arbejdede med modeller og tog karaktertræk fra forskellige mennesker og blandede dem. Han tog også karaktertræk fra sig selv, ikke for at give en selvbiografisk skildring, men for at give et troværdigt psykologisk portræt,« siger Flemming Behrendt.

I kølvandet på filmen har mange sagt, at »Lykke-Per« er deres favoritbog, som de bliver ved med at læse, fordi den siger noget centralt om at være dansk.
»Ja, det tror jeg er rigtigt, fordi hans bog kan læses forskelligt gang efter gang. Han er ikke entydig eller enkel, men flertydig og udfordrende. Romanen er åben uden svar og lokker derfor nye læsere til med sit glitrende sprog.«

Hvad har du lært af dit livslange samvær med Henrik Pontoppidans forfatterskab?

»Vær dig selv!«