Filosof og professor: Vi må respektere fortidens valg af mennesker støbt i bronze

Der løbes storm mod statuer. Skal vi helt opgive at opstille statuer og buster, for ingen kan vel klare eftertidens moralisme. Frederik Stjernfelt giver sit bud på stormen mod statuerne.

»Ideen om at fjerne statuer ligner de totalitære systemers ønske om at skabe en bedre fortid,« mener Frederik Stjernfelt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Frederik Stjernfelt er filosof og professor. Han bidrager med artikler til Weekendavisen og er en ivrig samfundsdebattør. Han udgav i 2020 sammen med Henrik Horstbøll og Ulrik Langen et kæmpeværk om ytringsfriheden under Struensee-perioden i 1770erne med titlen »Grov Konfækt: Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73«.

Skal vi holde op med at opstille statuer af folk, som vi vil hylde, vel vidende at de måske ikke kan leve op til eftertidens moralske krav?

En statue af Josef Stalin fjernes fra Berlins Karl-Marx Allee i januar 2018. Den 4,8 meter høje statue skulle promovere en udstilling om Stalin og stod kun i 15 minutter. Fold sammen
Læs mere
Foto: John MacDougall/AFP/Ritzau Scanpix.

»Det synes jeg ikke, vi skal, for vi skal da kunne hylde mennesker, og vi må respektere fortidens valg af mennesker støbt i bronze. Det kan da godt være, at vi i nutiden ville have valgt nogle andre at lave statuer af, end man gjorde dengang. Men eftertiden ville måske også vælge andre end dem, vi vil vælge i nutiden. Og så fungerer statuen jo som kilde til fortiden og vidner om, at værdier ændrer sig, hvilket i sig selv er en erkendelse af stor værdi.«

Frederik Stjernfelt er filosof. Hans seneste bog handlede om ytringsfriheden i 1700-tallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvorfor er det, at statuer og buster er kommet i fokus for den nuværende værdikamp?

»Det er i sig selv mærkværdigt, at det er sket, og giver anledning til så mange store følelser, for særkendet for statuer er jo netop, at man ikke lægger mærke til dem. Allerede den østrigske forfatter Robert Musil bemærkede for 100 år siden, at dét at få lavet »en statue af sig selv er som at få støbt en betonklods om benene og blive kastet i havnen« – apropos den seneste aktion. Der er jo aldrig nogen, der stopper op ved en statue og kigger nøjere på den og læser teksten under den.«

Hvorfor så al denne opmærksomhed omkring dem?

»Det er ganske absurd, for fokuseringen forudsætter jo, at statuerne spiller en meget aktiv rolle for os i nutiden, hvad de ikke gør, så jeg har ikke noget klart svar, andet end de ikke gør modstand.«

Når jeg spørger om, hvorvidt tiden er løbet ud for statuerne, er det, fordi ingen historiske personer kan leve op til nutidens moralske puritanisme. Så kan vi jo lige så godt tage konsekvensen og undlade at opstille dem?

»Det har du ret i. Ingen kan leve op til nutidens moralske standard, og nutidens mennesker vil heller ikke kunne klare fremtidens moralitet, som kan udspille sig på måder, som vi dårligt kan forestille os. Men er det ikke allerede slut med statuer? Det er i hvert fald betydeligt sjældnere, at man fejrer folk ved at opstille statuer end for blot 70 år siden.«

Statuer er en del af den politiske debat. I 2013 fjernede man i Budapest en plastikstatue af Ungarns leder, Viktor Orban. Statuen havde Orbans ansigt og Stalins krop. Statuen var opsat som en del af de politiske protester mod Orbans regering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Attila Kisbenedek/AFP/Ritzau Scanpix.

Hvad skyldes det?

»Det skyldes måske erkendelsen af, at statuer ikke gør meget for at hylde personen, som Robert Musil bemærkede. Men det er rigtigt, at den meget høje moralske standard, som er blevet til en del af ungdommens krav i den såkaldte woke-generation, er urealistisk. For alle mennesker er sammensatte og syndere. Jeg er gudløs og tror ikke på arvesynden i teologisk forstand, men arvesynden rammer noget rationelt, nemlig at ingen mennesker er moralsk perfekte, og alle er syndere, så ingen kan tåle et moralsk eftersyn på piedestalen efter en senere tids moralske præmisser. Selv de største helte som Niels Bohr, Nina Bang og Martin Luther King har haft dårlige egenskaber.«

Der er fjernet mange statuer med folkelig accept, som for eksempel Hitler, Lenin, Stalin og Franco. Hvor går ifølge dig grænsen mellem dem, som vi kan fjerne, og dem, som skal blive stående?

»De tilfælde, du nævner, har den karakter, at det er en demokratisk tid, der gør op med ledere fra en totalitær periode. I Tyskland var der tusindvis af Hitler-statuer og i Sovjetunionen tusindvis af Lenin- og Stalin-statuer. At fjerne de fleste af dem er ikke det samme som at fjerne enkelte statuer, hvor der kun findes en eller to. Så der er tale om forskellige handlinger. Ok, der er nok ikke flere Hitler-statuer tilbage, men der er stadig Stalin-statuer, så han forsvinder ikke fra historien. Og jeg mener, at man skal lade enkelte af selv totalitarismens ledere blive stående.«

I februar 2021 blev en statue af Spaniens tidligere hersker, Francisco Franco, fjernet fra sin piedestal i Spaniens nordafrikanske enklave Melilla. Fold sammen
Læs mere
Foto: Javier Bernardo/AFP/Ritzau Scanpix.

Ser du stormløbet mod statuerne organiseret af en yngre generation af »vågne« aktivister som en totalitær bevægelse?

»Det er nok at gå for langt, men det har nogle totalitære træk. Forestillingen om, at hele fortiden kan og skal revideres, er en intention, som aktivisterne deler med de totalitære bevægelser fra fortiden. Revolutionære vil som oftest gøre rent bord, skabe en helt ny tid – og så kan fortiden blive pinlig. Så kan man finde på også at ændre historien, som da Stalin lod sine fjender retouchere væk fra fotografier. Ideen om at fjerne statuer ligner de totalitære systemers ønske om at skabe en bedre fortid. Dermed ikke sagt, at disse aktivister er totalitære på andre punkter.«

Når du går gennem byen, er der så statuer, som du har haft lyst til at forgribe dig på?

»Nej, egentlig ikke. Jeg har ofte tænkt over Rudolf Tegners muskuløse statuer, som jo har mellemkrigstidens svulmende og vitalistiske æstetik, som er beslægtet med tidens totalitære ideologi. Finsen-figuren ved Rigshospitalet, hvor det muskuløse menneske stirrer op mod himlen til minde om lægen Niels Finsen, er et eksempel på det. Den er jo egentlig bizar. Men jeg kan godt lide, at den står der, for den minder om, at for ikke så længe siden var tiden og moralen en anden.«

Frederik Stjernfeldt, filosof og professor

»Forestillingen om, at hele fortiden kan og skal revideres, er en intention, som den deler med de totalitære bevægelser fra fortiden.«