Filmstjernen Ellen blev til Elliot – men der manglede stadig et vigtigt skridt

Filmstjernen Elliot Page fortæller i et interview til Time om de kvaler, det har forvoldt ham at være født som pige. Operationen har ikke bare ændret hans liv, men muligvis også reddet hans liv, siger han i interviewet.

Han vandt et stort kultpublikum som rapkæftet, højgravid teenager i filmkomedien »Juno«, men inde i Ellen Page var der en anden person, der kæmpede for at komme ud. Den person trådte frem for offentligheden i december sidste år, da hun blev til han, og Ellen blev til Elliot. Nu er transformationen blev fuldbyrdet ved et kirurgisk indgreb, skriver Time.

Den samme dag fik Elliot 400.000 nye følgere på Instagram, ligesom hans transformation gav anledning til en fornyet politisk debat i USA om transpersoners rettigheder, hvilket for nylig har ført til, at præsident Biden har genetableret transpersoners rettigheder i det amerikanske militær.

Hvordan den 34-årige Elliot Page har oplevet at stå forrest i den debat, fortæller han om i et stort interview til nyhedsmagasinet Time. Interviewet trender voldsomt på Twitter og får positive og negative kommentarer – eksempelvis fra skuespilleren Mark Ruffalo, der lykønsker Elliot Page og kalder hans transformation for »en milepæl«. Andre udtrykker frygt for, at indgrebet kan påvirke usikre unge til lignende handlinger.

I interviewet forklarer Elliot Page, hvordan hans filmkarriere indimellem gav ham mulighed for at afprøve en maskulin kønsidentitet, som han følte sig hjemme i.

I de fleste tilfælde gik han dog til auditions som pige og bar blandt andet langhåret paryk til auditions til film som »Hard Candy«.

Hans store gennembrud i »Juno« (2007) indbragte ham en Oscar-nominering, men førte også til en langvarig periode med alvorlig stress som følge af, at den voldsomme medieopmærksomhed tvang ham ind i rollen som kvinde. Han kunne især ikke tåle at se sig selv i kjoler på de røde løbere og i bladenes modereportager.

»Jeg kunne ikke genkende mig selv. I lang tid kunne jeg ikke udholde at se fotos af mig selv,« siger Elliot Page til Time.

Ubehaget ved at opleve sig selv i film og på billeder, blev gradvist værre, og da Elliot Page fik fasttømret sin stjernestatus i film som »X-Men: The Last Stand« og »Inception« led han af depression og panikangst. En særlig byrde var det at forklare omverdenen, hvorfor han som skuespiller ikke bare kunne »spille kvinde«.

I 2014 fortalte Page, at han var homoseksuel, hvilket han i årevis havde holdt skjult af hensyn til sin karriere. Som Time anfører, er seksuel orientering og kønslig identitet forskellige ting. På en menneskerettighedskonference holdt Page tale om, hvordan kønsstereotyper blev vedligeholdt af Hollywood, og Page opfordrede til større opmærksomhed på dem, der falder uden for kategorierne.

Han begyndte at klæde sig mere maskulint i filmroller og i offentligheden, men følte sig stadig ikke tilpas.

»Jeg fik det bedre efter, at jeg fortalte at jeg var gay. Men mit ubehag ved min egen krop forsvandt ikke,« siger Elliot Page i interviewet.

Efter sin afsløring over for offentligheden af sin kønsidentitet, har Elliot Page holdt lav profil. Dog har han agiteret politisk mod et lovforslag om at forbyde transpersoner fra at deltage i sportsgrene på statslige skoler. En sådan lov har Mississippis guvernør blandt andet støttet for, som han siger, at beskytte »unge piger og kvinder«.

I sin skoletid spillede Elliot Page selv fodbold (soccer) på konkurrenceplan, så han ved, hvilke kvaler sådan en lov ville forvolde. Der er stadig for mange, der tror, at transpersoner blot er forvirrede om deres identitet, siger han i interviewet.

»Mennesker klynger sig til deres faste forestillinger der gør dem trygge. Men hvis vi i stedet hylder hele den vidunderlige kompleksitet, der findes i verden, ville den være et bedre sted,« siger han.

I Time-interviewet fortæller Elliot Page, at han sidste år besluttede sig for at få top surgery, hvilket vil sige at få fjernet sine bryster kirurgisk. Han understreger, at det ikke er alle transpersoner, der ønsker eller har råd til at få foretaget operationer, men at det var en operation, der endegyldigt fik ham til at acceptere sin egen krop.

»Det har fuldstændigt ændret mit liv,« siger han, der i dag både accepterer at blive kaldt ved pronominer som they og him, men foretrækker »he« (han).

Og ikke nok med det, det har muligvis også reddet hans liv, for som Time gør opmærksom på i artiklen, har over 40 procent af transpersonerne forsøgt at tage deres eget liv som følge af stress.

Selvom der stadig er konservative kræfter i USA, der modarbejder transpersoners rettigheder, ser Elliot tegn på, at Hollywood omsider er ved at acceptere hans nye identitet. Samme dag som han fortalte offentligheden, at han betragtede sig selv som han, tilbød Netflix at ændre hans navn i slutteksterne til eventyrserien »The Umbrella Academy«. Så nu hedder han også Elliot der – det navn han altid gerne har villet hedde, efter at han som barn så Spielberg-filmen »E.T.« om den lille dreng Elliot, der møder et rumvæsen.