Magtesløsheden er ikke til at holde ud, når den kommer buldrende, vel? Man bliver svimmel, angst og komplet vanvittig i kasketten.

Så kan du ikke lige fikse det for mig?

Livet altså?

Ordne det, så der kommer styr på det hele igen? Så jeg får kontrollen tilbage, kan slappe af helt ned i venstre storetå. Og ikke skal hænge herude i fingerspidserne og svæve i luftrummet midt mellem to etager.

Please ... fiks lige mit liv.

Ovenstående kunne være tænkt eller sagt højt af næsten hvem som helst. Af alle os, der fistrer derudaf. Og som ikke aner, hvad vi skal stille op, når vi pludselig bliver overrumplet af den totale afmagtsfølelse i situationer, som vi ikke kan gå i action mode og handle os ud af, betale os fra, google os frem til, eller plotte ind som destination på gps’en.

Når vi hænger og svæver midt mellem to etager. I afmagt og uden kontrol over situationen.

Lotte Blicher Mørk, præst på Rigshospitalet gennem de seneste 14 år, understreger i sin nye bog, der udkommer 24. august, at livet ikke altid kan fikses og ordnes. At mødet med livsmod og afmagt, håb og håbløshed, glæde og sorg, kærlighed og længsel er uomgængelige vilkår.

Banalt og klichéfyldt? Og bare ord?

Måske, konstaterer hun.

Og så alligevel ...

Indsigt til udsigt

For på trods af afmagten opstår der en ny mulighed for at fordybe sig, åbne øjnene og mærke tilværelsens paradoksale intensitet. En påmindelse om at stoppe op, lave et hul til fordybelsen og få gjort status. Sådan som mange af patienterne på Rigshospitalet ville ønske, de havde gjort, før det var for sent.

Mennesker, som har givet hospitalspræsten det, hun beskriver som indsigt til udsigt.

En indsigt i livets og dødens intensitet. Og en udsigt til at se tilværelsen i et andet og større perspektiv med betydelig mere dybde.

»Hvorfor bliver livet først intenst, når døden står lige for? Skal vi være presset helt derud, før vi virkelig mærker det?«

Spørgsmålet stiller Lotte Blicher Mørk i bogen: »På en måde skal vi dø«. Med undertitlen: »Fortællinger om livet«.

Undertitlen er særlig vigtig. For hendes bog handler netop om livet, forklarer hun, også selv om vi på forhånd godt ved, hvad det hele ender med.

»Det er jo ikke fordi, vi ikke ved, at vi skal dø. Og heller ikke fordi, vi skal gå rundt og tænke på døden konstant. Og da slet ikke, når vi elsker livet, for så giver døden ingen mening.«

»Men når noget pludselig forandres. Når vi bliver skilt, får børn, skifter job, mister et job eller en ven, indleder et nyt venskab, børnene flytter hjemmefra. Eller vi pludselig bliver konfronteret med sorg og magtesløshed. Så kunne vi fordybe os i noget af alt det, der giver os værdi. Meningen eller formålet med livet. Alt det, der er med til at definere og kendetegne »mit« liv.«

»Det lettede«

Hospitalspræsten er hoppet i et par langskaftede, sorte højhælede skindstøvler. Udenfor siler regner ned i gaderne, i Pilestræde og resten af det indre København. Det har den gjort hele formiddagen.

»Det burde jo være sommer nu,« konstaterer Lotte Blicher Mørk med henvisning til støvlerne, som hun synes er lige lovligt efterårsagtige, men det var dem, hun hurtigst kunne finde, da hun skulle ud af døren.

Håret hænger løst ned over skuldrene, stemmen er en anelse hæs. Hun har været til rockfestival i weekenden sammen med sin mand og nogle nære venner. Drukket kolde fadøl, danset, talt højt for at overdøve musikken og sunget med på nogle af de numre, hun kendte.

»Jeg sagde det til min mand og min veninde, mens vi stod der i menneskemængden foran scenen: Er det ikke nu, vi bare skal nyde det her?«

De blå øjne er venlige, nærværende og direkte. Der er noget fasthed over blikket, noget autoritet. Et varmt, men også et kontant blik, der er vant til at holde mennesker fast i en samtale.

Hun har lagt sin hånd på de menneskers hoved eller holdt dem i hånden. Bedt en bøn for dem, men kun når de selv har ønsket det. Hoppet i en taxa om natten fra sit hjem på Vesterbro med kurs mod Rigshospitalet i håb om at nå frem i tide.

»Jeg er hverken psykolog eller psykoterapeut og skal ikke guide nogen og komme med løsninger og vejledninger. Eller få et menneske et bestemt sted hen. Min tilstedeværelse har intet egentligt mål, andet end at tilbyde et fællesskab i magtesløsheden for en stund.«

»Hvis folk efter en samtale med mig, siger: »Det lettede«. Ikke andet end: »Det lettede«. Så har jeg ydet det, jeg ønsker som hospitalspræst. Og de mennesker har omvendt givet mig en styrke og et overskud, som jeg kan bruge til andre patienter og i mit eget liv.«

Et klarsyn på døden og livet

En af de patienter, som har givet Lotte Blicher Mørk »indsigt til udsigt« var en alvorligt syg, ung mand. Han gjorde et stort indtryk på hospitalspræsten, gav hende en ny måde og et nyt perspektiv at være i livet på.

Han havde sagt ja til at tale med en præst, selv om han aldrig havde været meget for at gå i kirke eller interesseret sig for kristendommen. Han var tilhænger af videnskabens sandhed.

»Sagen var bare, at videnskaben ikke længere kunne hjælpe ham. Da jeg kom ind på stuen, lå han henne ved vinduet, på ryggen med armene over dynen. Hvis hans øjne ikke havde været åbne, ville jeg have tvivlet på, om der overhovedet var liv. Han lå næsten som om, han allerede var klar til kisten. Med udsigt fra Rigshospitalets 16. sal.«

»Jeg nåede at tænke, at det måtte være surrealistisk at ligge der og kunne se udover hele København. En by propfyldt med muligheder, men være så syg, at man inden længe vil dø. Så sagde han pludselig til mig: »Det er byens bedste udsigt.« Sådan begyndte vores samtale.«

»»Hvis bare der ikke var så mange detaljer,« tilføjede han så. Jeg var nysgerrig efter, hvad han mente med detaljer. Så forklarede han, at han havde en følelse af at være placeret et sted uden for jordkloden, udstyret med en gigantisk kikkert. Her sad han så, helt alene og kiggede ind på Jorden gennem sin kikkert. Alt, hvad han så, blev mere intensiveret. Alt det onde blev endnu mere ondt, mens det gode blev endnu mere vidunderligt.«

»Når han så en krig gennem sin kikkert, var det ikke bare billederne af ofrene, han så. Også frygten og angsten i ofrenes øjne. Og han mærkede den, som var det sin egen angst. Og når han så det gode, blev kærligheden og taknemmeligheden endnu stærkere, så han følte det, som var det ham selv. Sikke en skarp og tydelig måde at beskrive sin situation på. Han havde et klarsyn på noget så komplekst som døden. Men jo også på livet.«

Meningen i afmagten

Lotte Blicher Mørk stopper midt i det, der næsten kunne minde om en lignelse.

Stryger sig over sin ene arm og siger, at hun stadig kan få kuldegysninger, når hun fortæller om den unge døende mand på Rigshospitalet.

»Han var jo presset til det yderste, så der var ikke noget underligt over hans klarsyn. Der sker noget med os mennesker, når vi bliver revet ud af vores dagligdag. Ud af den normalitet og struktur, vi kender. Når vi er presset, mærker vi livet som aldrig før. Lige dér, hvor det samtidig går op for os, at vi skal dø. Eller at noget betydningsfuldt er forandret for altid. En skilsmisse for eksempel. Hvor er det paradoksalt.«

Løsningen?

Har Lotte Blicher Mørk en løsning til alle os løsningsorienterede handlings-mennesker, når vi hænger dér og svæver midt mellem to etager og kun har fat med det yderste af neglene?

Når vi har mistet kontrollen, og afmagten har overtaget?

»Nej, for magtesløsheden lader sig jo netop ikke løse,« lyder svaret.

»Og derfor bliver vi nødt til at finde en måde at være i afmagten på. Vi må finde en mening i den fremfor at tro, at magtesløsheden kan fjernes eller undgås. Eller at der nødvendigvis altid er en forklaring, og dermed en mening MED den. Livet er komplekst, men på trods af det lever vi. På trods af tidens utallige selvhjælpsbudskaber om, at lykke kan tilvejebringes med et quick fix,« siger hun.

Hun afviser, at det er at give op, hvis man hengiver sig til magtesløsheden. At man ikke længere vil kæmpe, fordi man vælger at glide ind i afmagten, hvor intet kan gøres.

Men vil vi ikke altid slås for os selv og vores børn, i stedet for bare at lade stå til? For hvis vi først gør det, er der ingen mening længere. Og så er vi for alvor færdige?

Lotte Blicher Mørk kigger over mod vinduet på sommerregnen, der stadig siler ned.

»Det er et af de spørgsmål, jeg får næsten hver gang, jeg holder foredrag eller underviser. Men jeg må holde fast i, at hvis vi først er derude, hvor intet hjælper, hvor videnskaben er kommet til kort, så er der ikke andet at gøre end at forsøge at være i afmagten og finde en mening i den.«

»For eksempel al den kærlighed der er og som ikke hører op, fordi døden kommer. Kærligheden er stærkere end døden. Vi stopper ikke med at elske, bare fordi dem, vi elsker, ikke er her mere. På den måde får magtesløsheden ikke det sidste ord.«

Et menneskeligt vilkår

Da Lotte Blicher Mørk var barn, sejlede hun ofte med sin far over Storebælt til familien på Sjælland. Hun mindes et godt billede, hendes far gav hende. Når der var bølger og båden vippede, sagde han til hende:

»Du bliver nødt til at lade dig vippe med bådens bevægelser, ellers bliver du søsyg.«

»Og min far havde jo ret. Kroppen vil per definition kæmpe for at holde sig oprejst, i stedet for at hengive sig til, at det nok skal gå. At det hele nok skal blive anderledes, og at der er nogen eller noget, der nok skal gribe dig, før du falder.«

Hun forklarer, at hun bruger billedet for at vise, at vi som mennesker ikke vil give os hen til magtesløsheden. Vi opfatter det som at give op.

»Og så er vi jo en fiasko, når vi ikke kan være selvkørende og selviscenesættende.«

Hun tænker lidt.

»I virkeligheden tror jeg slet ikke, at det er døden, der er vor tids største tabu, men derimod fiaskoen – dét ikke at kunne handle og magte.«

Hospitalspræsten har dage og perioder, hvor hun ikke selv magter så meget. Hvor energien ikke er, hvad hun kunne ønske. Præcis som alle andre mennesker, siger hun.

Og det er helt ok.

I sit eget liv oplever hun meget konkret, hvad det vil sige indimellem at have nogle mørke dage, hvor hun kan være ked af det. Frustreret og sorgfuld. Sammen med sin mand adopterede hun en lille hjertesyg pige fra Sydafrika for seks år siden. Selv om hjertet i dag har det godt, har der været mange andre komplikationer, og de bliver ikke færre med årene.

»Men det er jo kun den ene side af sagen. For på de gode dage, hvilke der er flest af, giver det masser af mening, at tingene er, som de er. At være i en anderledes situation har åbnet mine øjne for noget andet og mere. Livet er ikke et enten-eller, men et både-og. Min datter har lært mig en hel del om dét at være menneske på godt og ondt. Det er jeg hende evigt taknemmelig for.«

Lotte Blicher Mørk mener, det er et godt eksempel på, hvordan kikkerten kan blive vendt væk fra en selv og ud mod verden.

»Man er ikke en fiasko, fordi tingene ikke lige går, som man gerne vil have det. Eller fordi man ikke kan ændre på det. Det er et menneskeligt vilkår. Det går faktisk an at være magtesløs.«