Instruktøren Anders Refn havde i 2020 premiere på sin film »De forbandede år« om besættelsestiden. Nu er opfølgeren kommet med titlen »De forbandede år 2«.

Filmene, der samlet varer i fem timer, er tænkt som et stort epos om danskerne under besættelsen. I centrum står Karl Skov, spillet af Jesper Christensen, og hans hustru Eva, spillet af Bodil Jørgensen. Deres fem børn afspejler forskellige aspekter af besættelsestiden.

En af sønnerne, Michael (Gustav Dyekjær Giese), bliver nazist og soldat på Østfronten. En datter, Helene (Sara Viktoria Bjerregaard), bliver gift med en nazist og drager til Norge, men da han dør, rejser hun tilbage til Danmark.

En søn, Knud (Lue Dittmann Støvelbæk), er jazzmusiker. En tredje søn, Aksel (Mads Reuther), er aktiv fra starten i modstandsbevægelsen, og hans lillebror, Valdemar (Sylvester Byder), bliver også trukket ind i kampen.

Afgørende for fortællingen er, at Karl Skov af samarbejdspolitikere og i håbet om at redde arbejdspladsen bliver trukket ind i værnemageri, og filmens røde tråd er hans forsøg på at retfærdiggøre sit samarbejde med tyskerne.

I første film havde husets tjenestepige, Annelise (Pernille Højmark), en vigtig rolle, idet hendes søn, Svend, som kommunist blev involveret i illegalt arbejde og skudt af tyskerne.

Anders Refn forsøger i sin film med bred pensel at få det meste med. Værnemageri, modstandsarbejde, tyskertøse, nazistisk medløberi, politiske rævekager, jødernes flugt, tyskernes brutalitet, retsopgøret og hævnfølelsen i 1945 vendt mod stikkere og tyskertøse.

Gennem forløbet med Karl Skov og hans hustru Eva, som hjælper en britisk pilot til Sverige og kommer på kant med sin egen mand, skildres moralske brudflader. Også børnenes deltagelse i kampen på både tysk og allieret side fortælles med moralske briller? Hvornår skal man være aktiv og hvornår passiv?

Hvor gik grænsen for værnemageri og stikkeri? Skulle man likvidere stikkere og risikere at dræbe den forkerte? Kan værnemageren Karl også være drevet af idealistiske motiver og for eksempel være med til at redde en jødisk familie?

De mange alvorlige moralske og politiske aspekter kombineres med en fortælling om kærlighed, idet to af frihedskæmperne forelsker sig i hinanden.

I forsøget på at få det hele med bliver filmen springende og for lang. Men den holdes op af fornemt skuespil, ikke mindst af Jesper Christensen og Bodil Jørgensen. I visse scener er den både drønspændende, som under sabotageforsøget mod Karl Skovs fabrik, og bevægende, når de unge frihedskæmpere præges af håbløshed og fortvivlelse, og når Karl og Eva skal finde en ægteskabelig harmoni midt i familieopløsningen.

Karls skikkelse er nuanceret og troværdig. Han er på ingen måde nazist, og ingen kan betvivle hans nationale sindelag. Men han bliver lokket ind i værnemageriet af politikerne, der gerne vil have samarbejdet, og til sidst tror han også selv på, at hans mere idealistiske forestillinger om at gavne sine arbejdere og samfundet er rigtige. Jesper Christensen bringer denne skikkelse troværdigt gennem fem timers film, så man forstår hans logik og hans følelser.

Ambitiøs fortælling

Det er ikke langt fra, at det lykkes Anders Refn at lave en ambitiøs fortælling om besættelsestiden, der kan give en ung generation indtryk af den mærkværdige tid. Ikke mindst skildringen af de unge frihedskæmpere med deres idealisme, uro og kærlighed vil sikkert gå rent ind hos unge mennesker.

Når filmen alligevel ikke kan bruges som en sanddru fortælling om besættelsestiden, skyldes det, at Anders Refns film er præget af senkommunistisk historiefortælling.

Skurkene i filmen er samarbejdets politikere og de grådige erhvervsfolk omkring Karl Skov. Det viser Anders Refn alt for tydeligt ved at gøre dem usympatiske. Helten i første film er den unge kommunist Svend, der allerede var involveret i illegalt arbejde inden 1941, på trods af det faktum, at Stalin og Hitler samarbejdede 1939 til 1941, og Svends antinazistiske indsats derfor er en løgn. Anders Refn undgår da også ganske at nævne dette nazistiske samarbejde med kommunisterne. I anden film tilslutter de unge sønner sig en kommunistisk modstandsgruppe. Et DKP-medlem dukker op, og der svinges med røde faner. Hvor filmen problematiserer erhvervsfolkenes værnemageri og politikernes samarbejde, er der ikke et eneste klip, der problematiserer kommunisterne. De unge mennesker, der nu ser filmen, må tro, at besættelsestidens helte var kommunisterne, og at de grådige erhvervsfolk og politikerne var skurkene.

Det er synd for filmen, at Anders Refn ikke kunne stille kritiske spørgsmålstegn ved den kommunistiske historie, som han gerne vil forherlige, men som rummer dystre sider. Unge mennesker uden stor historisk viden vil ikke vide, at de indoktrineres med senkommunistisk propaganda. Anders Refn kunne ikke ryste sin venstreradikale fortid af sig og stille kritisk fokus på kommunismen.

TV 2 har været med til at støtte filmen økonomisk, og man kan kun undre sig over, at tv-stationen ikke råder over medarbejdere, der kunne påpege skævridningen og dermed gjort filmen bedre. Men det synes at være et alment problem, for da DR lavede serien »Historien om Danmark« var de eneste frihedskæmpere i afsnittet om besættelsestiden også kommunister.

Men alligevel: Gå ind og se denne ambitiøse film om familien Skov under besættelsen, tag nogle lommetørklæder med til de sørgmodige scener og en historiker ved hånden – men helst ikke en af de mange venstreorienterede.

»Titel: De forbandede år 2«. Instruktør: Anders Refn. Manuskript: Anders Refn og Flemming Quist Møller. Medvirkende: Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuther, Gustav Dyekjær Giese m.fl. Premiere i dag i biografer over hele landet.