Falske frelsere og provokerende profeter: De grønlandske profeter Habakuk og Maria Magdalene i Evighedsfjorden

Historien om ægteparret Habakuk og Maria Magdalene er en tragisk beretning om menneskelig ulykke, dyb religiøsitet og magtbegær.

Ægteparret Habakuk og Maria Magdelene mistede både sønner og døtre. Den sidste pige døde som følge af en skudulykke, hvor datteren blev ramt i øjet af en harpun. Habakuk måtte selv trække harpunen ud af pigens øje. Det var efter den sidste tragedie, at Maria Magdelene fik syner. Der findes fire illustrationer, som blev lavet af handelsbestyrer Jens Kreutzmann (1828-1899). De var altså sene i forhold til begivenhederne, men byggede på Kreutzmanns nøje kendskab til befolkningen og den mundtlige tradition. Foto: Det grønlandske Nationalmuseum og Arkiv.  Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når tragedier ramte, og sygdom og krig hærgede, valgte mange mennesker at blive dybt religiøse og måske tro, at en frelser ville komme og redde dem. Det skete med jævne mellemrum i historien, og forfatteren Kasper Colling Nielsen har netop i sin roman »Frelseren fra Hvidovre« (2021) fortalt om, danskere, der går og håber, at en digter fra forstaden vil frelse dem.

Forfatteren Kim Leine fik i 2012 stor succes med sin roman »Profeterne i Evighedsfjorden«. Den skildrer blandt andet profetægteparret Habakuk og Maria Magdalenes skæbne i Grønland, hvor Habakuk påstod, at han var profet og at Maria Magdalene hørte Guds ord.

Kim Leine fik priser og storssolgte sin bog om grønlandsmissionæren Morten Falck, profetparret og livet i nærheden af Sukkertoppen i 1700-tallet. Romanen kan ifølge kritikere ses som omhandlende profetparrets opposition til danskerne på Grønland. En litteraturforsker skrev, at romanen handler om, »at hun og hendes mand skal tage sit folk med væk fra kolonierne, væk fra de danske drukkenbolte og horebukke og starte et nyt liv, hvor de sammen tilbeder Herren.« Altså et antikolonialistisk oprørsforsøg.

Den grønlandske arkivar og historiker Thorkild Kjærgaard afskrev omvendt det meste som noget vrøvl og som en direkte forvrængning af fortællingen om Grønland og Danmark i perioden. Han mente, at Leines beskrivelse af de danske myndigheder som brutalt kolonialistisk undertrykkende ikke var korrekt.

Nye syner

Habakuk, hvis navn er taget fra Det gamle Testamente, hvor en af profeterne kaldes Habakuk, hed egentlig Qêqêq, hvilket på grønlandsk betyder noget i retning af »Føj, hvor er han grim!«. Han var født i 1755 i Sukkertoppen og blev som de andre mænd i bygden fanger. Ægteparret boede i Evighedsfjorden nord for Sukkertoppen, og i 1776 havde det ladet sig døbe af en kristen missionær fra den herrhutiske bevægelse, der var en kristen sekt. På et tidspunkt påstod Maria Magdalene, at hun havde haft åbenbaringer, hvor hun fik fortalt, at Habakuk var hende utro og andre slemme ting.

Da Maria Magdele fik himmelske syner drejede de sig ikke mindst om de døde. Ægteparret Habakuk og Maria Magdele havde mistet både sønner og døtre og mange andre i bygden havde mistet slægtninge. Kilder fortæller, at bygdens befolkning gik til gravstedet og holdt hånd og gik rundt om gravene i en bevægende ceremoni.  Der findes fire illustrationer, som blev lavet af handelsbestyrer Jens Kreutzmann (1828-1899). De var altså sene i forhold til begivenhederne, men byggede på Kreutzmanns nøje kendskab til befolkningen og den mundtlige tradition. Foto: Det grønlandske Nationalmuseum og Arkiv. Fold sammen
Læs mere

Maria Magdalenes syner skabte uro i bygden, og da hun senere fik nye syner, fik hun andre grønlændere til at tro på hendes synske evner. Bygden var lille og lå isoleret, og danske myndigheder havde ikke megen kontakt med beboerne. Nu udråbte Habakuk og Maria Magdalene sig til profeter og dannede en menighed.

Deres familiehistorie var en stor tragedie. Flere af deres sønner og døtre var døde, og under en sommertur til Søndre Strømfjord i 1788 blev deres eneste datter ved et uheld ramt af en harpun i øjet og døde kort efter. Habakuk og Maria Magdalene var selvfølgelig dybt ulykkelige over deres tab. Det var efter dette dødsfald, at Maria begyndte at høre himmelske klokker og mente, at hun fik åbenbaringer fra Gud. Folk begyndte at tro på hende, og rygtet om hendes syner spredtes langs kysten til andre bygder.

Habakuk troede først ikke på sin hustrus syner, men efterhånden lod han sig overbevise. Bygdens folk blev også overbevist af en hændelse, hvor Habakuk advarede dem mod at tage ud på jagt i bådene, selv om der var klar himmel. Han sagde, at der ville komme et uvejr. Folk blev hjemme, og ganske rigtigt kom der storm og uvejr. Sagen styrkede Habakuks og Maria Magdalenes ry og prestige.

Maleri af ukendt kunstner af fire grønlændere, der blev bortført i 1654. De er navngivet Kabelau, Gunelic, Sigjo og Ihiob. Det skete ved en dansk ekspedition anført af Jens Munk. Selv om maleriet altså er 130 år tidligere end Habakuk og Maria Magdelenes aktiviteter, så ændredes grønlændernes klædedrager sig ikke væsentligt. Foto: Nationalmuseet, Lennart Larsen. Fold sammen
Læs mere

Habakuk og Maria Magdalene lagde særlig vægt på dyrkelsen af afdøde, som de mente befandt sig i et limbo mellem liv og død. Ikke blot Habakuk og Maria Magdalene havde mistet børn og slægtninge, men mange andre i bygden havde også mistet. Herrnhuterne havde i deres religion lagt stærkt vægt på en meget følelsesladet kristendom med vægt på de afdøde. Det var denne kristendom, Habakuk og Marisa Magdalene førte videre. Historikeren Mads Lidegaard, der har skrevet udførligt om Habakuk og Maria Magdalene, også før Kim Leines roman, skriver, at »kristendommen var en tynd fernis.« Ifølge Mads Lidegaard var deres følelser for de afdøde og hinanden stærk, og han gengiver en kilde til følgende seance ved bygdens gravsteder: »De tog hinanden ved hånden og gik langsomt rundt i kreds om gravene (...) Det berettes, at alle var dybt grebne.«

Folk fra nær og fjern strømmede snart til bygden for at høre om Maria Magdalenes syner. I en indberetning til de danske myndigheder skrev man: »De påstår, at de hører de dødes sjæle synge salmer.«

Kvindedrab

Vi kender til Habakuks og Maria Magdalenes aktiviteter dels fra grønlandske kilder, som er skrevet et godt stykke tid efter hændelserne, og dels fra indberetninger fra den danske præst Niels Hveyssel i hans indberetninger til de danske myndigheder.

Kilderne tyder på, at Habakuk udnyttede sin profetudnævnelse og prestige til at misbruge sin magt. Det skete dels ved, såvidt vi ved fra danske kilder, at han havde sex med bygdens kvinder. Dels ved, at han udnyttede sin magt økonomisk og fik de andre fangere til at aflevere deres fangst til ham. Han stod så selv bagefter for fordelingen af denne fangst.

Men værre var det, at Habakuk og Maria Magdalene brugte deres magt til mere grusomme handlinger. Her afviger de grønlandske og danske kilder fra hinanden. Hvor de danske kilder synes at gøre Maria Magdalene til hovedpersonen i disse excesser, så er Habakuk hovedpersonen i de grønlandske overleveringer. Ifølge danske kilder skete følgende: »Hun (Maria Magdalene) driver sin ondskab og dumdristighed så vidt, at hun dømmer, hvem hun vil, til forvisning, hug - ja, endog til døden. Og hendes domme bliver uden betænkning eksekveret af grønlænderne.«

Kilder nævner, at ægteparret skulle have myrdet to kvinder som hekse, fordi de nægtede at adlyde dem. Rygtet synes at tale sandt, idet Mads Lidegaard kan navngive to kvinder, Lise og Else, der tilsyneladende blev myrdet. Muligvis var de to kvinder ikke de eneste, der blev ofre for profeternes hærgen.

Grønlandske benfigurer. Foto: Nationalmuseet. Fold sammen
Læs mere

Ude af kontrol

Habakuks og Maria Magdalenes aktiviteter skabte stor uro i området, de danske myndigheder var rådvilde, og handelen i distriktet gik i stå. Mange af de grønlandske missionsmedhjælpere og  kateketerne sluttede sig til bevægelsen, og kolonistyret mistede kontrollen over situationen.

I Kim Leines roman er danskerne fordrukne, uduelige og brutale. Mads Lidegaard har en noget anden fremstilling. Han skriver, at i 1784 kom den unge jysk degnesøn Niels Hveyssel til Sukkertoppen og skulle bestride to store pastorater, blandt andet i Evighedsfjorden. Hveyssel var hverken fordrukken eller brutal, men tværtimod noget tilbageholdende.  Hveyssel forsøgte at tale Maria Magdalene til rette, men blev til sin forbløffelse mødt med en klar afvisning. Dette møde med Maria Magdalene styrkede hendes prestige i bygden og svækkede hans. Hveyssel var noget handlingslammet, og han skrev selv: »At bruge magt og lade kællingen og hendes fornemste tilhængere afstraffde, føler jeg mig både for svag og uberettiget til...«

Den kristne danske mission havde ikke før oplevet en klar opposition, der grænsede til oprør, og det skabte stor bekymring både i Grønland og hos autoriteterne i København, hvor man spekulerede på, hvordan kan kunne fjerne profeterne, evt. med magt. Men fangerne var bevæbnede med rifler, og man ønskede ikke en væbnet konfrontation. Også danske handelsfolk var bekymrede, for grønlændere fra kysten rejste nu til profeterne i stedet for at sælge deres fangst, og de danske handelsfolk gik derved glip af indtægterne.

Kilder tyder på, at grønlænderne i stedet for deres sædvanlige ydmyge optræden nu opførte sig langt mere aggressivt. Fra handelsfolk og danske myndigheders side lagde man skylden på Hveyssel, som man mente havde optrådt alt for svagt.

Faldet fra tinden

I sidste ende var det Habakuk og Maria Magdalene selv, der var skyld i deres eget fald. Habakuk overspillede sin magt ved at misbruge bygdens kvinder og tiltage sig den økonomiske magt. Det var en voksende opposition, der underminerede parrets magt.

Maria Magdalenes magt fik et knæk, da den grønlandske kateket Frederik Bertelsen, der kendte til grønlandsk kultur og var respekteret også af grønlændere, udfordrede hende til en duel på ord. Vi ved, at den slags var en gammel grønlandsk skik, og at den, der fik latteren på sin side, vandt duellen. For Frederik Bertelsen var sagen rimeligt let, for han var trænet teolog, og Maria Magdalene kendte ikke meget til religionen. Hun blev derfor usikker, og Bertelsen kunne trække sig sejrrigt ud af duellen.

Stille og roligt døde bevægelsen ud, og menigheden gik i opløsning. For at understrege sejren lod myndighederne en skampæl opstille i Sukkertoppen og lod vide, at hvis Habakuk og Maria Magdalene mødte op i kolonien, skulle de bindes til pælen og piskes. De to var aldrig blevet konfirmeret, og en dag i 1794 dukkede de op i Holsteinsborg hos præsten og bad om konfirmandforberedelse. Hvad der videre skete, ved vi ikke.

Nye profeter

Den religiøse vækkelse var imidlertid ikke slut. I vinteren 1853 påstod en ung fanger, Matteus fra Frederiksdal i det sydlige Grønland, at han var profet, og dannede en religiøs bevægelse, der ville løsrive sig fra danskerne. Men denne bevægelse gik også i opløsning. I1875 påstod en ung pige ved navn Jonassine Annine Amalia i Upernavik, at hun var jomfru Maria og mente, at hun havde fået åbenbaringer.

Har Kim Leine eller Thorkild Kjærgaard ret i deres fortolkning af kolonitiden?

I hvert fald er det værd at bemærke, at Habakuk og Maria Magdalene tilsyneladende ikke blev retsforfulgt for deres mord på kvinderne og deres oprørske ånd, hvilket i sig selv ikke tyder på nogen streng undertrykkelse. Mads Lidegaard skriver: »Kilderne tier næsten totalt om tegn på en bevidst national holdning i bevægelsen.«

Habakuk døde få år efter affæren, og hans grav kendes. Maria Magdalene levede endnu nogle år, men hendes grav kendes ikke. Ægteparret er ikke glemt i Grønland.