Eventyrlige Puccini er gådefuldt ueventyrlig i Operaen. Øv!

Hvad er meningen med »Turandot«? Lorenzo Fioronis nyopsætning i Operaen giver ikke noget svar.

Til bunkebryllup i Puccini-land: Fra Lorenzo Fioronis opsætning af »Turandot« i Operaen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo

»Turandot« slutter ikke. Giacomo Puccini døde, inden han havde komponeret sin opera færdig. Et sted i tredje akt stopper det hele, og hvordan italieneren egentlig havde tænkt sig, at den tossede historie skulle rundes af, kan man kun gætte sig til.

Det har man så også gjort, gættet sig frem. Typisk opføres operaen med det gætteri, som en vis Franco Alfano stod for, men i nyopsætningen på Det Kongelige Teater har man truffet et andet valg. Man har simpelthen ladet det ufuldendte forblive ufuldendt.

Operaen stopper brat, der hvor Puccini stoppede, og det er sjovt nok også det mest bevægende ved den aktuelle forestilling: Dette pludselige brud, hvor musikken tier, hvor musikerne holder op med at spille, og hvor sangerne holder op med at synge. Hvor alt bliver stilhed, og hvor de, der står på scenen, intet andet kan gøre andet end at bevæge sig formålsløst rundt, efterladende sig et uforløst drama, et tomrum, en teatralsk intethed.

Hvad man forinden har oplevet, er en »Turandot«, der i hvert fald ikke lefler for den hang, publikum måtte have til det eksotiske, det eventyrlige og det folkloristiske, selv om værket – i al dets ufuldendthed – unægtelig lægger op til netop dét. Det er i en slags eventyr-Kina, det hele foregår, i Beijing, hvor en vis prins Kalaf bliver dødeligt forelsket i den iskolde prinsesse Turandot, der har fået den skøre idé, at hun kun vil gifte sig med en frier, der kan besvare tre gåder. Er den ulykkelige ikke i stand til dét, får han hugget hovedet af, og det er allerede sket flere gange, forstår man. Hun er bare så uimodståeligt lækker, hende Turandot, det er hende eller døden og hellere dø end ikke at gøre forsøget på at score hende.

Det særlige ved Kalaf er så, at han rent faktisk formår at svare på gåderne, og da Turandot, den lille satan, alligevel nægter at gifte sig med ham, tilbyder han hende at lade livet, hvis hun inden daggry, kan regne ud, hvad han hedder. Med til historien høre også den unge slavinde Liù, der elsker Kalaf, fordi han engang har smilet venligt til hende, og hun tager sig ikke bare af den gamle, blinde tartarkonge Timur, den søde, hun ofrer sig også for Kalaf, så hendes godhed kender ingen grænser, og  på den måde er hun den absolutte kontrast til iskolde Turandot.

Godhed og ondskab, kvindelig skønhed og lidenskab, der er så lidenskabelig, at den er til at gå i døden for. Jo, det er ikke de store følelser, der mangler i historien om Turandot, der i øvrigt er et gammelt arabisk eventyr, som fik et kinesisk tvist, inden den blev til den operalibretto, der dannede grundlaget for Puccinis ufuldendte. Spørgsmålet er så, hvad man stiller op med hele denne særegne blanding af et eventyrligt usandsynligt plot, tilsat eventyrligt forførende musik?

Den aktuelle opsætning vælger, som antydet, at underspille det eventyrlige. »Turandot« er både en fjollet historie og en grusom historie, og i Lorenzo Fioronis ueventyrlige fortolkning er det disse to aspekter, der understreges. Hoffolkene Ping, Pang og Pong tonser rundt som groteske klovnefigurer, undervejs er der bunkebryllup a la Moon-bevægelsen, Turandot i skikkelse af  Ann Petersen er ren ondskab uden sex, og Sine Bundgaards Liù er mest kedsommelig pænhed. Og midt i det hele har vi så den stakkels Kalaf i skikkelse af Sung Kyu Park, der, fordi operaen jo altså slutter, inden den er forbi, aldrig får den prinsesse, som han af uforståelige årsager har efterstræbt så vildt og hedt. Inde i den ueventyrlige og langt hen ad vejen abstrakte scenografi putter sig henvisninger til noget, der ligner Kina i de onde, gamle Mao-dage, og det bliver det hele ikke meget mere meningsfuldt af, og tilbage er så musikken, og den er jo som udgangspunkt præcist så mesterligt følelsesmanipulerende, som kun Puccini kunne skrive den.

Den aktuelle opsætning er til gengæld ikke musikalsk mindeværdig. Ann Petersens effektive, hårdtpumpede Turandot er ikke én, man ville gå i døden for, og Sung Kyu Park er solidt professionel som prins Kalaf – ham, der synger superhittet »Nessun dorma« – men heller ikke mere end det. Forført bliver man ikke, og hvorfor så overhovedet opføre Puccinis gådefulde ufuldendte? Dét er spørgsmålet, men det giver Operaen os ikke noget svar på. Gådefuldt nok. Øv.