Instinkterne skreg i Eskild Ebbesen:

»Efter dem! Tryk for satan! Gå amok!«

Roerne i den danske båd var ellers kommet godt fra start. Var gået frisk fra land som aftalt. De havde fundet banetempoet og skød nu af sted over vandspejlet i Atlanta. Rytmen var god. Et tag, og så et til. Men den canadiske båd var netop gået forbi, og var ved at berøve besætningen i den danske letvægtsfirer deres olympiske guldmedalje. Den 24-årige Eskild Ebbesen tvang sin rationelle hjerne til at skære igennem konkurrencens støj og overmande urinstinktet, mens arme, ben og håb syrede til.

»Rolig nu. Du gør det rigtige. Det handler ikke om at være forrest nu. Det handler om at være forrest i mål. Hold rytmen, hold drevet, hold balancen. Vent lidt længere.«

Og endelig råbte styrmand Niels Laulund signalet til, at de fire danskere kunne slippe de inderste kræfter løs: »TO!« Vandoverfladen blev pisket i 600 meter slutspurt, og canadierne kunne ikke følge med. Guldfireren skød forbi. Gled forrest ind over den usynlige linje mellem de sidste røde bøjer, mens kraftpræstationen og de danske sportskommentatorer eksploderede. Eskild Ebbesen og resten af besætningen havde sikret sig deres første OL-guldmedalje.

Romaskinen

Fra sit første VM-guld i 1994 og frem til sit femte og sidste OL i London i 2012 har Eskild Ebbesen cementeret sit navn i dansk sport og international letvægtsroning. Med fem olympiske medaljer, ni podiepladser ved verdensmesterskaber og et utal af andre hædersbevisninger er han den dansker og letvægtsroer, der har taget flest trofæer hjem. Han er blevet kaldt en turbinemotor, et roningens watt-monster, og der går rygter om, at han i ergometerroning bogstaveligt talt har hevet romaskiner fra hinanden.

»Det har jeg nu ikke, men det er da et godt rygte at have,« griner Eskild Ebbesen og misser med øjnene mod det skarpe eftermiddagslys, der spejler sig i Bagsværd Sø.

»Men i januar slog jeg verdensrekorden i ergometerroning for 40-plus. Jeg er jo 42, og rekorden i romaskinen var noget langsommere, end den jeg allerede havde i 30-40-årsklassen. Så det tænkte jeg burde være helt realistisk. Men jeg måtte alligevel knokle for det og slog den også kun lige med ét sekund.«

På nær nogle lidt længere og dybere smilerynker ligner han her på roklubbens terrasse i høj grad den atlet, der for 20 år siden var med til at sætte den danske letvægtsfirer på guldkurs. Det samme fregnede ansigt og drengede strithår. I dag er den kropsnære rodragt dog skiftet ud med et afslappet jakkesæt og åren med en kaffekande, som Eskild Ebbesen har taget med hjemmefra.

Tre gange har Eskild Ebbesen trukket sig tilbage fra eliteroning, og sport og træning fylder fortsat en stor del af hans liv. Han løber halvmaraton, cykler mountainbike, og i august gennemførte han sin første ironman i tiden 9 timer, 29 minutter og 39 sekunder, hvilket gav en plads som nummer 100 ud af næsten 2900 deltagere. Men ud over kampen med romaskinen er der ikke blevet taget mange tag i årene siden dagene i Guldfireren.

»Roning er rigtig fedt, når du har et mål med det og et hold, som vil og kan. Men hvis det ikke går teknisk godt, er det sgu lidt træls. Vi var så vænnet på Guldfireren til, at det gik godt – heldigvis – at jeg har svært ved at acceptere at gå ned på et dårligere plan. Det har jeg meget lettere ved, når jeg for eksempel sidder på en cykel,« siger Eskild Ebbesen og slår fast, at han ikke vender tilbage til fireren endnu en gang:

»De er et godt hold og ror rigtig stærkt nu. Og selv om jeg ikke føler mig svækket af alderen, opnår jeg jo ikke helt de samme resultater som tidligere. Selv om det ikke er langt fra. Til gengæld træner jeg med dem, når de kommer hjem fra VM – så får jeg nogle kompetente træningspartnere,« siger Eskild Ebbesen med et skævt smil og retter på sit pulsur under skjorteærmet.

»Hvis du sammenligner dig med de ultimativt bedste, kan det hurtigt blive en tabt kamp. Min egen rekord ligger også et sted i baghovedet, men jeg motiverer mig selv med den seneste periodes resultater. På den måde kan dagligdagens træning stadig gøre mig bedre, end jeg var i går. Det, tror jeg, er en sund indstilling.«

Vindertanker

Netop en sund indstilling er et omdrejningspunkt for Eskild Ebbesen. Siden 2001 har han som konsulent og foredragsholder motiveret alt fra gymnasieelever til virksomhedsejere til en bedre og mere effektiv hverdag. Både hvad angår samarbejde, enkeltpræstationer og en sund livsstil. Og med karrierestoppet i Guldfireren begyndte et nyt kapitel, hvor arbejdet med virksomheden – foruden tid med familien – overtog mere af sportens og træningens fokus. Nøgletal og ferier udgør nye mål, og med udgangspunkt i sine erfaringer har Eskild Ebbesen nu samlet mange af de værktøjer, der har bragt ham til sejrsskamlen, i den netop udgivne bog »Tænk som en vinder«.

»Jeg har længe villet skrive en bog, men ikke bare om roning og min egen historie. Andre folk har jo deres egne interesser og ambitioner, og sådan skal det også være. Så selv om de selvfølgelig gerne vil høre nogle spændende fortællinger, vil jeg også gerne give dem noget mere. Det, som interesserer mig, og som jeg har passion for, er derfor at stille spørgsmålstegn ved, hvad vi hver især kan gøre for at komme lidt videre fra det sted, vi er i dag,« siger Eskild Ebbesen.

»Jeg ønsker at skabe forståelse for, at du ikke bare er den, du er lige nu. Du er den, du har gjort dig selv til, den, du har trænet dig op til. Det er absolut ikke en naturlig mekanisme i mennesker at tænke sådan. Jeg møder tit personer, som siger: »Jeg er, som jeg er. Det her kan jeg, og det her kan jeg ikke.« Men jeg kan bedre lide tanken om at sige: »Det her har jeg ikke så stor erfaring i. Hvis jeg skal kunne det, skal jeg lige have noget tid til at træne eller øve det.« Den tankegang er for mig langt mere optimistisk. At erkende at du endnu ikke kan, men at det er muligt at opnå. Det, tror jeg, giver et langt større selvværd og selvtillid.«

En bedre udgave af sig selv

Jagten på forbedring har Eskild Ebbesen selv fulgt, siden han som 17-årig skiftede fritidsroningen ud med kaproning. Som dreng havde han altid været aktiv – brydekampe i skolegården, fodbold, jiu jitsu, gymnastik, en sæson med badminton – men det var først, da hans daværende rotræner fortalte ham og resten af holdet i Silkeborg Roklub, at de havde potentiale til at komme til juniorverdensmesterskaberne, at konkurrenceinstinktet for alvor blev vakt.

»Der skete noget der. Jeg ville se, om jeg virkelig kunne nå dertil, og jeg begyndte at tænke det mere ind i dagligdagen: »Hvordan kan jeg optimere? Hvordan kan jeg indrette mit liv, så jeg kommer i bedre form og er mere klar til træning?« Det kom stille og roligt der, og siden er det rullet. Jeg har bygget langsomt på fra det ene mål til det næste,« siger Eskild Ebbesen.

Tanken om at optimere mest muligt begyndte i de følgende år at få større effekt. At Guldfireren i 2000 vandt en OL-medalje, kan måske tilskrives det faktum, at hvert enkelt overflødigt gram blev skrællet fra båden, der akkurat klemte sig ind på en tredjeplads. Og at Eskild Ebbesen sammen med familien har rykket teltpælene stadigt tættere på Bagsværd Sø – i 2007 til kun få hundrede meter derfra – har givet ham mulighed for at fordele hvert et minut bedst muligt mellem træning og familie.

Siden er tanken fortsat i Eskild Ebbesens nye arbejdsliv og i hans foredrag. Hele tiden jager han en lidt bedre udgave af sig selv og sin hverdag, og forsøger altså nu at hjælpe andre til også at forbedre deres.

»Jeg tror i bund og grund, at det, der giver størst tilfredshed i livet, er, at vi gør noget. At vi har noget at arbejde for, noget at brænde for. Selvfølgelig skal vi nogle gange læne os tilbage og give os selv lov til at slappe af og nyde en kage.
Der ryger også masser af fredagsslik ned hos mig, men hvis man kun går efter nydelsen, ender man typisk et sted, som ingen har lyst til at være. De, der nyder kagen fra start, har det jo ikke godt eller sjovt i længden. Det har de, der har en eller anden form for engageret liv og som udretter noget, de synes giver mening. Det er dem, som får gevinsten – som kan belønne sig selv og derfor nyde den korte fristelse.«

Din indre hest

Selv om han er Danmarks mest vindende olympiske atlet, slås Eskild Ebbesen med de samme udfordringer som alle andre. Også for ham trækker sofa og slikskål ofte mere end cykel og løbesko, at besvare e-mails mere end at tage hånd om reelle opgaver, og også for ham er det mere tillokkende at ligge under dynen en regnvejrsmorgen end at passe børn, arbejde eller træning.

»Især da jeg roede, har det krævet meget viljestyrke. »Jamen, hvis du ikke gider træne, så bliv da liggende,« har min kone nogle gange sagt. Og det samme med kager og slik. Men hun har også skullet sluge nogle kameler, og generelt har jeg heldigvis haft en kæmpe opbakning hjemmefra,« siger Eskild Ebbesen.

En del af løsningen, forklarer han, er at komme udfordringen i forkøbet. At forpligte sig og lave træningsaftaler med andre, at fokusere på den langsigtede gevinst, og at starte dagen med den sværeste opgave.

»Vi er ekstremt styret af vores urinstinkter, vaner og impulser. Mere, end vi vil være ved. Og selv om vi rationelt kan overvåge vores handlinger, kan vi bare ikke sætte ind, hver eneste gang vores vaner og instinkter gør noget dumt. Vi skal bruge de her patroner af viljestyrke, vi har hver dag – vores overskud – fornuftigt. Du kan styre din indre hest, så den får udnyttet sit potentiale maksimalt. Nogle gange ved at holde dens kræfter tilbage, andre gange ved at sætte den i galop.«

Gennem årene med elitesport og som uddannet idrætsfysiolog har Eskild Ebbesen i høj grad udforsket sine drivkræfter og instinkter. Han er meget bevidst om både sine styrker og svagheder, som ofte er to sider af samme sag. Det gælder derfor også om at være på vagt over for medaljens bagside.

»Min lyst til at blive tændt af konkurrencer er stor. Ingen tvivl om det. Jeg tror, det er et urinstinkt, vi alle har, og som kan graves frem, når det gælder. Det er jo den bagerste mand, der bliver ædt af vilde dyr. Jeg har selv kunnet bruge det som en strategisk kraft, men har også måttet lære, at der er tidspunkter, hvor det er en ulempe. Når jeg kører i bil på landevejen eller giver mig selv for mange ting, jeg vil nå, er det jo en kæmpe hæmsko. Når man hele tiden gerne vil gøre en lille smule ekstra, tager man sig måske ikke lige tid til at hygge og slappe af. Der skal jeg bruge min viljestyrke til at hæmme trangen til at præstere,« siger Eskild Ebbesen.

Perfektion og perspektiv

Vinden er trukket en smule op, og fra træningslokalet for enden af terrassen kan man ane en tung basrytme. Bag panoramaruden og rækken af romaskiner pumper en atlet i pedalerne på en motionscykel.

»Jeg er ekstremt tilfreds med det, jeg har opnået. Men man kan altid optimere. Som vores russiske biomekaniker sagde det på et tidspunkt: »Perfection has no limits.« Det er godt at have i baghovedet, når det er det, man stræber efter. For man når det aldrig helt. Som perfektionist kan jeg godt kigge på mine medaljer og lade mig gå på af, at to af dem er lavet af bronze. Jeg kan altid sidde og tænke: »Hvis en af roerne ikke lige havde haft problemer med låret, hvis vi lige havde roet perfekt på de sidste meter, havde der lige været det og det og det ...«,« siger Eskild Ebbesen og slår ud med armene. Han puster ud i et suk og lader et par sekunder stå, mens vindens blæst i trækronerne blander sig med bassens dumpe lyd. Så ryster han på hovedet og trækker ny luft ind i et smil.

»Jamen, hele den her tankegang – man kan allerede høre det. Det bliver jo et surt liv, hvis du fortsætter på den måde. Det er en del af mit instinkt at tænke sådan, men det betyder ikke, jeg ikke kan ændre på det. For mig handler det om at se på det fra et andet perspektiv. Altså, hallo, jeg er den dansker, der har vundet flest olympiske medaljer, og den letvægtsroer, der har vundet flest af guld. I teorien kan det jo godt gøres bedre, men det er ikke blevet gjort bedre. Så kan man ikke være utilfreds. Jeg husker mig selv på det perspektiv. Det, jeg og mange andre ikke gør instinktivt, kan vi lære os selv at gøre. Og så påvirker det rent faktisk vores tilfredshed.«

Eskild Ebbesen spejder et øjeblik ud over søen, hvor en enkelt båd lydløst skærer vandoverfladen. Langs bredden spadserer ægtepar og unge folk, der sludrer.

»Den erkendelse har givet mig en fantastisk ro. Og også mere energi til det, som rent faktisk er vigtigt. Jeg har haft nogle store oplevelser, men den perfekte dag er for mig, når man er færdig med sine opgaver og bare kan slappe af. Hygge sig med familien, børnene, vennerne, på en god træningstur eller noget helt andet. Nyde resten af dagen – velfortjent.«

Han ser igen tilbage fra søen og på tværs af terrassebordet.

»Min pointe er, at dagen kun er perfekt, hvis man har et håb om, en tro på, at man er forberedt til det, der sker fremover. At man har gjort de ting, der skal gøres, for at tingene også ser lyse ud i fremtiden. At man har en fornemmelse af at være på rette kurs.

Og når jeg bliver 50, er der jo en ny rekord at slå i romaskinen.«