AOK

Esben Kjær: Danske kvinder er lige så håbløse som danske mænd. Vi fortjener hinanden i vores mangel på stil

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang taler Berlingske med journalist og radiovært Esben Kjær, der er vært på P1s populære program »Bagklog«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man siger »dansk kultur«, hvad tænker du så på?

»På øl, røde pølser og håndboldhaller i provinsen. ‘Dansk kultur’ er blevet en bøvet identitetsmarkør for den nationalistiske del af højrefløjen og de arbejderromantiske dele af Socialdemokratiet. Havde du derimod spurgt om ‘dansk kunst’, ville jeg have fremhævet ting som Copenhagen Jazz Festival og vores særlige bournonvilleske ballettradition (ikke at jeg er fan af sidstnævnte – så vil jeg for eksempel hellere se Prokofievs ballet »Romeo & Julie«). Men hvis vi endelig skal tale om kultur og ikke kunst, har jeg lyst til at nævne, at man i København i dag får cocktails i verdensklasse. Det varmer mit hjerte – eller også er det min lever – meget. For da jeg i 2003 kom hjem efter syv år som korrespondent i New York med en nyfunden smag for USAs eneste (sammen med jazzen) originale bidrag til verdenskulturen – var Danmark et cocktail-uland, hvor man kun kunne få flyversjusser og andre klamme bodegadrinks, der dybest set er røde pølser i et glas. Men de passer selvfølgelig meget godt på føromtalte definition af ‘dansk kultur’.«

Og hvis vi skal helt ud til håndboldhallerne, vil jeg nævne noget mere kulturelt på den grundtvigske måde. Nemlig den fine tradition med at arrangere foredrag i selv den mindste danske by. Jeg har selv holdt hundredvis af foredrag i navnligt kirker og menighedshuse baseret på mine bøger om sorg, og jeg er altid imponeret over, hvad disse små steder formår at stable på benene.«

»Vor tids arkitekter lever i et æstetisk forskruet parallelsamfund, der er helt afkoblet fra, hvad vi andre kan holde ud at se på,« siger radiovært på P1 Bagklog, Esben Kjær. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad er din største kulturoplevelse for nylig?

»Tidligere på året blev jeg helt bogstaveligt blæst bagover af en koncert med Danmarks Radios Big Band, der spillede musik arrangeret af den amerikanske blæserarrangørgud Jerry Hey. Han har arrangeret horn på stort set alt, hvad jeg nogensinde har danset til. Som jazzentusiast knuselsker jeg i forvejen DRs Big Bands kirurgisk skarpe blæsersektion, som er blandt verdens bedste. At høre bigbandets jazzede fortolkning af nogle af de mest groovy og bedst arrangerede danseklassikere var øl, fest og hornmusik. Koncerten findes i øvrigt i DR Lyd, under programmet »Fonk! Det er lørdag« fra 29.1.«

Hvad er din værste kulturoplevelse?

»Da jeg arbejdede som Berlingskes korrespondent i New York afholdt det danske udenrigsministerium et kulturopstød der, kaldet ‘Danish Wave’, hvor man på skatteydernes regning fløj en masse prominente danske kunstnere til New York for at optræde. Newyorkerne opdagede aldrig dette lille skvulp. Men som journalist blev jeg inviteret til den del af det – herunder en forestilling med det minimalistiske performanceteater Hotel Pro Forma, der åbenbart er vældig anerkendte. Ensemblet brugte hele forestillingen på at krabbe sig over i det ene hjørne af scenen, slå en prut – og så tilbage igen. Det eneste, der kunne konkurrere med min irritation over dette monumentale tidsspilde, var en stadig mere overvældende trang til en lur. Jeg endte med at forlade teatret frisk og veludhvilet.«

Er du nogensinde gået i pausen i forbindelse med en film eller forestilling eller læst slutningen på en bog først?

»Jeg burde været skredet fra førnævnte Hotel Pro Forma-forestilling og gået på bar. Men måske er mit sovehjerte for godt. Jeg sov også til det meste af Jane Champions film »The Piano«, fordi jeg ikke kan snuppe kvinder (eller andre), der dyrker offerrollen. I dag er jeg nok bedre til at vælge kulturoplevelser, der holder mig vågen.«

Er der særlige ting, man bare ikke gøre i dansk kulturliv, eller nogle særlige uskrevne regler, du har oplevet at slå dig på?

»Restauranter er jo også kultur. Her skal man som mand endelig ikke trække stolen ud for en kvinde. Det bliver akavet – enten står hun og hiver i den anden ende af stolen, fordi hun kan selv, eller hun glor på én, som om man er mærkelig. Eller også bliver hun helt forfjamsket. Jeg hører fra tid til anden kvinder klage over, at danske mænd er ugalante, og det er sikkert rigtigt. Men der skal to til galanteri, og danske kvinder er nogenlunde lige så håbløse som danske mænd. Vi fortjener hinanden i al vores Klods-Hanske mangel på stil.«

Er der en særlig kunstart, der siger dig absolut ingenting?

»Jeg vil hellere pege på en kunstart, der helt systematisk fylder mig med væmmelse: moderne arkitektur. Vor tids arkitekter lever i et æstetisk forskruet parallelsamfund, der er helt afkoblet fra, hvad vi andre kan holde ud at se på. Sammen med grådige udviklere og bovlamme byplanlæggere har deres åndløse legoklodsarkitektur totalsmadret den ene bydel efter den anden med golde urbane månelandskaber ad libitum (Ørestaden, Kalvebod Brygge, Nordhavn, Aarhus Ø – fortsæt selv …). Og fordi vi andre er tvunget til for altid at skulle se på disse endeløse serier af øjebæer i episk skala, er der tale om æstetiske og visuelle overgreb på en hel befolkning. Arkitekter sidder fast i en forældet modernistisk æstetik, som næsten ingen andre kan lide. Og ingen stopper dem. Hvorfor har intet parti en arkitekturpolitik? Arkitekters og developeres visuelle forurening af det offentlige rum burde være reguleret lige så strengt som kulkraft og den kemiske industri.«

Hvem er den mest undervurderede kunstner?

»Det er nok at stramme den at kalde Sovjets klassiske komponist Shostakovich for undervurderet. Men jeg synes, han fortjener mere opmærksomhed for at have lavet noget af det vildeste klassiske musik. Og når man ved, hvordan han hele tiden skulle holde balancen i forhold til Sovjets politiske top, der jævnligt angreb ham og hans levebrød for ikke at være arbejderklassevenlig nok, bliver præstationen endnu vildere. Hans brutale 11. symfoni ER helt klart undervurderet, for den spilles meget sjældent – heldigvis tog DR SymfoniOrkestret den op for et års tid siden. Det var en kæmpe oplevelse at høre, også at se den i en koncertsal – jeg vidste ikke, at gongonger kom i så store størrelser …«

Bob Dylan er voldsomt overvurderet og synger som en gammel ged, mener Esben Kjær. Koncertfoto af Bob Dylan fra 1975. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vince Maggiora.

Hvad er det mest overvurderede kunstværk?

»Alt hvad Bob Dylan har lavet. Rent musikalsk er han mig inderligt ligegyldig, og han synger som en gammel ged (i et indslag i »Bagklog« lagde vi engang lyden af en rigtig ged ind over en Dylan-sang – og man kunne helt bogstaveligt talt ikke høre, hvor Bob endte, og hvor geden begyndte). Ja, ja, han skriver nogle fine tekster (Bob, ikke geden.) – men når han nu ikke kan synge, kunne han så ikke udgive digtsamlinger i stedet?«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg …

» … spørge mig selv om, hvorfor det er årtier siden, at vi sidst havde en kulturminister, der ville noget med embedet og rent faktisk brændte igennem. Eller også ville jeg bare sætte »Absolute Music 2« på og gøre så lidt som muligt, mens jeg ventede på at blive forfremmet til et ministerembede, som ikke er i bunden af fødekæden.«

Hvad er den største myte eller løgn, vi fortæller andre om vores kulturliv?

»At det er særligt dansk. Jeg tror, at SAS havde fat i noget med den dér udskældte reklame »What is truly Scandinavian?«, hvor pointen var, at vi havde hentet rugbrød og alt andet dansk i udlandet – og gjort det til vores eget. Det er ingen skam. Under mine år i USA så jeg, hvordan amerikanerne igen og igen dygtigt og fordomsfrit inkorporerede, blandede og forbedrede den kultur, der kom immigrerende til dem udefra. Den førnævnte cocktailtradition, for eksempel: For over hundrede år siden medbragte immigranterne hver især deres hjemlands vemodige sprit. Så blandede de det hele sammen – og skabte en fantastisk ny ting: cocktailen – som underligt nok først kom til Danmark på et ordentligt niveau for et årti siden. I dag laver danske bartendere gastronomiske kreationer, der inkorporerer danske urter og snaps – som sikkert også kommer et andet sted fra … De fleste gode ideer – i kultur og andre steder – opstår, når man kombinerer kendte elementer og får noget nyt ud af det. Kultur er – i alle ordets betydninger – en cocktail. Skål.«