Erling Jepsen: Jeg er blevet mere og mere afhængig af ro

Forfatter Erling Jepsen er aktuel med romanen »Den sønderjyske farm«. Han får ny energi af at stå i blæsevejret på sin altan.

Altanen: Jeg kan virkelig godt lide at stå ude i blæst og blive gennemrusket. Det er ikke et sted jeg sidder og soler mig, men går ud for at blive gennemrusket og mindes Jylland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Line Kallmayer

Jeg vil gerne opleve
Henning Jensen inde på Det Kongelige Teater i den monolog, som han lige har haft premiere med. Thomas Bernhard, der har skrevet den, er en af mine yndlingsforfattere, og Henning Jensen er en af mine yndlingsskuespillere. Den glæder jeg mig virkelig til at se.

Jeg vil gerne høre
Jeg har hørt meget klassisk musik og spillet tværfløjte, men jeg er blevet mere og mere afhængig af ro og stilhed. Jeg kan godt lide Johann Sebastian Bach. Han suger ikke opmærksomhed. Mozart er mere iørefaldende, men så kan jeg sgu ikke vaske op og stryge skjorter.

Jeg vil gerne læse
Dickens. Min kæreste har læst halvdelen af David Copperfield op, men nu gider hun ikke mere, så jeg må selv læse den færdig. Det er ikke helt så godt, men det gør jeg så. Jeg er vild med Dickens. Det er så kulørt, og der er så mange scener.

Jeg vil gerne møde
Muhammed Ali. Han kæmpede uden parader, og når så ingen regnede med det, slog han til. Det er også det, jeg prøver. Jeg blotter ret meget af mig selv, og når folk mindst venter det, får de den lige i synet. Men han er ikke så interesseret i mig, som jeg havde håbet.

Jeg træner
noget yoga. Der er nogle øvelser, jeg godt kan lide. Passive strækøvelser, hvor tyngdekraften gør arbejdet for en. Efter ti minutter er man blevet strakt helt ud, og det er rart, når man skriver og spænder meget. Det er noget, jeg kan bruge.

Det næste jeg køber
er den nye roman om Søren Kierkegaard. Og måske en ny mobiltelefon. Min datter har en telefon, der kan alt, og jeg har en, der ikke kan andet end at ringe. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af sådan en iPhone, men jeg burde måske blive opdateret lidt.

Min kæreste ejendel er
Min bogreol. Den er blevet særlig spændende nu, hvor jeg er flyttet sammen med min nye kæreste, som er uddannet boghandler, og som har fyldt den op med sine egne bøger. Nu står der bøger, jeg slet ikke kender, og gnubber sig op af de bøger, jeg har læst flere gange.

Min største last
Er ikke at kunne sige nej til bestillingsarbejde. Jeg nåede ikke at få en uddannelse, fordi jeg bare var så taknemmelig for at få arbejde. Det behøver jeg ikke mere, men jeg kommer stadig til at sige ja, fordi jeg gerne vil gøre folk glade. Jeg vil gerne lære at sige »det er ikke mit problem.«

Det bedste råd
Jeg har fået, var: »alle du møder på din vej, er mindst lige så forfængelige som dig selv«. Det har jeg læst i en eller anden bog og fik et chok og tænkte: det kan da ikke passe. Så forfængelige er folk da ikke! Men det er de, og det skal man huske. Så sårer man ikke andre.

Det menneske, der har gjort størst indtryk er

min datter Olivia på 14 år. Det kom bag på mig, at jeg blev far. Hun er anderledes end mig, og hun har lært mig en masse ting. Hun lader sig ikke gå på af nederlag. Jeg tager selv ting meget personligt, men hun hviler i sig selv og er meget lidt neurotisk.

Jeg vil aldrig
Kaste mig i grams for unge kvinder, ligegyldigt hvor godt de ser ud, eller hvor fristende det er. Det har jeg gjort for meget, og nu må det være nok. Jeg har min kæreste, og de andre skal holde sig fra min dør. Jeg er 56 år nu og færdig med pige-sjov.

Blå bog:

* Dansk dramatiker og forfatter.

* Født i 1956.

* Fra Gram i Sønderjylland.

* Fik sit folkelige gennembrud med romanen »Kunsten at græde i kor« i 2002.

* Aktuel med romanen »Den sønderjyske farm«.