Erik Clausen: »Jeg har skabt en ny dagsorden, som hedder Clausen.«

Bliv klogere på gadedrengen, gøgleren og manden fortalt med afsæt i fem af hans film.

Erik Clausen - skuespiller, filminstruktør, debattør og manuskriptforfatter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

TV: Erik Clausen: »Vi skal tænke fuldstændig frit«

LEDSAGET UDGANG (2007)
John sidder fængslet for småkriminalitet, og er en rigtig gadedreng fra Vesterbro. Hans søn skal giftes, derfor har John fået bevilget ledsaget udgang, hvor han skal følges med fængselsbetjenten, Bo. 

»Skål og velkommen til vores internationale Hollywood-studie,« siger Erik Clausen, hvorefter vores glas mødes.

Vi er på Vesterbro, hvor Erik Clausen har boet de sidste ti år. Oven på studiet har han og hustruen, Pernille, deres lejlighed. Selvom han har styr på kone, bolig og karriere, bor der stadig en gadedreng i den 72-årige multikunstner.

»En gadedreng er jo en attitude. Jeg vil sige det på den måde, at vi kan alle sammen hive noget op af hatten. Og hvis der er noget ballade i en filmproduktion, så kan jeg hive drengen fra Sydhavnen op af hatten. Og så skal de kraftedeme bare se at komme i gang og opføre sig ordentligt. Og så skal de sætte pris på det privilegium, det er at lave film. Og så putter jeg ham ned igen og går rundt med min kulturradikale attitude. Jo, der er nok meget gadedreng i mig stadigvæk. Det er der,« konkluderer han.

Gadedrengen er født i 1942 på Vesterbro og vokset op i Sydhavnen. Men byen, som han elsker så højt, er under udvikling, ikke nødvendigvis til noget dårligere, blot til noget andet. Især Istedgade.

»Til pænheden med den indbyggede kedsommelighed, en livsstil med livrem og seler, man spiller med sikre kort, siger de rigtige ting, bager de rigtige klidboller til sine ønskebørn og så videre.«

En skærende kontrast til det, han oprindeligt kommer fra.

»Hvis du tager mit skolebillede, det er sort/hvid, der er ikke mange af os, der er ønsket. Jeg har skrevet en sang, som Kim (Larsen, red.) synger, »det var godt, at vi blev født, før aborten den blev fri«. For ellers havde mit klassebillede været halvtomt, hverken Kim eller jeg havde været her. Og på billedet, der står vi med sådan et lurende blik, som om vi havde stjålet noget. Og ved du hvad? Det havde vi også. Vi stjal med arme og ben, fra grønthandleren, fra haverne, alle mulige ting. Og vi er grimt klippet og grimme i tøjet. Min datters skolebillede er i farver. De er ønskebørn. De har smukkere tænder, en rankere holdning, de har ikke det der vigende blik.«

Erik Clausen voksede op i en toværelses lejlighed med sin mor og bror. Han var det, man kalder et forsoningsbarn.

 

»Der var knas i den derhjemme,« fortæller han og tilføjer, at der er to versioner af hans barndom. Den, hvor du griner og den, hvor du græder.

 

Han hilste første gang på sin far som 15-årig. Han var en hård banan, børnehjemsbarn uden tradition for familieliv.

»Han bedømte folk på, hvor gode de var til at arbejde og sagde: »din fagforeningsbog er vigtigere end Bibelen«. Det synes jeg nok er en udmelding, som LO kunne have brugt i dag. Men jeg har ikke nogen bitterhed i forhold til ham. Og jeg opdagede senere, hvorfor jeg ikke fik noget julekort. Han kunne næsten ikke skrive, han havde kun gået tre år i skole, jo. Han var en flot fyr, det var han. Det der med damerne, det gik rigtig godt,« griner Erik Clausen.

 

Men barndommen var også fyldt med grin og spilopper. Erik Clausen røg med ind under »genistregen« velfærdssamfundet, som resulterede i nye skoler og fritidshjem, hvor han lærte at bruge hænderne. Og feriekolonier, som han kom med på næsten hver gang.

 

Men han kendte også til ensomheden og følelsen af at være isoleret. Mangel på intellektuel og kunstnerisk stimulation.

»Jeg tror, jeg var 16 år, før jeg så et godt maleri. Jeg tror, jeg var 16 år, da jeg første gang så en god film. Det var de italienske neorealistiske film, som var en åbenbaring for mig. Og da jeg så de der malerier – det var ligesom om, jeg fik et chok. Så begyndte jeg straks selv at male og besluttede at gå i lære som maler. Ligeså snart jeg var udlært, rejste jeg hele Europa rundt og så på malerier. Jeg blev så betaget, at jeg nogle gange ligefrem blev erotisk ophidset. Det er jo lidt upraktisk på et pænt museum – og i øvrigt var jeg alene.«

Det er især paradokset omkring frihedsbegrebet, Erik Clausen kan relatere til ved filmen Ledsaget udgang. Nogle er født til formue og magt, han er vokset op uden nogen af delene.

»Jeg er gået ud af 8. klasse, er uddannet maler. Det giver fuldstændig total frihed at være håndværker. Jeg kan anbefale det. Jeg var prædestineret ved at vokse op i en toværelses lejlighed med en enlig mor, og det højeste vi kunne opnå var en læreplads, og så skulle vi ellers knokle røven ud af bukserne. Det lykkedes mig – friheden flyver, og det lykkedes mig at lette – og du sidder over for en meget fri mand. Og jeg tager risikoen ved at være fri på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal i overmorgen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal leve af efter sommerferien. Sådan er det.«

CIRKUS CASABLANCA (1981)
Vi følger de omrejsende gøglere Charles og Ib Sylvester og deres problemer med job, penge og damer. De har svært ved at indse, at gøglere af deres type er en uddøende race.

Man må godt kalde Erik Clausen for en gøgler. Siger han. Gøgleriet startede som en protest mod finkulturen i 1969, hvor han sammen med Leif Sylvester Petersen lavede omrejsende maleriudstillinger. Senere udviklede det sig til gadeteater.

»Ærede publikum. Kom nærmere. De skal nu se...vi har nu fornøjelsen af at præsentere Drengen fra Stenbroen. En dreng, der kan stikke søm ind i næsen, fordi hans hjerne er fuldstændig udhulet af forurenet luft,« siger Erik Clausen med en højere og dybere stemme og med armene strakt ud til hver sin side.

Det var attraktionernes teater. Og så improviserede de stort set det hele. De mente, at det var borgerligt at øve sig, så den del sprang de over.

»Vi var på gaden, fordi vi kaldte det kampen om gadebilledet. Vi lavede også facademalerier. Kunsten er ligesom en pauseklovn. Du stiller den midt inde i en park eller foran et forsikringsselskab. Jeg mener, at den skal være ligeså tæt på som så meget andet. Byen som legeplads. Det var fantastisk at se VM i cykelløb, hvor de kom kørende ned ad H.C. Andersens Boulevard. Ellers er det biler og trafikken, der dominerer det hele. Og en dag kom de kørende flere hundrede på rulleskøjter ned gennem Istedgade. Gaderne har deres egen poesi.«

Gøgleren har humor, og i 2013 lavede han et stand-up show – »Fra den ene hjernehalvdel til den anden«. Men hvor kommer den sjove Clausen fra?

»Den tror jeg nok i høj grad kommer fra min mor. Hendes humor var jo tit ufrivillig. Hun blev blind på det ene øje af stær, og jeg kørte hende til lægen engang imellem. Og en dag vi kørte i bilen, sagde hun til mig, »ved du hvad? At det er sygdom, jeg blev blind af, det tror jeg ikke på. Jeg har aldrig været syg. Jeg blev blind på det ene øje af at græde så meget over jer drenge. Og nu håber jeg, at I opfører jer ordentligt, så jeg ikke også bliver blind på det andet øje«.«

Men hvad vil det i praksis sige at have en humoristisk tilgang til tilværelsen?

»Jeg går ikke rundt og griner hele tiden, men jeg synes fandeme... jeg kan godt finde på at se Deadline, hvor der sidder fire blege akademikere og diskuterer noget, de ikke har forstand på, og så kigge på dem med gøglerens øjne. Så er de ikke alene komiske, de er latterlige. Det er dem, der er narren, ikke mig. Jeg synes, vejrudsigten er morsom, fordi de taler om vejret, som om jorden går under. Og det er ikke andet end vejret, tag det roligt.«

Er der grænser for humor?

»Humor er en måde at kommunikere på, hvor du har afvæbnet dig selv. Grænsen er, at der ingen grænser er. Og når man fik problemer med Muhammed-tegningerne i sin tid, var det primært fordi, det var dårlige tegninger. Jeg har set film fra både Iran og Irak, der er humoristiske og selvironiske. Det handler i høj grad om den kunstneriske udførelse. Nogle kan få en eller anden vanvittig sang til at svinge. Det er jo fantastisk. Og pludselig svinger det mellem mennesker, og man kender dårligt nok hinanden. Det, kunsten lærer os, er, at hvis man vil være med til at opleve svingninger, kunst og magi, er man nødt til at åbne for sine egne svingninger og sin egen magi.«

Vendepunktet i hans eget liv blev hans to børn, som han fik i 30-40-års alderen.

»Jeg er blevet et meget åbent menneske – jeg kan næsten høre græsset gro. Og hvis jeg ikke havde hørt så meget rockmusik, så ville jeg også kunne høre fuglene synge. Men på det kunstneriske punkt synes jeg, at jeg har udviklet mig til at blive et meget privilegeret menneske, der har mulighed for at udtrykke sig igennem mange forskellige ting. Mine to børn har bidraget meget til at berige mit liv. Jeg tror, jeg har lært mere af dem, end de har lært af mig.«

 

 

FRIHED PÅ PRØVE (2010)
Efterfølgeren til Ledsaget udgang, hvor John bliver løsladt på prøve. Han tager til Jylland, hvor han vil hjælpe sin søn, der står i lort til halsen. Men uanset hvad det gælder, så kommer tingene ikke altid så let til John. 

Da filmen havde premiere, udtalte Erik Clausen i et interview, at mindreværd var hans drivkraft. Men han har lært »at tage sine svagheder til indtægt«, som han siger. I stedet for at undskylde dem, bruger han dem aktivt. Det er »Klodshans-strategien«.

»Klodshans optrådte med ikke at kunne noget. Han fik prinsessen. Det moderne Danmark er et meget kontrolleret samfund gennem de krav, der bliver stillet til uddannelse, til sundhed – du skal løbe, du skal det ene og det andet. Det er et meget, meget striks Danmark, vi har i dag. Og en stor del af de psykologiske mekanismer er at få folk til at føle sig forkerte. Og så gør jeg det, og vender det om og viser, at den dumme måske ikke er så dum, og at den kloge måske ikke er så klog.«

Hellere ægte storhedsvanvid end falsk beskedenhed synes at være et slogan for Erik Clausen. Han mener selv, at han er et eksempel på, at bestemte samfundsgrupper ikke har megen kulturel selvtillid.

»Det er en gruppe af mennesker, som har social selvtillid. De er gode til deres arbejde. De er gode til børn. Men de har ikke særlig megen kulturel selvtillid. Og det præger i høj grad medierne, som ekskluderer disse mennesker. Hvis så man vil ind i deres verden, så kan man gøre to ting. Man kan vælge at blive en dresseret puddelhund og lære at tale ligesom dem, men man bliver aldrig accepteret. Eller også kan man skabe en ny dagsorden. Jeg har skabt en ny dagsorden, som hedder Clausen.«

14 film har han lavet indtil videre, og det lader ikke til, at han har tænkt sig at stoppe lige foreløbig. Han vil blandt andet gerne nå at skrive en bog, der både er vred, vital, sanselig, humoristisk, erotisk og poetisk. Og så skal han også lige lære at skrive på maskine først. Lige nu skriver han alt i hånden.

»Men som kunstner kan du ikke få det hele. Du kan ikke få både elitens beundring og folkets kærlighed. Derfor skal du vælge. Hvis du har folkets kærlighed, så vil eliten ikke røre ved det, så er det banalt, populært – de vil have det for sig selv. Det er en, jeg selv har fundet på, den der – du må gerne få den.«

 

At bruge sit mindreværd som drivkraft er efterhånden blevet en strategi for Erik Clausen. For mindreværd er ikke noget, man skal lade sig begrænse af, mener han.

 

»Altså her har du dit liv, og du har mulighed for at udvikle dig hver dag hele livet igennem. Men der er nogle, som på masochistisk vis vælger nederlaget. Det bliver en livsstil at være forurettet, at føle sig svigtet. Du må se at komme væk fra den. Det er et spind, der ligesom fanger én. Der er folk, som er meget medtaget, der vil synes, at det er nemt for mig at sige, men jeg siger det alligevel. Der er mange muligheder for at udvikle sig hele livet. Det er der.«

Erik Clausen har været med til at lave gadedrengekunsten, de autentiske film, skrive sange, som folk stadig synger. »Mormors kolonihavehus« for eksempel. Udover sine egne bedrifter, glæder han sig over, at andre kulturentusiaster end DR2s Smagsdommerne har noget at fortælle.

»Det er en berigelse, at vi nu ser graffitimalerne, rappen. Der kommer hele tiden nye udtryksformer, der kommer hele tiden nye ting, som overhaler eliten, der med stor selvtillid har taget retten til og opfattelsen af den pæne smag. Du har et dybt latterligt program, der hedder Smagsdommerne, hvor de har bombet tv tilbage til 50erne og taler på den der lukkede, indforståede, snobbede måde om kunst og kultur. Så kør rundt i byen og se graffitimalerne, gå ud og hør rapperne.«

 

SLIP HESTENE LØS (2000)
Bent A. arver tre vise leveregler fra sin afdøde far. 1. Slip hestene løs - og lad vognen stå. 2. Os med fanden i hælene er gode til at få røven med os. 3. Af alle livets tilbud er kvinden den bedste.

Men er det leveregler, Erik Clausen selv lever efter?

»Jeg er meget tæt på at leve efter dem. Det er meget mine egne oplevelser, jeg fletter ind i nogle ting, og tanker, lyster og drømme.«

I forlængelse af filmen fik han kritik for den sidste regel, hvor han omtaler kvinder som tilbud. Og det skal selvfølgelig medregnes, at de er opdigtet til filmen, og i dag ville han da også omskrive det råd en smule, fortæller han.

»Man kunne i virkeligheden have skrevet kærlighed i stedet. Kvinder symboliserer kærlighed. Men det er ikke helt uproblematisk, for hvis jeg udtrykker kærlighed over for en kvindelig kollega, så tror hun, den er personlig. Ligesom du godt kan føle en meget stor kærlighed, når du er sammen med børn – alene via deres tilstedeværelse. Men hvis du så siger til damen i bussen, »jeg elsker dine børn«, så får du en på siden af hovedet, ikk? Men den står jeg sgu inde for, selvom det er noget vrøvl. Jeg mener nok, at af alle livets tilbud er kærligheden det største.«

Kvinder er en stor inspirationskilde for Erik Clausen. I hans lejlighed hænger flere af hans billeder, som i høj grad er inspireret af kvinder.

»Jeg mener alvorligt, at en stor del af den mandedominans, vi kender – fra politik til store kapitalistiske selskaber, der ligger uden for demokratiet til Hells Angels til mandehørm og så videre – er usund. Der kommer nogle urinstinkter op i os, konspirationer, territorium-afpisning, pral af penge eller hvad ved jeg.«

Som ung arbejdede Erik Clausen på byggepladser, hvor der kun var mænd. Han kørte cykelløb, hvor der kun var mænd. Så blev han indkaldt til militæret, der var kun mænd.

»Jeg var ved at blive vanvittig. Alene lyden og lugten. Jeg var indkaldt på Bornholm, og om søndagen gik jeg ned på det lokale konditori sammen med min kammerat, bare for at sidde mellem nogle damer, der spiste lagkage. Og indsnuse nogle feminine vibrationer.«

For Erik Clausen er manden og kvinden ligesom yin og yang. Man er ikke et helt menneske alene, men sammen giver det en helhed.

»Men ikke nødvendigvis som gift eller kærester – lige nu er vi et helt menneske, når vi sidder os to, selvom vi dårligt nok kender hinanden. Vi mænd vil gerne beundres af kvinderne, derfor er kvindernes tilstedeværelse en inspiration til, at vi udfører det ypperste. Er der derimod en mand til stede, så vil vi selv forsøge at gøre det lette arbejde, og få ham til at gøre det hårdeste.«

 

Erik Clausen og Pernille har været sammen i 45 år. Hun er også kunstner, så de har aldrig haft faste indtægter, derfor har de levet socialt usikkert, men det er aldrig noget, der har generet dem. Men Erik Clausen bestiller også noget. Og det hænger muligvis sammen med råd nummer to.

 

»Os, der ikke rigtig er ønsket, er født med fanden i hælene. Vi kan edermame komme af sted. Vi kan arbejde, vi kan løbe, vi kan grine, vi kan lyve, vi er ikke bange for hverken politiet, svigermor eller Thorning-Schmidt.«

MENNESKER BLIVER SPIST (2015)
Herluf er en pligtopfyldende mand, far og mekaniker, der i mange år har været lykkeligt gift med Ingelise. Deres ægteskab er blevet lidt for meget rutine, og Herluf er begyndt at glemme ting, og en dag melder han en bil klar på værkstedet uden at bremserne virker.

 

»Det er ikke sjovt at blive ældre, det giver sig selv, men du kan ligeså godt forsøge at nyde det. En dag var der en kammerat, der sagde, »på et tidspunkt bliver din fortid større end din fremtid«. Det er en kedelig proportion, som jeg ikke bryder mig om. Og hvis du samtidig begynder at tale i datid – dengang vi var på Mallorca, dengang jeg var gift med Yrsa, dengang jeg vandt et cykelløb i Hvidovre, så er du færdig. Det er grammatikken, der holder dig oppe ved, at du siger »nu« og »i morgen«.«

Erik Clausen vil tænke i fremtid, selvom han måske en dag går med rollator. Han vil ikke anerkende den traditionelle måde at blive gammel på. Han vil leve som om, der er masser af tid.

Kroppen forfalder langsomt. Og det skal man så vidt muligt forsøge at ignorere, men det er ikke altid, det kan lade sig gøre.

»Vi er nogle cykelkammerater, der cykler på vores racercykler i vores cykeltøj, og vi føler os jo som Tour de France ryttere. Så er der Gud hjælpe mig en, der har taget et foto. Så ser man sådan en lille hvidhåret mand, der er helt mørkerød i hovedet med nogle tynde hvide ben. Så er man sgu nødt til at have humoristisk sans. Her føler jeg mig pludselig som en elegant rytter, ikk?«

Og så vil man ikke gå til lægen. Især mænd. Det bliver også behandlet i Erik Clausens nye film, og det er da også noget, han kan genkende fra sig selv. Det er ventetiden på at få svar. Men også den skrækindustri, der bliver formidlet fra mange sider.

»Især når man behandler psykiske og fysiske problemer, skriver man det i en tone, som om det var djævlens værk. Jeg mener godt, at man journalistisk kunne behandle det mere diskret. Det vil jeg mene. Mere kultiveret. Det er meget voldsomt. Og mange uskyldige mennesker, de bliver skrækslagne, altså. De tør hverken spise det ene eller det andet. Så må de ikke spise kylling, så må de ikke spise kartofler, og til sidst, hvad sker der? Så må man ikke gå ud i regnvejr, så må man ikke ryge, så må man ikke det ene og det andet.

Jeg ved godt, det er usundt at ryge, men altså man kan jo nøjes med at ryge en to-tre cigaretter, som jeg gør, det kan sgu da ikke være så galt. Jeg kan da også godt lide en øl, men jeg drikker ikke 60 bajere, vel?« siger Erik Clausen og konkluderer efterfølgende, at friheden ikke bliver større i takt med, at man bliver ældre. Rutinen tager over.

»Man bliver spundet ind i vanens bånd, og ens lyst til at rejse til Thailand eller USA er mindre, man vil egentlig hellere til Bornholm, for der var man på feriekoloni som dreng. Jeg har siddet på filmfestivaler, til pressemøder og grebet mig selv i at savne at komme op på landet og hugge brænde. Men der er jo sket det, at livet er forlænget. Da min mormor var 50-55 år, var hun en olding. Min kone er over 60, og hun ser skidegodt ud. Der er sket en masse i forhold til, hvad man kan. Jeg har haft et anstrengende job med at lave en spillefilm, og foreløbig sidder jeg oprejst. Der sker en berigelse. Vi forlænger livet.«