Er du en af de tre typer sofakartofler?

Der er nogle mennesker, der simpelthen ikke kan slæbe sig op af sofaen og komme i gang med motionen. To forskere fra Københavns Universitet har undersøgt fænomenet og fundet ud af, at der findes tre slags sofakartofler. Se dem her...

Foto: Colourbox

Er løbeskoene kravlet ind bagest i skabet, eksisterer motionscentret kun som et dyrt ord på opgørelsen fra betalingsservice og er sofaens magnetfelt noget nær ubrydeligt? Så velkommen i klubben af sofakartofler, der aldrig får taget sig sammen til at dyrke motion, heller ikke selv om de måske inderst inde gerne ville. Men fysisk inaktivitet behøver ikke at være en permanent tilstand, det er bare et spørgsmål om at finde den rette motivation, siger lektor ved Københavns Universitets Institut for Idræt, Laila Ottesen.

Hun har på vegne af Sundheds- og Indenrigsministeriet sammen med adjunkt Ole Skjerk og analyseinstituttet Epinion udarbejdet den første større danske analyse af de inaktive for at finde ud af, hvorfor de ikke dyrker motion og hvordan man kan motivere dem til at gøre det.

»Man kunne måske tro, at de inaktive udgjorde en samlet grå masse, men vi fandt tre markante grupper, som har vidt forskellige erfaringer og forudsætninger og som derfor skal motiveres på vidt forskellige måder,« siger Laila Ottesen om undersøgelsen fra 2006, som hun forleden fremlagde under den første forelæsning i en formidlingsrække på Institut for Idræt med titlen: »Gå i gang Danmark - hvorfor er det vigtigt at få gang i danskerne og hvordan kan vi få flere til at blive fysisk aktive«.

Forskerne fandt, at de 522 deltagere i interviewunderøgelsen kunne deles op i følgende tre grupper: De tidligere aktive, de ophængte og de motionsfremmede.

»Grupperne er meget forskellige fra hinanden, når det drejer sig om deres erfaringer med motion og deres kropsbevidsthed,« siger Laila Ottesen, der nævner de inaktives store blufærdighed som en af de store overraskelser ved undersøgelsen: »To tredjedele af de inaktive var meget blufærdige, både i forhold til at klæde om og tage bad, men også i forhold til at blive set af andre, mens de dyrker sport,« siger hun.

En anden overraskelse var, hvor meget barndommens gymnastiktimer og sportsudøvelse havde betydet for undersøgelsens deltagere:

»Det er markant, så meget folks tidlige erfaringer betyder for deres aktivitetsniveau senere i livet. Hvis man en gang har følt sig som en klumpedumpe i skolen, hænger det ved resten af livet og det giver en stor risiko for, at folk fravælger motionen af den grund,« siger hun.

Den tidligere aktive

Signalement: Findes indenfor alle aldersgrupper. Har i barndom og ungdom dyrket nogen eller meget sport, måske endda på eliteniveau. Har typisk dyrket en holdsport som fodbold eller håndbold og værdsætter især det sociale i sporten. Har været inaktive de sidste fem til 15 år, ikke som et bevidst valg, men som et resultat af de forandringer, vi går igennem i livet: uddannelse, nyt job eller etablering af et familieliv.

Fordele: Har tidligere dyrket meget sport, har haft succesoplevelser med sporten og er derfor let at motivere til at genoptage sport. Lider ikke af blufærdighed, hverken kropsligt eller i forhold til at dyrke sport sammen med andre eller at blive set af andre, mens man dyrker sport.

Barrierer: Har svært ved at finde tid til at dyrke en holdsport og døjer måske med en skavank eller en gammel skade.

Skal gå efter: Sport i sociale sammenhænge og gerne sport med en instruktør. Hvis det ikke er muligt at gå på et old-boyshold, så kan en løs aftale med et par fodboldinteresserede hver lørdag på den lokale fodboldbane være en mulighed. Er ikke en oplagt løber, men kan evt. finde glæde i løb sammen med andre. Hertil kommer for eksempel squash, tennis og badminton. Hvis den tidligere aktive skal lokkes i fitnesscenter, kunne det være til en spinningtime, hvor der er korpsånd og en sjov instruktør, der kan skabe en god stemning.

»Efter at jeg har født og taget på, har jeg simpelthen ikke lyst til at vise mig i en badedragt. Og svømning er ellers det eneste, jeg har gået til som barn.«

Overvægtig kvinde i 30erne

»Når jeg har været i et center, så føler jeg bare, at folk kan se på mig, at jeg ikke har været der så tit.«

Kvinde i 20erne

»Jeg har egentlig altid dyrket meget sport som ung, men så skete der et eller andet i midten af 30erne. I takt med, at jeg er kommet i dårligere og dårligere form og er blevet større og større, har jeg mindre og mindre kunnet tage mig sammen til at lave noget.«

Den ophængte

Signalement: Typisk i alderen 30 til 45 år, med mindre børn. Har tidligere været aktiv, men har vanskeligt ved at forene forældrerollen med motionen. Mødrene har dårlig samvittighed overfor børnene, og fædrene får dårlig samvittighed overfor deres koner, hvis de bruger tid på motion.

Fordele: Har tidligere dyrket sport uden dog at være på eliteniveau og har lysten til at genoptage det.

Barrierer: Tiden, beliggenheden og blufærdigheden. Den ophængte er lidt blufærdig når han/hun dyrker sport og vil ikke bryde sig om at motionere ude i det fri eller i en træningssal med vinduer, hvor alle kan kigge ind.

Skal gå efter: Sportstilbud tæt på hjem eller arbejde, gerne mor-barn-gymnastik eller fitnesscentre, hvor der er børneaktiviteter eller-pasning. På grund af blufærdigheden er det bedst med et motionstilbud, hvor startniveauet er relativt lavt og hvor det ikke kræver mange færdigheder at følge med. Undersøgelsens resultater har vist, at den ophængte kvinde gerne vil dyrke motion sammen med børnene, mens den ophængte mand foretrækker sit eget eller andre mænds selskab, når der skal motioneres.

Den ophængte skal på grund af tidspresset desuden forsøge at få motionen ind i dagligdagen ved at cykle og gå, når det er muligt.

»Det er lige som om, at når man bliver mor, så bliver ens behov ligesom sat i anden række.«

Familiemor i 30erne

»Der er meget få sportsgrene, der er fleksible og det er ofte de sportsgrene, der er sjove. Når man siger: »Jeg kan ikke i næste uge.« .. Det kan man bare ikke.«

Familiefar

»Altså, jeg bruger nogle gange en cykeltur som en form for omsorg for mig selv.«

Overvægtig kvinde i 40erne.

 

Den motionsfremmede

Signalement: Findes i alle aldersgrupper fra 18 år og opefter. Har enten slet ingen eller også rigtigt dårlige erfaringer med sport og motion fra barndommen. Klassens klumpedumpe. Er vant til at være dårlig til sport, blev altid valgt sidst i skolen og var altid den, der stod tilbage, når holdene skulle sættes. Har taget afstand fra motion og sport lige siden og har i nogle tilfælde helt afskrevet det. Har ikke den store erfaring med at bevæge sig og er derfor bange for at blive udmattet. Føler på grund af den ringe kondition stort ubehag, når han/hun anstrenger sig fysisk. Er derfor ofte ligegyldig eller ligefrem skeptisk overfor de officielle motionsanbefalinger.

Fordele: Vil kunne forbedre helbredstilstand og kondition væsentligt ved at dyrke motion.

Barrierer: Har aldrig motioneret eller dyrket sport før og skal derfor overskride en markant grænse ved at gøre det.

Skal gå efter: Vil formentlig ikke tage initiativet selv, skal ofte motiveres af andre, for eksempel via arbejdspladsen eller den lokale gymnastikforening. Har brug for vejledning og støtte. Har det bedst på mindre begynderhold, gerne alders- og kønsopdelte, i afsondrede omgivelser, hvor andre ikke kan kigge på. Er meget blufærdig og vil befinde sig bedst ved en sportsgren, der ikke kræver tætsiddende tøj, for eksempel stavgang eller gang. Bør ikke begynde på fysisk meget krævende motion, men kan for eksempel starte med lettere gymnastikhold, der inkluderer afspænding og lignende.

»Man føler måske ikke, man hører til, fordi man ikke er lige så god som de andre.«

Mand i 20erne

»Jeg synes også, det er svært, når man ikke har gået til noget før, for så ved man jo ikke, hvad man har lyst til.«

Kvinde i 20erne

»Alt det, man skal, det har man jo ikke lyst til.«

Mand i 50erne

Citaterne stammer fra »Undersøgelse om fysisk inaktive danskere, kvalitativ afdækning af barrierer og motivationsfaktorer.« Undersøgelsen kan læses og downloades på www.ifi.ku.dk via »Publikationer«, »Bøger, afhandlinger og rapporter«, »2006«.