Da bassisten Georg Riedel en februardag i 1962 tog i studiet for at indspille plade med Jan Johansson, troede han, at der var tale om en stort anlagt produktion. Men den svenske jazzpianist havde ikke inviteret andre end Riedel og lydteknikeren Olle Swembel.

De optog tre sange den dag. Holdt pause fra projektet og fik så tre sange mere i kassen i oktober 1963. For i maj 1964 at indspille de sidste fem af de i alt 12 melodier, der kom til at udgøre »Jazz På Svenska«, den bedst sælgende svenske jazzplade gennem tiderne – og et skandinavisk fænomen.

»Jazz På Svenska« er en af de indspilninger, der, ligesom »Getz/Gilberto« fra samme år, voksede og med tiden blev mere end bare en plade. Men hvor Stan Getz’ og Joao Gilbertos bossaplade blev verdensberømt, er »Jazz På Svenska« stadig Skandinaviens måske bedst bevarede musikalske hemmelighed ude i den store verden.

Til gengæld ved de cirka 400.000, der gennem tiden har erhvervet sig pladen, at musikken er magisk. Det er lyden af lyse majnætter og tung novembermelankoli på en og samme tid. Det er den nordiske lyd, hvis der nogensinde var en.

Selv er jeg af den opfattelse, at ingen pladesamling er komplet uden »Jazz På Svenska«, intet sommerhus eller falurød ødegård er fuldendt, før netop denne skive vinyl står i reolen. Jeg har gennem årene foræret pladen til mange venner, og alle lægger sig fladt ned og overgiver sig til dens helt særlige udtryk.

Og der er hele tiden nyt om pladen, selv om den er fra 1964. Den er genoptrykt adskillige gange, først på lp, så på cd, og sidste år på vinyl igen, da en luksuøs særudgave markerede 40-året for »Jazz På Svenska«. Udgivelsen var tilrettelagt af Johanssons to sønner, Anders og Jens, der på smagfuld vis plejer farens eftermæle. Modsat så mange andre arvinger, malker de ikke koen til sidste dråbe, men holder et højt niveau.

Ved sidste års udgivelse af »Jazz På Svenska« skrev Dagens Nyheter om pladens betydning:

»Et unikt og enkelt møde mellem to musiktraditioner, som for altid forandrede svensk musik. Et møde, hvor den amerikanske blues og jazzens blå klange forener sig med vemodet i den svenske folketone.«

»Jazz På Svenska« er gamle egnsmelodier og drikkeviser, det er »polskaer« om bjergtrolde og hyrder. Det er sange sunget til køerne eller som et forsøg på at få kontakt med andre i sin ensomhed på fjeldet. Det er viser om den halvdel af det svenske folk, der i 1800-tallet ikke kunne se nogen vej ud af fattigdommen og emigrerede til Amerika.

Og det er en vekslen mellem dur og mol, ofte i én og samme sang, hvilket kan forklare, hvorfor man på én gang bliver trist, stille og eftertænksom af at lytte til pladen – og samtidig føler sig lykkelig, glad og sært oplivet.

I en særudgave af »Jazz På Svenska«, der tidligere i år blev lagt på Spotify, leveres kommentatorsporet af den nu 81-årige bassist, Georg Riedel, der gennemgår sangene en for en.

Han fortæller om samarbejdet med Johansson:

»Det med at spille svensk folkemusik var ikke så ukontroversielt. (…) Og de, der især var hårde og havde de skarpeste holdninger, var spillemændene selv. Men Jan Johansson og jeg spillede ofte koncerter sammen med spillemænd, og de syntes, vi også var spillemænd. Det var den fineste ros, man kunne få.«

Sidste år udkom også »Hommage Till Jan«, hvor den svenske dronning af Hammond-orglet, Merit Hemmingson, hylder sin afdøde kollega. Det kan lyde corny, hvis man med elorgel tænker old school familiefest og »Vi skåler med vores venner og dem, som vi ikke kender…«.

Men Hemmingson er ikke Fru Hvemsomhelst. Efter nogle år i 1960erne, hvor hun slog sig ned i New York og sad ind med Miles Davis’ musikere, forelskede hun sig i de strømførte tangenter på et Hammond B3. I 1970erne udgav hun tre plader, der er beslægtet med Jan Johanssons »Jazz På Svenska«, idet hun spillede »Svensk Folkmusik På Beat«. Også de hittede.

I Danmark har »Jazz På Svenska« også fascineret og inspireret. Bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen indspillede gamle danske melodier på »The Eternal Traveller« fra 1984 og fik med den det nærmeste, han kom en hitplade. I 2013 indspillede Niels Lan Doky pladens mest berømte skæring, »Visa Från Utanmyra«, på albummet »Scandinavian Standards«, der markerede Dokys åbning af den københavnske jazzklub, The Standard.

Det er også på The Standard i Havnegade, at man resten af måneden kan høre Doky og den svenske bassist Mattias Svensson fortolke »Jazz På Svenska« som led i »Jazz Masterwork Series«, hvor en række store jazzplader bliver opført i sin helhed.

Jeg så koncerten i onsdags, og til min store lettelse fortolker de to musikere pladen fremfor at forsøge at genskabe den. Det betyder bl.a. mere plads til Mattias Svensson, der viser sig som en helt fabelagtig bassist – og han er nærmest vokset op med »Jazz På Svenska«, fortalte han efter koncerten.

»Musikken har altid eksisteret i min bevidsthed. Den er blevet spillet i radioen og brugt i diverse TV-programmer. »Jazz På Svenska« var en af de første jazzplader, jeg selv købte. Den fangede den svenske folkesjæl og gav den samtidig en international feeling – det at være svensk blev lidt større med den plade,« forklarede Mattias Svensson, og Niels Lan Doky tilføjede:

»Når jazzmusikere spiller folkemelodier, forsøger de typisk at gøre dem mere komplekse. Men det ville være helt forkert at spille for mange akkorder her, musikken på »Jazz På Svenska« skal spilles melodisk. Jan Johansson ville beholde melodierne helt enkle og tæt på det traditionelle udtryk. I en normal jazzstandard kan der være både 30 og 40 akkorder, man harmonerer over. I »Jazz På Svenska« er der nogle gange kun to eller tre, og den enkelhed kan være svær.«

Allerede i 1999 tegnede den danske dokumentarfilmsinstruktør Anders Østergaard – ham med filmene om Hergé og Gasolin’ – et dybfølt portræt af Jan Johansson i filmen »Trollkarlen«. Det er historien om en enigmatisk enspænder, der på sin egen blide måde sætter sin egen dagsorden og kun gør, hvad han selv vil.

I filmen fortæller Jørgen Leth om slutningen af 1950erne, hvor han som jazzfan og -kritiker en dag pludselig så denne høje ranglede svensker spille piano på jazzklubben Montmartre sammen med verdensstjernerne Stan Getz og Oscar Pettiford. Han lignede mere en skolelærer end en jazzmusiker, bemærker Leth, men man skal som bekendt ikke skue en hund på hårene:

»Han havde noget at byde på. Der var noget lyrisk ved ham. Den helt specielle luftighed, dette lys, der var over hans musik. Det var noget, der kom indefra.«

I filmen beskrives, hvordan en international jazzkarriere lå lige for fødderne af Jan Johansson, da han pludselig trak sig tilbage. Købte et rækkehus i en svensk forstad og helligede sig familien og sit eget musikalske udtryk, som i ordets bogstaveligste forstand var unikt – ingen spillede som han.

Efter succesen med »Jazz På Svenska« indspillede han en række andre jazzplader, herunder en børneplade, en fin lp med nationalskjalden Cornelis Vreeswijk samt en af de gymnastikplader, som var vældigt populære dengang man gik til jazzballet. I 1967 genoptog han ideen med at indspille gamle melodier i jazzfortolkninger. Først på pladen »Jazz På Ryska« og året efter på »Jazz På Ungerska« med den danske violinist Svend Asmussen.

Kort før hans endeligt – Jan Johansson døde 37 år gammel i en trafikulykke i november 1968 – indspillede han den melodi, som hele verden kender, men som de færreste har bemærket, at han har skrevet.

Det er naturligvis melodien til »Här Kommer Pippi Långstrump«.

Tjo la hopp. Tjo la hej. Tjo la hopp sa sa.

Hør »Jazz På Svenska« live på The Standard frem til 31. maj på The Standard