Enghave Plads er åbnet efter otte år: Nye orange ormebænke og træer drysset ud over det hele skaber tvungen intimitet

Rasende træ-demonstrationer, rock’n’roll, asfaltballer, slåskampe og drukmåse: Enghave Plads har altid haft det hele - som et destillat af Vesterbros anarkistiske og selvbevidste sjæl. Pladsen har været lukket i hen ved otte år, men er nu genopstået som friseret samtaleterapeutisk urban space - og Metrostation. Berlingskes arkitekturanmelder tager Enghave Plads nærmere i øjesyn.

De nye bænke har en mindre pæn bagside, og det er ikke så heldigt når man stiller dem op i en åben komposition. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

De nye orange bænke, som er slagnummeret på den genskabte Enghave Plads, danner halvcirkler, som sad man omkring et lejrbål. Det er måske godt for nogle, men det skaber også en tvungen intimitet.

En komme-hinanden-ved-stemning, der kan virke skræmmende, men som måske er på sin plads her, hvor Istedgade svinger, og hvor Enghave Plads altså har ligget som kvarterets mødested siden 1897. Som man kan se på Peter Hansens maleri fra 1908, var pladsen dengang en simpel grusplads med slanke træer.

Peter Hansen: Legende Piger på Enghave Plads. Fold sammen
Læs mere
Foto: SMK.

Vesterbro var i det tyvende århundredes første halvdel en vanvittigt tæt befolket bydel, og Enghave Plads blev naturligt en slags dagligstue for hele kvarteret. Da rock’n’roll kom til Danmark i halvtredserne blev både Enghaveparken og Enghave Plads et af de eksplosive balladeområder med asfaltballer og slåskampe. Pladsen er forblevet elsket og har altid kunnet rumme både seriøs øldrikning, daglige barnevognspromenader og ganske almindelig, uprogrammeret leg.

Faktisk var den så elsket, at mange af de lokale blev rasende, da Metroselskabet glædestrålende fortalte, at Enghave Plads ville få en af de nye metrostationer. Det var der mange, der slet ikke brød sig om, og de mange protester var med til at understrege for kommunen, at det var nødvendigt med en meget grundig borgerinddragelsesproces.

Metroen står også klar til snart at åbne på Enghave Plads. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Den hjalp dog ikke, da det gik op for folk, at det nye projekt ville kræve fældning af pladsens 114 årige kastanjetræ. Der kom både demonstrationer, facebooksider og underskriftindsamlinger, men sagen gik sin gang og kastanjen blev fældet, dog med et løfte om at den nye plads også ville få et stort fint træ - og en masse andre gode ting til gavn og glæde for alle.

Nu er pladsen så færdig, og det er muligt at danne sig et indtryk af, hvad den nyskabte Enghave Plads i fremtiden kan tilbyde sine gæster.

En bedre forankring

På den positive side er pladsen blevet lukket for kørende trafik på sydsiden. Det får den til at knytte sig bedre til bygningerne omkring den og giver mulighed for intens udeservering fra de mange cafeer, der ligger omkring pladsen.

Cykelparkering og robinierækken danner barriere mod trafikken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Meget fornuftigt har arkitekterne bag pladsen skærmet kanten mod Istedgade ved at lægge cykelparkeringen herud og ydermere plante en dobbeltrække robinietræer, der ad åre vil forstærke den følelse af natur, som pladsen og parken skaber, når man kigger ud mod den fra Istedgade - som Ole Jastrau og Steffensen gjorde det i Tom Kristensens »Hærværk« fra 1930:

»Du«, brummede Steffensen, da Jastrau kom ud fra butikken igen. »Istedgade er nu en dejlig gade.« »Hvorfor det?« »Fordi den er lang.« Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens fjerne, skinnende blik. Og han måtte selv stirre ned ad den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghave Plads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.

Horror vacui

Desværre er selve formgivningen af pladsen ramt af den samme horror vacui, som plager de fleste byrumsdesignere for tiden. Angsten for det tomme rum har fået kommunen og dens arkitektteam til med løs hånd at drysse bede, træer og bænke ud over pladsen i en slags villet tilfældighed.

»En klassisk bybænk er smuk fra alle vinkler. De nye orange ormebænke duer egentlig kun, hvis man ser dem lige forfra«


Der er et par større åbne områder, men ellers domineres den nye Enghave Plads af en serie specialdesignede, slyngede, orangefarvede bænke. Disse bænke er uden tvivl tænkt som et festligt indslag, men de er altså ikke ret vellykkede.

De er kluntet formgivede, og i en sammenligning med en traditionel københavnerbænk er det sjovt at se, hvor svært de har ved helt simpelt at træde ned på pladsen. De står og ligner tilfældigt placerede havemøbler, selv om de er boltet fast til fliserne.

Det andet store problem er, at bænkene i den frie komposition har en så ucharmerende bagside. En klassisk bybænk er smuk fra alle vinkler. De nye orange ormebænke duer egentlig kun, hvis man ser dem lige forfra, og det bliver et problem, når man vælger at opstille dem i en retningsløs komposition.

På selve metro-overdækningen er der en stemning af badebro og enggræsser - meget forskellig fra den orange samtalesalon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Endelig er der overgangen mellem metroområdet og selve pladsen. Det ser ud, som om de to arealer er designet af to helt forskellige teams. Metro-overdækningen har marehalm, græsser og strandstemning. Med badebrosplanker og en bred, lav, lige bænk uden ryglæn - en formverden, der intet har til fælles med resten af pladsen.

Det kan der være en pointe i, naturligvis, men overordnet frygter jeg, at sammenstødet vil opleves mere som uigennemtænkt rod end som et spændende kontrapunkt.

Men naturligvis bliver pladsen populær. Der er masser af siddepladser, der er beplantning, springvand og cafeer og et dejligt kig ned mod Hovedbanegården, så jeg vil ønske København tillykke med den nye plads - i håbet om, at den slaskede stil vil vise sig også at have sin charme.

Enghave Plads

Bygherre: Metroselskabet. Arkitekter: Metroselskabet og CAS joint venture (COWI, Arup og Systra). Orange bænke: COWI landskab, viderebearbejdet af Jacob Vimpel, Metroselskabet, og Martin Larsen.