Endnu en fremtrædende forfatter forlader Gyldendal

Forfatteren Kaspar Colling Nielsen forlader Gyldendal efter 11 år og slutter sig dermed til andre kendte forfattere, der de seneste par år har valgt at forlade det store forlag.

Forfatter Kaspar Colling Nielsen siger farvel til Gyldendal efter 11 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nok en gang må forlaget Gyldendal vinke farvel til en populær forfatter.

Denne gang Kaspar Colling Nielsen.

Det bekræfter Colling Nielsen over for Berlingske.

»Jeg er stolt og glad over at have været udkommet på Gyldendal i 11 år, men har nu lyst til at prøve noget andet,« skriver han i en sms til Berlingske.

Kaspar Colling Nielsen skifter til Politikens Forlag.

Dermed forlader endnu et kendt litterært navn forlaget Gyldendal, og det viser nok en gang, at det tidligere så eftertragtede Gyldendal-stempel ikke længere er ensbetydende med, at en forfatter bliver hængende, indtil vedkommende ikke har flere ord og historier i sig.

I januar 2020 takkede ni velanskrevne forfattere nej til en fremtid Gyldendal, da man lukkede deres forlag Rosinante, et datterforlag til Gyldendal, for at sluse det ind under Gyldendals brand.

Heriblandt profiler som Helle Helle og Vita Andersen samt en række nye talenter som Stine Pilgaard og Tine Høeg – som i stedet valgte at indfinde sig hos det nyåbnede forlag Gutkind.

Dengang sagde forfatter Kristina Stoltz følgende om sin beslutning:

»Jeg har ikke noget imod Gyldendal, men det føltes som et tvangsægteskab. Et forlag skal gøre noget for dig, og du skal være tryg – ellers giver det ingen mening at være der. Dit eget navn er det vigtigste, og at forlaget forstår at bygge dit forfatterskab op. Det er kun, hvis du er debutant, at du går op i, om du udkommer på Gyldendal. Forlagslandskabet er efterhånden enormt, og det gavner kun branchen.«

Direktør i Gyldendal Morten Hesseldahl har hele tiden fastholdt, at de pågældende forfatteres manglende lyst til at fortsætte i Gyldendal-regi ikke er et spørgsmål om, at forlaget vakler.

»Mig bekendt er det stadig Gyldendal, der dukker op i folks bevidsthed, når man spørger bredt, om folk kan nævne et forlag. Jeg synes også stadig, at vi er gode til at udvikle manuskripter og lancere dem. Så jeg synes bestemt ikke, at vi sidder og sover,« sagde Hesseldahl således i et interview til Berlingske sidste år.