Endelig en DR-serie, hvor hverken de hysteriske, hvide mænd eller frelste woke har helle

Mediekommentar: Komedieserien er komik til tiden, og et oplagt i kursus i krænkelsernes og shitstormenes anatomi.

»Det dissekeres, hvordan man som feminist har gavn af at kaste de politisk ukorrekte ud i en shitstorm for at fremstå frelst, imens de politisk ukorrekte har gavn af at blive cancelled for at fremstå modige,« skriver Aminata Amanda Corr i denne mediekommentar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Roikjær
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Endelig er der nogen, der har skåret hul på den infektionsramte byld, der i årevis har siddet og blokeret for ilttilførslen til begavede satire- og komikerhjerner.

»Too Sune?« hedder serien, som bør ligge øverst på pensumlisten for alle, der har lagt sig for grundigt til rette i en af komediens skyttegrave. Uanset hvilken.

Her bliver du hverken forskånet som hyklerisk feminist, opportunistisk minoritet eller klodset, hvid mand, der synes, man »overhovedet ikke må sige noget mere«. Og det klæder alle.

Det er nemlig lykkes skaberne af »Too Sune?« at gribe i egen barm og tegne nogle øretæveindbydende arketyper fra egne rækker.

Med den succeshungrende Sune (spillet af Nina Rask) i midten, der efter syv år i som »upcoming« standupkomiker tilsyneladende vil gøre og sige hvad som helst for at slå igennem. Men som ikke rigtig kan finde sin plads i den verden, som ændrer sig omkring ham.

Sune er flankeret af Malik (spillet af Jalal Arabi) og Stephanie (spillet af Kimmie Liv Sennova), som begge har bedre blik for samfundet i 2022, men som absolut ikke er mere sympatiske af den årsag.

Sune er flankeret af Malik (spillet af Jalal Arabi) og Stephanie (spillet af Kimmie Liv Sennova), som begge har bedre blik for samfundet i 2022, men som absolut ikke er mere sympatiske af den årsag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina N. Garcia.

Dertil en længere række af etablerede, danske komikere, der spiller sig selv i branchen, og som ikke er for fine til at optræde hykleriske og kyniske under eget navn. Et format, man kender fra tv-serier som »Klovn« og »Curb Your Enthusiasm«.

Eksempelvis Martin Johannes Larsen og Rasmus Wallbridge, der ikke vil have Sune med på et billede til sociale medier, da Stephanie på et falsk grundlag har kastet ham ud i en shitstorm.

Det sker i afsnittet »Cancelled; hot eller not?«, som ganske elegant dissekerer, hvordan man som feminist har gavn af at kaste de politisk ukorrekte ud i en shitstorm for at fremstå frelst, imens de politisk ukorrekte har gavn af at blive cancelled for at fremstå modige.

Der er nemlig indlysende både billetsalg – og dermed penge – i at være woke og i at være kompromisløst imod de woke. »De elsker det i provinsen,« som en booker siger det.

Ældes med ynde

Særligt én scene indkapsler på ganske elegant vis, hvorledes håndmadderne i serien deles ud til både højre, venstre og hele vejen rundt.

Sune skal deltag i paneldebatten »Comedy som kunst«, hvor komiker og musiker Lasse Dein deltager som den progressive, imens Stephanie sidder med som feminist. Sune er nok mest med som elefanten i et glasbur.

»Er det på tide med et opgør med den manglende fintfølelse? Skal den hvide mand til at grine lidt mere af sig selv?« spørger ordstyreren, hvortil Lasse Dein svarer:

»Jeg tror, som hvid mand har jeg lyst til at trække mig, simpelthen, lige fra det spørgsmål og bare lytte,« hvilket jo er irriterende nok i sig selv, men som straks bliver værre af, at ordstyreren sætter sig til at knipse anerkendende af Lasses progressive svar.

Højst øretæveindbydende og virkelig underholdende.

Sune sætter sig til at reflektere højlydt over en årgammel joke, han selv har lavet, som nok ikke var gået i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Roikjær.

Sune sætter sig til at reflektere højlydt over en årgammel joke, han selv har lavet, som nok ikke var gået i dag. Han genfortæller joken til et publikum i larmende stilhed, og det er selvsamme joke, der senere får ham cancelled.

Et forløb, som jo ikke ligger langt fra, hvad der ville ske i virkelighedens verden, hvor alle har glemt, at det er et håbløst selvmål at se sig sur på afsenderne af jokes, man selv grinte af for seks år siden.

Som om det ikke er en god ting, at vi ikke i dag griner af de samme ting, som vi gjorde, da samfundet så anderledes ud. Som om standup former og ikke afspejler det samfund og den samtid, det skrives i.

Som om man ikke netop kan bruge en forældet talemåde, vittighed eller tegning fra fordums tid til at reflektere over forandring.

Som om man ikke fuldstændig gratis bare kan tilføje et metalag af komik i sin afkodning af en joke fra en anden tid, og sætte sig til at grine af, hvad man engang har grint af. Helt uden at uddele digitalt buksevand til ophavsmanden (m/k).

Hvor er det befriende at se en komedieserie, hvor jokes om alt og alle er velkomne, uden det kedelige og selvretfærdige lag af, at nogle komikere vil »undersøge«, hvor »grænsen« for satire går. Som vi desværre har set en del af.

Her bliver grint med og af alle, og ingen emner er fy-fy. Kønsroller, aldersroller, hierarkisk magt og kendisfaktor er kastet op i luften, og gribes sporadisk af de selvoptagede karakterer.

Med stærke one-liners som »Det, der gør, at jeg er blevet Se&Hør-kendt …« og »Improv er vejen til succes«. Begge dele sagt af en forrygende irriterende Sofie Jo Kaufmanas.

Konstant er du som seer nødt til at forholde dig til, hvem du egentlig holder mest – eller mindst – med i en given ordveksling. Og det er jo heldigvis op til dig selv.

Og så gider vi aldrig mere programmer om, hvad man overhovedet må gøre grin med mere.

»Too Sune?« er en serie i fem afsnit. Den kan streames på DR.TV. Denne mediekommentar er baseret på alle fem afsnit.