Énægget elite

Hold øje med superforskerne Rane og Eske Willerslev. De énæggede tvillinger siges at blive the next big thing i international videnskab. Engang var de folkeskolens hashrygende ballademagere. I dag er de næsten for kloge til det her sted. Og det er farens skyld, siger de.

Foto: Ditte Valente Fold sammen
Læs mere

Det var en formiddag i januar. Tvillingerne Eske og Rane Willers-lev sad blandt 23 andre af landets mest lovende unge superforskere i Fællessalen på Christiansborg. De unge videnskabsfolk var festens midtpunkt og skulle om lidt modtage Det Frie Forskningsråds eliteforskerpriser på hundredtusindvis af kroner og bonus-millioner til forskernes lovende projekter. Arrangementet var et klap på skulderen til grundforskningens dream team og PR for forskningsministeren, der med prisen ville vise, at regeringen elsker de kloge.

Videnskabsminister Helge Sander bød velkommen og improviserede sig langt bort fra den tale, hans pressemand havde skrevet. Da han begyndte at tale om at snuppe unge forsker-talenter tidligt i deres skolegang og dyrke dem målrettet som sportstalenter, så Rane og Eske på hinanden og rystede på hovedet.

Eske husker tilbage: »Det var skræmmende. Jeg blev så chokket. Ham Sander har ingensomhelst føling med, hvad der er brug for. Han snakkede om, at forskningen skal lære af Team Danmark og rend mig. Og tro mig, om ikke vi senere skulle sidde og høre en fra Team Danmark holde foredrag om at pille elitefodboldspillere ud og om, hvordan man træner dem. Sådan fungerer det ikke. Forskning er en modningsproces.«

Rane: »Hvis vi var blevet pillet ud af folkeskolen på den måde, så var vi aldrig blevet til noget.«

Eske er den yngste professor på Københavns Universitet. 34 år. Han er molekylærbiolog med et verdensomspændende ry for sit arbejde med DNA i iskerner og permafrost. Han har i Sibirien fundet det hidtil ældste DNA: 600.000 år gammelt. Og han har i 30.000 år gammel menneske-lort fra huler i Oregon fundet ud af, at indianernes forfædre kom til Amerika tidligere end hidtil antaget. Måske.

»Vores resultater kunne tyde på noget meget, meget gammelt.«

Det vil sige, du sidder med hot news?

»Ja, lidt. Men det vil jeg ikke ud med.«

Rane, der er antropolog på University of Manchester, forsker i det, der har vist sig at være veritable selvmordsepidemier blandt unge i polaregnene. Et fænomen, der ser ud til at være traditionsbestemt.

Ligesom med meget andet i deres liv, foregår brødrenes forskning i de samme områder: Nordcanada, Grønland, Sibirien.RANE OG ESKE fik kun en sjat over 7 i gennemsnit, da de var færdige med folkeskolen. De begyndte at ryge cigaretter, da de var 13. Som 14-årige hang de sammen med ældre unge og begyndte at ryge hash og drikke bajere og lave ballade, så de andre elevers forældre frygtede, at brødrene skulle få dårlig indvirkning på deres børn. Rane var på nippet til at blive smidt ud af skolen, da han en dag truede med at tæve en dreng, så han ikke ville komme i skole, hvis Rane var til stede.

Deres elleve år yngre lillesøster var også lidt af en rebel, da hun var lille. I dag læser hun medicin og er, med Eskes ord, »bestemt den klogeste af os tre. Hun er ekstremt skarp.«

Eske: »Vi har altid haft et problem med autoriteter, og regler, der var tåbelige: Du skal gå ud, selv om det regner. Det var det, der karrakteriserede folkeskolen dengang. I folkeskolen er der også en forudindtaget mening til det, du skal sige. Når læreren spørger: Hvordan fortolker du »Den Grimme Ælling«, så forventer de et helt specifikt svar, men hvis du har en anden fortolkning, så dur det ikke.«

Rane: »Vi gad ikke lave alle de opgaver, som tusindvis af elever havde fået stillet før os, og så levere de samme svar. Vi ville hellere lave vores egne opgaver.«

Mens de som teenagere gjorde helvede hedt for lærer og elever på Maglegårdsskolen, blev drengene ved med at skrive stile om cowboys og indianere, og de legede stadig de krigeriske drengelege fra dengang de var yngre. Rane blev kun erklæret måske-egnet til gymnasiet og tog et år på Det Fri Gymnasium, hvorefter han startede på Ordrup Gymnasium sammen med Eske. Her oplevede de berygtede tvillinger at blive behandlet som voksne mennesker, husker de. Her blev der lyttet til argumenter, og hvis argumenterne var i orden, kunne meningerne være lige så gode som lærerens.

Eske: »Det der liv fra folkeskolen ændrede sig totalt i gymnasiet. Alle andre gik ned i karakter. Vi steg og steg og steg og steg. Vi havde ingenting lært i folkeskolen. Vi hørte ikke efter, og vi kunne ikke stave. Vi kunne ingenting. Men vi blev vildt grebet af fag som oldtidskundskab, biologi, matematik og latin i gymnasiet. Lige pludselig fik vi en, syntes vi dengang, ekstrem dyb indsigt i europæiske idéers historie, hvor kommer vi fra og så videre. Det var en åbenbaring. Jeg kan huske den der dag, hvor man fik at vide, hvad man skulle op i i gymnasiet, og så skulle man ud og drikke bajere og alt det der. Men jeg gik hjem og begyndte at læse. Jeg ville være den bedste. Vi havde jo drukket de øl og røget den hash, vi skulle i folkeskolen. Vi var færdige med det.«BRØDRENE SIDDER I Eske Willerslevs lille rodede professor-kontor på Niels Bohr Institutet. På en hylde ligger en 30.000 år gammel lårbensknogle fra en mammut. Den forsvinder næsten i faglitteratur og bevillingsansøgninger og print.

Det runger i det højloftede rum, når de fortæller. Spørgsmål behøver de næsten ikke. De kan i deres iver og sprudlende engagement let fylde to-tre timer alene, mens de overdøver trafiklarmen gennem det åbne vindue ud til Nørre Allé. Når den ene taler, kommer den anden hele tiden med små kommentarer: Hm, ja ja, helt sikkert, ja. De taler med hårde stød og masser af bandeord med brede A'er, der ikke lyder som om de er vokset op i Hellerup. Eske tænder endnu en smøg. Rane er begyndt på nikotintyggegummi.

De afbryder hinanden og afslutter hinandens sætninger, uden at samtalen forvirres. De har delt moderkage, brandert og chillum. Som drenge lignede de hinanden så meget, at lærerne ikke opdagede, at de byttede klasse til en prøve. De har gået på de samme skoler og universiteter og har skudt på de samme bjørne i Sibirien, hvor de begge var pelsjægere som 18-årige. De har identisk DNA, og deres stemmer lyder fuldstændig ens. Som lille kunne Eske, der er to minutter ældre end Rane, begynde at fortælle om en drøm, han havde haft, men bliver afbrudt af sin bror med ordene: »Den drøm har jeg også lige drømt«. Der var også år, hvor ikke engang deres kærester kunne kende forskel på dem. Om det har givet pikante forvekslingssituationer får stå hen i det uvisse. I kor siger de og griner indforstået: »Det gider vi ikke fortælle om.«

De tænker sig om efter flere historier fra deres næsten identiske liv.

Rane: »Der var den dér med...«

Eske: »Nåjo, med Henriette...«

Eske havde, af nu glemte årsager, lovet pigen tæsk. De var otte-ni år gamle. Hun kom med moderen i skole, og hun var rasende. Eske blev hevet ud af klassen og op på rektors kontor. Han skulle forklare sig. Men han havde i hvert fald ikke truet Henriette. »Det må være min bror,« svarede han. Så blev Rane kaldt ind på kontoret, men han havde ikke set Henriette i flere dage, bedyrede han. Det måtte være Eske. Og sådan blev sagen ved, indtil den forudrettede pige og hendes mor måtte opgive sagen.DE UTILPASSEDE DRENGE med deres egen rebelske dagsorden i skolen var til gengæld hjemme i huset Hellerup stramt styret af deres far. Han var professor i historie og kendt som dansk industrihistories nestor. Han havde normer for opdragelse, som stammede fra den kompromisløse ende af 1930erne. Han var 54 år, da drengene kom til verden, og hvis man skal tro tvillingerne, var hans opdragelse noget, der lyder som én lang eksamen. Når Rane og Eske fortæller om ham, lyder det som en karakteristik af farens gamle skrivemaskine. Den står højt på en hylde i reolen på Eskes kontor. Som en tung og konkret påmindelse om, hvad der har gjort dem til det, de er.

Rane: »Det var ret ubehageligt. Det kan vi jo ikke komme udenom.«

De ser på hinanden. Eske skal til at sige noget, men lader være.

»Men jeg tror, vi har lært noget udholdenhed af det. F.eks. i de kolde vintre i 70erne. Vi boede lige ned til Øressund, og han var vinterbader og borede hul i isen. Og så hev han os ud og kastede os i. Og på vores ødegård i Sverige kunne han love os en is, hvis vi hoppede ud fra den der fem meter vippe. Ahhh, det vidste vi ikke rigtig og gik op og kiggede. Der var fandeme langt ned. Vi var kun fem-seks år. På vej ned kom han så op af trapperne, og så var der ingen vej tilbage. Det var enten selv at hoppe i, eller han smed os i. Men det var ikke regler for reglernes skyld. Vi havde stor frihed. Vi fik dolke, da vi var fem år og vi sloges og snittede hinanden og vi fik geværer, så vi kunne lære at skyde.«

Eske: »Vi er opdraget til, at en mand skal være en mand. Han skal kunne svømme i koldt vand og hugge brænde og sejle i kano. Det var ikke noget med bordskik, eller at man ikke måtte sidde med benene oppe på bordet. Dengang ville han også gerne købe vores tobak, hvis vi røg pibe.«

Rane: »Vi var til gengæld også så heldige at have en mor, som ikke var født i 1914 og som kunne give os, du ved, den her kærlighed, varme og omsorg. Vores opdragelse har givet os to ting, som er helt afgørende for at blive forsker: Kreativitet og hårdt arbejde. Vi har lært at lide for at nå et større mål. Hvis du ikke er hårdtarbejdende, så kan du være nok så kvik, du kommer aldrig nogen vegne. Du bliver meget stærk af sådan en opdragelse. Men jeg vil ikke anbefale forældre at køre sådan en, for enten så knækker du, og bliver brudt ned af den, eller også vokser din udholdenhed og du lærer at gå gennem en slags smerte, hvor det virkelig gør ondt på dig selv, for at nå et mål.«

Rane: »Samfundet er så pylret med børn. Som underviser i dag på universitetet - de er selvoptagede egoister mange af dem. Ikke for at bebrejde dem, for sådan er samfundet blevet. Det handler om mig mig mig. Hvor vi er opdraget til at have respekt for viden og for autoriteter, der ved noget. Det har de ikke. Det er derfor, videnskabsfolk har så lav status i dag. Alle traditionelle autoriteter har mistet status. Dér kan en eliteforskerpris måske være med til at burste lidt selvtillid ind i en verden, som mangler den, og gøre forskning lidt mere sexet.«

Eske: »Det gode ved den opdragelse viste sig først mange år efter, hvor vi tog ud på de her ekspeditioner i Sibirien. Vi havde modet. Mange af mine kammerater snakkede om, at de godt kunne tænke sig at tage til Nordcanada og sejle rundt. Men det blev sgu aldrig rigtig til noget. Dér har vi fået det med os fra vores far, at når vi har en drøm, så går vi efter det og arbejder hårdt for at nå det mål.«DA KLOKKEN RINGEDE ud til virkeligheden efter studentereksamen med gennemsnit på over 10, realiserede de drengedrømmene om det vilde liv i ødemarken. Inspireret af familiens ture til ødegården i Sverige og de evige lege som pelsjægere i vildnisset, brugte brødrene deres børneopsparing på at tage til Sibirien på ekspedition i tre måneder. De blev fløjet i helikopter ud i ødemarken med kanoer, geværer og proviant og to rejsekammerater, de havde fundet gennem en kontaktannonce.

Rane: »Vi blev dumpet ned med kort i størrelsesordenen én til en million oppe i det nordligste Rusland, hvor ingen vesterlændinge havde været siden den russiske revolution. Det er derude, hvor der bor 0,01 indbygger pr. kvadratkilometer. Tre en halv måned senere blev vi hentet igen ude ved ishavet. Det var i 1991, og Sovjetunionen eksisterede pludselig ikke mere, da vi kom tilbage. Vi vidste ikke, hvad der var foregået.«

Eske: »Det var perfekt at tage på ekspedition i Rusland i de år. Ingen love fungerede. Det var et anarkistisk samfund i 91, 92, 93. Alt kunne lade sig gøre. Vi gjorde det tre år i træk for at samle etnografisk materiale. Beklædning, knogler, hytter.«

Deres første tur til ødemarken blev til en bog og et ton materiale, som de fik udstillet på Moesgaard Museum i 1995. Dengang Danmarks største etnografiske samling fra Sibirien.

»Vi skrev bogen sammen. Man kan ikke se det. Vi skriver fuldstændig ens,« fortæller Rane.

De følgende tre år var de af sted på ekspeditioner til de mest barske og øde egne i det nordlige Sibirien. Efter den første ekspedition i 1991 startede de på universitetet. Eske på biologi. Rane på antropologi. Årene efter, da tvillingerne var i 20erne, og Rane havde fået job i England, løsrev de sig fra hinanden og sås næsten ikke i tre-fire år.

Eske: »Vi havde behov for at skille os ud fra hinanden og bevise, at vi var unikke og ikke bare de der tvillingebrødre. I dag er det en fantastisk ting, at du har én, som forstår dig og som er ligesom dig.«RANE OG ESKE kaster sig over det traktement, M/S har medbragt: En rulle Smil-chokolader med karamelfyld, en Ragusa, en pose Blue Jeans-lakridser og en håndfuld læskedrikke. Selv eliteforskere og professorer har vel brug for et boost, når eftermiddagens blodsukker er i bund. De er ikke til at stoppe, heller ikke med slikket, når de begynder på deres historier fra rejserne til stammefolkene på Nordkalotten. Et smittende engagement, der får det til at lyde som en historie fra en drengebog. Der var dengang, på rejse to eller tre - det er svært at følge med i bombardementet af oplevelser - da Rane slog sig ned et år hos pelsjægerne i Jakutien som del af hans antropologiske feltprojekt. I dag kan han tale deres sprog.

Rane: »Det var pissehårdt. Vi tog ud, når den første sne var faldet. Vi boede i små bjælkehytter og telte, og det var minus 60-65 grader. Det koldeste, der er målt der, er minus 82. Det var sindssygt. Jeg tog ud i ødemarken med en jukagirisk elektriker, der var arbejdsløs, for at skyde zobel. Vi blev fulgt flere dagsrejser væk fra landsbyen og ville blive hentet samme sted, når den første sne var faldet. De skød to elge til os, som vi to skulle leve af i mellemtiden. Men vi var åndssvage nok til ikke at bygge et stativ til kødet, så rovdyrene ikke skulle gå i det. Den ene elg blev ædt af ulve, og slimet fra dem hang stadig på knoglerne, da vi opdagede det. Så vi havde ikke noget mad. Så måtte vi slå den ene af vores fem hunde ihjel for at fodre de andre med den. Sådan blev vi ved, til der kun var én hund tilbage. Vi skød tjurer med riffelpatroner. Totalt sindssygt. Til sidst havde vi ikke noget at spise. Sneen var faldet og jukagirerne var ikke kommet efter os. Det ville tage en uge at nå hjem til fods, og min ven havde fået forfrysninger i foden. Så hørte jeg en dag noget grynte bag et buskads. Jeg troede, det var en shatun-bjørn. En bjørn, der ikke kan sove om vinteren. De er livsfarlige og bliver dækket af et ispanser, så man ikke kan skyde dem. Kuglerne ryger af dem. Man kan kun skyde dem her, her og her.« Rane peger på sine armhuler og i munden.

»Jeg ville tage benene på nakken, men tænkte. Nej, lige meget, hvad der end er i buskadset, skal det bare dø, for vi skal have noget at spise. Så jeg skød mine tre patroner. Igen og igen og ventede en halv time, før jeg gik ind og så, hvad det var. Det var en elgko med dens kalv.«

Eske fortæller historien om dengang, han var af sted og for vild, fordi han ikke kunne se sine fodspor i den plettede sne.

»Jeg måtte overnatte i minus 30 grader uden ret meget tøj på. Jeg var ved at fryse i ihjel. Det var edermame en underlig oplevelse. De lokale jægere var sikre på, at jeg var frosset ihjel, og jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Nå, okay. Nu er du færdig, tænkte jeg. Det var simpelthen... Jeg blev ikke bange. Bare helt vildt ked af det. Bare tanken om, at resterne af mig sikkert ikke ville blive fundet, og hvad med min familie....?«

Tænkte du på Rane i den situation?

Eske: »Ja, det er klart,« siger Eske og får igen strabadserne til at lyde som en letlæselig drengebog.

»Hvis jeg omkom, ville fordelen ved at være énæggede tvillinger jo være, at han så kunne føre generne videre.«

Den slags historier har de masser af, siger de, og så kommer der én fra Rane om at stikke af langt ud i ødemarken sammen med stammefolket, fordi det russiske politi ville arrestere ham for ulovlig pelshandel. Pelsmafiaen dræbte hans russiske kollega i Jakustk.

»Og når jeg alligevel var helt derude, kunne jeg lige så godt studere forholdet mellem mennesker og dyr,« siger Rane.

Udover at være eliteforskere er brødrene i dag de yngste medlemmer af Eventyrernes Klub.DET BANKER PÅ døren. En mand stikker hovedet ind og siger noget på gebrokkent engelsk til Eske. Manden er russisk mammut-forsker og bekræfter med sine tykke brilleglas, grå skæg og uglede hår alle fordomme om en rigtig videnskabsmand. Manden er blandt nogle kolleger, som senere skal holde møde med professor Eske Willerslev om mammuternes DNA. Eske beder manden vente. Tydeligt optaget af, hvor vores samtale foreløbig er endt: Hvad der er så fantastisk ved at være forsker.

»Vi ville være ekspeditionsfarere og skribenter og rejse, da vi var små, og vores forældre mente, det ville give en ballast at have en uddannelse fra universitetet. Vi ville bare have uddannelsen og så ud i livet igen bagefter,« fortæller Eske.

Men hans speciale om DNA i iskerner tændte ham. Han blev den første i verden, der beviste, at man kunne trække DNA ud af isprøver og blandt meget andet bruge det til at rekonstruere fauna og flora fra en fjern fortid.

NASA og ESA var også helt vilde, husker han, da det viste sig, at teknikken måske også vil kunne bruges til at undersøge, om der er spor af liv i boringer på f.eks. Mars.

»På studiet laver man forsøg som mange tusinde har lavet før dig. Røvsygt. Du ved, hvad resultatet skal være. Men dér til specialet lavede vi for første gang forsøg, som ingen vidste noget om, eller hvad man kunne forvente eller om det kunne lade sig gøre. Bare den oplevelse af at gå ind i det her mørke, hvor man ser det her lyse åbne sig, hvor man forstår, hvad der foregår. Det blev jeg sgu grebet af. Dér vidste jeg, at jeg ville være forsker.«RANE OVERVEJEDE ligesom sin bror at droppe ud af universitetet det første år, fordi det var så kedeligt. I bedste fald skulle studiet bare overstås. Men han tog en master i Manchester og senere en ph. d. i Cambridge.

»Der åbnede der sig en helt ny verden for mig. Jeg var omgivet af nogle af de klogeste hoveder, som tog mig seriøst. Kreativiteten var helt abnorm. Det var det, der tændte mig.«

Det lyder som om, der går en lige linje fra jeres lege i drengeårene og så til jeres forskning?

Eske: »En stor del af det at være videnskabsmand er at være original. Det er forskellen på at være grundforsker og sidde og lave færdighedsregning. Du skal have en skæv vinkel og være kreativ. Det, man har brug for i dag, er folk, der gør det anderledes, end man forventer, men på en federe måde.

Men at være forsker er et hårdt liv. Man kan få et meget rigere liv i form af livskvalitet, sikkerhed og penge ved at lave noget andet.«

Man behøver ikke stille spørgsmålet om, hvilke omkostninger deres forskerliv har haft. De er allerede i gang.

Eske: »Vi har betalt de samme omkostninger. Dér spejler vi hinanden. Vi har ikke nogen børn eller familie. Vi har ikke haft fast bopæl eller base i livet. I Italien mødte jeg Kylle. Kan du huske hende? En pige, som jeg engang kom sammen med. Hun bor i hus med have ude i Klampenborg med mand og to børn. Sådan er det. Folk i vores alder har den slags liv.

Det er første gang i mit liv nu, at jeg sidder i en andelslejlighed og prøver at male den og afhøvle gulve, fordi jeg håber at blive boende. Ellers har jeg boet til leje på værelser. Det er dén omkostning, der har været. Jeg har enkelte venner, der har fritidsinteresser og kæmpe netværk af venner. Vi har ingen fritid.«

Rane sidder og nikker.

»De kærester, vi har haft, er skredet med tiden. Vi har aldrig haft problemer med at få kærester, men de har ikke gidet, at man pludselig er et år væk i Sibirien eller får en midlertidig stilling et eller andet sted.«

Rane har søgt en stilling i Danmark og overvejer at købe en lejlighed og få børn.

»Sådan har livet været. Men det bliver mere og mere utilfredsstillende, jo ældre man bliver.«

Eske var i sidste uge i Rom. Næste uge skal han til Grenoble. Ugen efter til Stockholm, derefter til Kina og senere af sted til Nordgrønland i halvanden måned.

»Det er svært at finde en kæreste, der vil acceptere den livsstil. Jeg kan ikke huske, at jeg ikke har arbejdet hver weekend de sidste fem år. Lørdag, søndag. Hver dag.«

Rane: »Jeg har kun haft én uges ferie de sidste seks år.«

Eske: »Min kæreste har fået gennemtrumfet, at jeg ikke må arbejde om lørdagen, og hvis jeg er ude at rejse, skal det også være en anden dag end lørdag,« siger han og følger op med ord, der lyder som om, han har opdaget en ny side af tilværelsen.

»Altså sådan en aftale, der kan redde vores forhold og gøre, at vi kan lave noget sammen. I starten stressede jeg over det, men jeg er begyndt at nyde det. Det er første gang i mit liv.«

Det lyder lidt sygt?

Eske: »Gør det? Er det rigtigt? Men vi sidder jo og laver det, vi synes er skide skægt. Nej, ikke kun, for når man er professor, så har man så mange forpligtelser, der er røvsyge. Men ellers er det jo mega-interessant og superspændende. Man bliver grebet af det. De fleste af mine kolleger sidder jeg og mailer med kl. 2 om natten. Nogle gange vågner jeg om natten, fordi...«

Rane: »Det kan være kaotisk og meget smertefuldt, når du har en idé, og du begynder at udtænke den og skrive den. Så har du søvnløse nætter og du går rundt og kæderyger. Hvis du havde en familie, hvem fanden ville gide alt det pis dér.«

Eske: »Jeg kan ikke lade være med at arbejde. Jeg synes, det er fedt. Jeg er arbejdsnarkoman. Men samtidig er jeg godt klar over, at hvis jeg kun arbejder, så giver jeg afkald på mange andre glædelige og vigtige ting i livet. Det er jeg blevet fortalt, altså.«

Han griner og ved godt, det lyder absurd.

»Det liv vil jeg gerne nå at få indblik i. Opgaven for mig nu er at finde en balance, som jeg og min partner kan affinde os med.«

Hvordan skal jeres børn engang opdrages?

Eske: »Blødere end vi selv. Men jeg vil gerne have, at de kæmper for de drømme, de har. Ligesom vi drømte om at blive pelsjægere, selv om det var pissehårdt og koldt, og vi drømte om at blive skribenter og tage på ekspeditioner. I bund og grund er det jo det, vi laver i dag. Vi fiser rundt ude i ødemarken og skriver og forsker. Vi ser verden. Det er fordi, vi holdt fast i vores drømme. Det vil jeg gerne give videre. Så er det ikke så vigtigt, hvad drømmene er. Det er det at kæmpe for dem.«