En ting ad gangen

Jeg besluttede mig for at leve livet langsomt. Og at nyde det. Bare en enkelt dag. Det var lettere sagt end gjort.

I dag skal jeg leve livet langsomt. Undgå urets tyranni og bestræbe mig på kun at lave en ting ad gangen og give den ene ting fuld opmærksomhed.

Men selv om jeg håbede, at jeg ville vågne af mig selv på den langsomme og overskudsagtigt måde, starter dagen, som den plejer: med at vækkeuret ringer.

I stedet for straks at vælte ud af sengen, ligger jeg lidt og evaluerer nattens drømme, afslutter med en række strækøvelser og står frisk ud ad sengen.

På normale morgener går det ud over alle stepper med rutiner, der afvikles i et rivende tempo. I dag gør jeg hver ting til sin tid. Laver madpakkerne helt færdige med rolig hånd, sætter vand over og laver te, tager brusebad og smører mit ansigt omhyggeligt med creme. Det tager minimalt længere tid end normalt, men det er mærkbart mere behageligt.

Det lykkes mig at få børnene op, give dem morgenmad og at få dem af sted ved kun at skynde på dem en enkelt gang. Derefter går jeg langsomt op til busstoppestedet. Det føles nærmest provokerende, bevidst at gå langsommere end ens normale tempo. Men også ret tankevækkende.

Inden jeg når at kigge efter bussen, kommer min nabo forbi i bil og spørger, om jeg vil med. Det går langsomt på grund af myldretiden, men er langt mere behageligt og hyggeligt.

På job tager jeg trappen op, ingen elevator, det giver sig selv. Åbner min computer, tjekker min e-mail og beslutter at fjerne alarmen og popupvinduet, sådan at jeg ikke automatisk får besked, når der er kommet en ny mail. Al den omhu har gjort mig sulten, så jeg går i kantinen og spiser maden dernede. En kollega, der henter kaffe, ser undrende på mig. Som regel tager folk deres morgenmad op til computeren.

På kontoret lægger jeg mobilen med forsiden nedad, så jeg ikke kan tjekke klokken, og går i gang med at skrive. Når systemet går i stå, og det gør det ofte, tager jeg en dyb indånding, kigger ud ad vinduet og lader bevidst være med at lave noget andet. Det bliver til mange smååndehuller den dag.

Egentlig burde jeg spise min frokost i ophøjet ro, mens jeg yder maden fuld opmærksomhed. Men det har den svenske pølseret altså ikke fortjent, så jeg spiser sammen med mine kolleger. Til gengæld er jeg opmærksom på at gøre hver ting til sin tid: spise for sig og tale for sig.

Netto efter arbejde er de langsommes paradis. Jeg havner i den suverænt sløveste kø og må indrømme, at jeg endnu mangler et stykke vej til ligefrem at nyde ventetiden, sådan som Carl Honoré i bogen »Lev Livet Langsomt« hævder, at han gør.

Når jeg ser min bus, løber jeg. Sådan er det bare blevet efter mange års pendlen. I dag føles det nærmest som en prøvelse ikke at vende sig om og kigge efter bussen og undervejs hen mod busstoppestedet må jeg flere gange minde mig selv om mit eget projekt. Fra bussen går det videre til metroen på Nørreport, hvor jeg ikke uden en vis irritation venter 45 sekunder, før det røde lys skifter til grønt.

I metroen får jeg igen gratis tid stillet til rådighed på grund af problemer med et tog. Hvor længe vi venter, ved jeg ikke, for jeg har med vilje undladt at se på klokken, og jeg ved derfor ikke, om jeg når min næste bus eller ej. Det er egentlig en OK følelse.

Derhjemme er det let nok at være langsom. For maden er lavet og står klar og herefter skrider aftenen frem med hver ting til sin tid: spise, tage ud af bordet, drikke aften-te, sende børnene i seng og selv gå i seng.

Så snart jeg lægger hovedet på puden, falder jeg i søvn. Lynhurtigt.