En stor del af Mashas familie er stadig i Ukraine. I sit galleri i København har hun nu en midlertidig hjælpeorganisation

Ukrainske Masha Faurschou har i disse dage inkorporeret et hovedkontor for en midlertidig hjælpeorganisation i sit københavnergalleri, Sabsay. Herfra sælger hun lige nu udelukkende ukrainske kunstneres værker og koordinerer nødhjælpspakker til udsatte områder i Ukraine og indkvartering af flygtninge.

Galleriejer Masha Faurschou fra Galleri Sabsay sælger kun ukrainske kunstnere, og hele overskuddet går til kunstneren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg kan mærke det i det øjeblik, jeg træder ind ad døren hos Sabsay Gallery. At der er noget anderledes personligt og dedikeret på færde i galleriet i Store Strandstræde i det indre København.

Lyden af guitartoner snor sig ud ad et baglokale og forplanter sig til udstillingslokalerne, hvor mennesker går frem og tilbage, taler i telefoner og ikke umiddelbart ligner gængse gallerigæster.

Jeg siger hej til en canadisk fyr, der fortæller mig, at han er gået ind i en nystiftet københavnsk velgørenhedsorganisation, CPH for Ukraine. De samler alt fra medicinsk udstyr og sokker til skudsikre veste og medicin ind til Ukraine for selv at køre til den ukrainske grænse, hvor de møder ukrainske volontører, der bringer udstyret ud til de byer, hvor de store organisationer ikke kommer frem, fordi det er for risikabelt.

Kunsten på væggene af udelukkende ukrainske kunstnere ved han ikke ret meget om.

Det gør Masha Faurshou, der dukker op et par minutter efter med et determineret og fokuseret udtryk i ansigtet. Hun er galleristen bag det anerkendt københavnergalleri med kunstnere som Jens Haaning, Ursula Reuter Christiansen og Kaare Golles i sin portefølje. Selv er hun fra Ukraine og har i flere år arbejdet sammen med de ukrainske kunstnere Julia Beliaeva, Nikita Shalenny og Kinder Album, som lige nu hænger på væggene, fordi hun ønsker at hjælpe dem og andre ukrainske kunstnere i deres nuværende situation.

Alle indtægter fordeles mellem kunstnerne og CPH for Ukraine.

»Nogle af kunstnerne arbejder med konceptuelle værker, andre digitalt, så jeg kan printe deres værker ud. Og så tænker jeg, at vores netværk af volontører, der kører frem og tilbage til grænsen af Ukraine med fornødenheder, måske kan modtage en konvolut med tegninger,« siger hun.

Ukrainske Julia Beliaeva er kommet til Danmark med bus fra Bukarest med sin søn og har måttet efterlade sin mand i Kyiv. For syv år siden lavede hun værket »The Last Human Mother and Baby« på væggen bag hende selv (th) og Masha Fourschou som en reaktion på annekteringen af Krim og den sårbarhed, hun følte som nybagt mor. Nu er hendes værk aktuelt igen og til salg i Sabsay Gallery. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

The Last Human Mother and Baby

Den ene af de tre kunstnere, Julia Beliaeva, er faktisk i galleriet og kommer hen og hilser på. Hun er kommet til Danmark tre dage tidligere gennem Rumænien og videre med en direkte bus fra Bukarest til DGI-byen og bor nu sammen med sin søn i Masha Faurschous hjem i Humlebæk.

Hun matcher ikke den stylede kvinde, jeg har set på Sabsays website med stram page og blush på kinderne. Nu er hun i hverdagstøj, usminket, smiler let og venligt og lader Masha Faurshou føre ordet:

»Julia boede i Kyiv med sin mand og søn og havde, efter russerne invaderede Ukraine, besluttet sig for at blive i sin lejlighed med tape på vinduerne, sønnen sovende i badekarret og en evig rute frem og tilbage til beskyttelsesrummet. Men da et nabohus blev bombet, og de kunne mærke rystelserne i deres egen ejendom, kiggede hun på sin søn og besluttede sig for at tage ud af landet. Som ung mor i Ukraine var det en svær beslutning at forlade sin mand. Jeg rakte ud med det samme og sagde, at vi ville hjælpe hende,« fortæller Masha Faurschou.

Vi taler om Julias kunstværk »The Last Human Mother and Baby«, hvor en nøgen kvinde med en dreng i sin favn står årvågent på spring med en jungle i ryggen.

»Billedet er fra 2015, lige efter hun havde født sit barn og følte sig krænket over den utænkelige annektering af Krim, som var sket året inden. Vi havde allesammen en følelse af hjælpeløshed og chok over, at det overhovedet var muligt. Så da det her skete, var tanken om krig ikke helt så overraskende. For mig at se handler Julias billede om den sårbarhed, man som ung mor står med, når ens land udsættes for en brutal krænkelse, som hele verden er i fare for også at blive udsat for,« siger Masha Faurschou.

De to andre kunstnere, der udstiller, er stadig i Ukraine. Den ene, Nikita Shalenny, er i Dnipro. Hans sort/hvide akvareller på væggen beskæftiger sig med annekteringen af Krim i 2014. Nu er han en del af et netværk, der med hjælp fra byens restauranter distribuerer varm mad ud til de områder, hvor de ukrainske soldater kæmper. Den anden kunstner, der arbejder under kunstnernavnet Kinder Album, er i Lviv, dér, hvor halvdelen af Ukraines UNESCO-beskyttede monumenter er. Nu er byens statuer pakket ind, og man har brandsikret mosaikvinduer i byens katedral og blokeret og flyttet museumsgenstande til beskyttelsesrum:

»Kinder Album er involveret i hjælpearbejde og ikke i sin kunst lige nu, så jeg føler virkelig, at vi bliver nødt til at række ud og få solgt værker fra kunstnere som hende, så de kan få den mest elementære økonomiske sikkerhed, og så er det også en måde at engageret Vesten og signalere, at vi er med dem,« siger Masha Faurschou.

Det ukrainske folk er som én organisme

Selv er Masha Faurschou vokset op i Dnipro i Ukraine, har uddannet sig som antropolog og læst kunsthistorie i London. Herfra, samt i New York og Dnipro, har hun siden arbejdet som selvstændig artdealer. På en kunstmesse i Basel mødte hun sin nuværende mand, den danske gallerist Jens Faurschou, i 2014, og hun er endt i København med sit eget Sabsay Gallery, hvor hun fra sin begyndelse har haft i sinde at vise kunstnere med en vis systemkritisk trang og aktivistisk position.

En stor del af Mashas familie er stadig i Ukraine. Hendes far er kirurg på et hospital i Dnipro, hvor en af hendes brødre også er. Hendes mor og søster er i sikkerhed i Kroatien, mens hendes anden bror også er her i galleriet. Vi hilser kort på hinanden. Han var taget til København, fire dage før russerne angreb Ukraine, på en forretningsrejse for at åbne en café med et nyt foodbrand i København.

»Efter de første dage i chok ville han tilbage til Ukraine, og det ville en del af mig også. Jeg føler mig lige nu meget forbundet med mine landsmænd, selvom jeg tidligere har udtrykt, at jeg føler mig som en sigøjner, der hører til alle steder i verden og ser skønheden i alle kulturer. Lige nu føler jeg, at hele det ukrainske folk er transformeret om til én organisme.«

Da russerne angreb Ukraine, var Masha Faurschou i New York, hvor hun var med til at åbne en udstilling med Faurschou Foundation. »Da jeg vågnede klokken seks om morgenen og åbnede min telefon, fandt jeg 15-20 beskeder fra venner og bekendte i vesten, der udtrykte deres medfølelse over, hvad der var sket. Fordi der ikke var beskeder fra mine familiemedlemmer, troede jeg lige først, at der var faldet en bombe over Ukraine, og så begyndte jeg at google nyheder,« siger Masha Faurschou. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Fra hjælpeløshed til handling

Den første tid efter Rusland invaderede Ukraine var fyldt op af chok, angst og hjælpeløshed for Masha Faurschou. Hun har som mange andre ukrainere siden annekteringen af Krim haft en stærk fornemmelse af, at krigen ville kunne bryde ud når som helst.

»Til gengæld vidste jeg ikke, hvordan Ukraines præsident eller det ukrainske folk ville reagere, og det var derfor en stor lettelse at se dem agere så heltemodigt. Og præsidentens svar på amerikanernes tilbud om at transportere ham til et sikkert sted med ordene »Jeg har brug for ammunition, ikke et lift« var det øjeblik, hvor min hjælpeløshed ændrede sig til en styrke til at handle,« siger hun.

Ud over at udstille ukrainske kunsterne og agere hovedkvarter for CHP for Ukraine, som hun fandt på Instagram og gerne ville være en del af, har hun indtil videre hjulpet otte ukrainere i sit netværk til Danmark, mens 20 andre er på vej.

»Jeg løb rundt i Humlebæk og rakte ud efter alle vores naboer og sagde: »Jeg er ukrainer, og jeg ved, at der kommer en masse ukrainere til Danmark i den kommende tid. Hvis du vil være vært, så fortæl mig det«. Stort set alle sagde ja.«

»Mange ankommer med en intention om at tage tilbage så hurtigt som muligt, så de vil ikke søge asyl. Og fordi mange af deres huse var ødelagt, er de taget afsted med, hvad de havde i deres hænder. Det eneste, de har, er deres færdigheder, som de forsøger at tilbyde. De, der er kommet gennem mig, har med det samme sagt: »Jeg kan træne hunde, jeg kan male, jeg kan undervise i musik og sprog, jeg underviser i yoga«. Alle er meget hjælpsomme og har ikke lyst til at være afhængige af andre.«

Den ukrainske kunstner Julia Beliaeva, der selv lige er sluppet ud af Ukraine med sit barn, udstiller i Galleri Sabsay der er ejet af ukrainske Masha Faurschou. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Kunst og frihed

I den seneste tid har den danske kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), opfordret landets kulturinstitutioner til at overveje, hvad de vil lægge navn til. Masha Faurschou er efter en længere selvransagelse kommet frem til, at de russiske kunstnere lige nu må betale prisen for deres præsidents handlinger.

Vi taler om den russiske kunstner Sergeij Prokofjev, der fik soloprisen på Charlottenborg Forårsudstilling i år, og hvis videoværker bestyrelsen først besluttede sig for at tage ned for siden at hænge op igen.

»Min umiddelbare reaktion var, at det var unfair over for kunstneren. Men efterfølgende er jeg sikker på, at den her kunstner, som har kæmpet mod det russiske regime længe, må kunne forstå grunden. Det her er ikke en krig i Ukraine, det her er en krig i verden mod Putin, og det regime, han har etableret i den her krig, betaler ukrainerne for med deres liv. Det handler også om min families liv, så jeg kan ikke sige mig fri for at føle, det er ok, at russerne betaler med en lille smule ubehag lige nu. Men det er jo komplekst; censur er en virkelig farlig vej at gå, hvis vi vil en fredelig demokratisk styreform og sameksistens.«

Som galleriejer synes du så ikke, at kunst bør være et fristed?

»Jeg tænker, at kunst er et sprog, som altid udstykker sin egen frihed, og derfor er kunst politisk. Jeg rækker ud efter galleristerne i Moskva og siger, at jeg støtter dem og elsker dem. Men hør, vi er i krig, og hver dag mister vi liv, og hvert et liv er ét for meget, for ikke at tale om hele den kulturelle arv, vores hjem og infrastruktur, « siger hun og holder vejret et øjeblik for så at fortsætte med en tale for sit fædreland og verdensfreden:

»Hele verden må forstå, at Vestens demokrati kan blive saboteret af en fascistisk tankegang. Lige nu viser det sig, at Putin kan slippe af sted med det, han gør, og der er så mange mennesker, der har udtrykt, at Putin er et godt eksempel på en stærk og magtfuld leder. Det har jeg i de seneste år hørt mennesker sige til selskaber, jeg er kommet til i kunstverdenen – både i USA og i Europa.

De mener, at han spiller sit spil smart. Men jeg føler mig ikke bekymret mere. Jeg støtter dem, der er blevet i mit land. Det har store omkostninger. Ukraine betaler prisen for at gennemføre demokrati i hele verden, og jeg tror virkelig, at det er begyndelsen på en ny æra af frygtløshed mod diktaturer.«