En smuk, men dyr dame

De er smukke og eksklusive og kan være et meget dyrt bekendtskab. Det ved man hos Hjorth & Sønner, som gennem seks generationer har bygget og repareret violiner i millionklassen.

BM200610110010069AR.jpg
På væggene i Hjorths værksted hænger redskaber, som er næsten uændrede i form og funktion siden 1700-tallet. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Det er som at træde ind i fortiden. Der er en velsignet ro, ingen larmende maskiner - kun lyden af klassisk musik strømmer ud fra det lille musikanlæg som det eneste vidne om, at vi skriver 2006.

Det første, man ser, når man træder ind hos Hjorth & Sønners violinbyggerforretning, er en klassisk disk med glasruder, hvorpå der ligger en firkantet bakke med et stykke fint, grønt fløjl. Det er her, violinerne ligger til første inspektion. Ind til højre ligger værkstedet, hvor violinbygger Ola Hvamstad sidder ved den tykke bordplade, der er slidt gennem års brug.I hænderne har han en ravfarvet violin fra 1775. Dens ellers glatte overfladelak har fået nogle sorte revner og skal renses og limes. På bordet ved siden af ham står en original limpotte af kobber. Han tager varsomt det øverste lag af violinen og skærer små stykker af nogle fine klodser indeni med en kniv. Over hans hoved hænger en klynge violiner i alle nuancer af brunt, som venter på at blive repareret. Helt op til loftet er enhver ledig plads på væggene dækket af værktøjer. Knive i alle størrelser, file, stemmejern og nogle minihøvle, der skal kunne komme rundt i violinens fine form.MADS HJORTH ER SJETTE generation af violinbyggere i sin familie. Samtidig med, at Marie Antoinette levede sit dekadente liv, og den franske revolution bragede løs i Frankrig, blev familieforetagendet grundlagt i 1789 af Andreas Hjorth. Lige siden har Hjorth-sønnerne lært det gamle håndværk - hjemme i København og på violinværksteder i Frankrig. Mads Hjorth startede med at bygge violiner som 16-årig, og han kender håndværket fra bunden. I dag er han specialiseret i at reparere og handle med violiner.

»For mig er violinen kombinationen af, at det er et fantastisk stykke helt gennemtænkt kunsthåndværk, som er æstetisk interessant, og så et instrument, der kan yde noget - det kan jo spille! Det er ikke bare smukt, det klinger også forskelligt i hænderne på de forskellige kunstnere,« siger Mads Hjorth.

Violinen er et sirligt stykke tålmodighedsarbejde. Det tager tre uger at få selve instrumentet lavet og derefter kommer lakken, der kan forlænge processen. Det er vigtigt ikke at være for lang tid om arbejdet for at holde det kunstneriske overblik.

»Det handler om at bygge det, man vil, og ikke det, man kan,« siger den erfarne kunsthåndværker.

I dag bygger man violiner på samme måde som for 300 år siden. Det er stort set se samme slags værktøjer, der bliver brugt. Violinen består af 72 dele, som alle har en betydning for, hvordan violinens klang bliver. Selve instrumentet består af ahorn og grantræ. Bunden, og det, der kaldes dækket, er vibrerende plader, der skal have en nøjagtig tykkelse, så frekvensen passer til det træ, den er bygget af. Træet skal være lagret i ti år, og derfor er det første, som unge violinbyggere gør, at købe træ ind for deres opsparede penge. Ikke to stykker træ er ens. De skal helst ikke være for fintåret og dermed for hårdt.

»Det handler om føling med materialet. Man har prøvet at fodre en computer med Stradivarius-målinger, men det gav ikke et tilfredsstillende resultat, for når hvert enkelt træ er forskelligt, så er det svært at standardisere,« forklarer Mads Hjorth.DET VIGTIGSTE VED en violin er dens klang. Hver violinbyggers violiner klinger forskelligt og har sin egen personlighed. Detaljerne er vigtige og små ændringer, som hvor halsen sidder, har afgørende betydning for den kraft, som kan strømme ud af instrumentet. Stradivarius-violinerne fra starten af 1700-tallet har en så unik klang, fordi de er et udtryk for perfektion i håndværk og kunstnerisk arbejde. De kan ikke efterlignes - som et Rembrandt-maleri kan ingen anden end mesteren selv kreere dem. Mads Hjorth har haft nogle af de fineste Stradivarius- violiner til reparation. Det gælder om ikke at ryste på hånden.

»Det kræver stor koncentration. Man hiver telefonstikket ud og sørger for ro omkring sig. En erfaren violinist kan mærke, når der er det mindste i vejen, så det er vigtigt at være omhyggelig.

Man må ikke lade noget passere, og det kræver en god selvkritik og perfektionisme,« siger han.

De fleste ved, at en Stradivarius ikke er til at betale for penge. Et eksemplar er netop blevet solgt for 21 millioner kroner. Mads Hjorth har repareret Stradivarius violiner, der var endnu dyrere. Men kan de leve op til de høje priser?

»Man kan godt stå med et instrument fra en berømt mester, uden at det er helt fantastisk. Men der er en grund til, at man betaler mange penge for de gode instrumenter. En violin til ti millioner kroner er en smaddergod violin, men en til 20 er jo ikke dobbelt så god. Den er anderledes og i bedre stand og passer lige netop den violinist, der måske kan udnytte de par procenter, den er bedre. Man skal kunne udnytte det! Der sker jo ikke noget mirakel, når en, der ikke kan spille, tager en dyr violin op. Det kan være det samme.«

Selv om Mads Hjorth har set mange Stradivarius'er gennem tiderne, holder de aldrig op med at fascinere ham.

»Den dag, man ikke får et kick ud af at holde sådan et instrument i hænderne, så skal man holde op som violinbygger. Når man ikke kan begejstres længere, kan man ligeså godt gå ud at dyrke rødbeder,« siger han.MADS HJORTH SIDDER i sit lille kontor bagved værkstedet. På væggene hænger forskellige historiske strengeinstrumenter og plakater om musik eller violiner. En klassisk Le Klint-lampe i grønt glas kaster et hyggeligt lys over de tunge møbler i mørkt træ. Foran på skrivebordet står en lille bitte dåse med et yin/yang symbol på låget.

Arbejdet med violinen kan siges at være en balance mellem kunsten og håndværket. Men oprindeligt var Andreas Hjorth, som grundlagde virksomheden, primært håndværker. Han var skibstømrer, før han blev violinbygger. Familien ved ikke, hvor han lærte sit ny håndværk, men man mener at kunne se indflydelse fra Tyskland eller måske Holland i hans violiner.

Siden er håndværket gået fra generation til generation. De gamle Hjorth-violiner findes stadig, men deres guldalder var i perioden 1905-1950, hvor produktionen også var størst.

Mads Hjorth mener selv, at det dels er held, at virksomheden er holdt i familien, dels at der hele tiden har været flere sønner at tage af. De har arvet fascinationen for kunsthåndværket og musikken, og chancen for at beholde håndværket i familien bliver større af, at det er et specielt erhverv ifølge Mads Hjorth. Han følte sig aldrig presset til at føre familieforetagendet videre, men han var den eneste i familien, som havde interessen for at gøre det.

Nu er det en succesfuld virksomhed, der har kunder fra Japan, USA, Kina og Europa. Mads Hjorth er meget diskret med hensyn til sin kundeskare, men han siger dog, at den tæller både de store stjerner herhjemme og de små violinpiger, der kommer for at købe deres første violin i kvartstørrelse.

For at kommunikere med sine kunder om musik og klang, må han bruge et nyt og anderledes sprog. Hvordan beskriver man klang med ord? Ifølge Mads Hjorth er det lige så komplekst som at beskrive farver. Man bruger ord som varm, kold, spids, bred og smal næsten ligesom en vinkender beskriver bouqueten. For Mads Hjorth er det en stor udfordring at matche den rigtige kunstner med den rigtige violin.

»Hver violin har sin egen personlighed. Det, der er fascinerende, er at finde matchet mellem kunstneren og violinen. Det er lidt som et ægteskab. Man kan jo sagtens se en smuk kvinde, uden at man har lyst til at gifte sig eller leve sammen med hende. Man kan også se en smuk violin, som man overhovedet ikke kan spille på. Det passer bare ikke sammen.«