En institution på amerikansk tv er slut efter 20 sæsoner

»Keeping up with the Kardashians« har sendt sit sidste afsnit.

Serien slutter med et familiefotoshoot og taksigelser til de loyale fans. Fold sammen
Læs mere
Foto: MONICA ALMEIDA/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Keeping up with the Kardashians« har efter 20 sæsoner sendt sit sidste afsnit torsdag.

Realityserien fik sin start efter Kim Kardashian og sangeren Ray J. fik lækket en sexvideo, de to havde lavet sammen.

Optagelserne forblev hemmelige i flere år, men i 2007 slap sexvideoen ud, og i første afsnit af »Keeping Up With the Kardashians« – fra samme år – står Kim Kardashian med øjne fulde af angst foran sin mor, matriarken Kris Jenner.

Siden er hele familien blevet superstjerner i USA, også fordi de fra begyndelsen af sociale mediers indtog virkelig tog de nye medier til sig. Blandt andre Kim Kardashians lillesøster Kylie Jenner, som blev verdens yngste dollarmilliardær.

Men nu er det altså slut med den tv-serie, som bragte familien i spotlyset.

Mediet Deadline har skrevet om det sidste afsnit og den realityserie, der har været elsket og hadet i 14 år.

»Serien var aldrig en anmeldersucces og var hadet af mange for sin åndløshed og materialisme. Men den var en konstant seertalssucces i de fleste af seriens 20 sæsoner, og serien affødte også flere spin-offs og særafsnit,« skriver Deadline.

Men det sidste afsnit lader ifølge Deadline en lille dør stå på klem for fremtidige særafsnit.

Her skal man stoppe med at læse, hvis man ikke vil have afsnittets indhold afsløret.

Der bliver ifølge Deadline begravet en tidskapsel, som kan blive gravet op efter en årrække, og dermed har familien, som den mester i selviscenesættelse den er, sikret sig indhold til en fremtidig genopstandelse.

Derudover taler Kim Kardashian i afsnittet om sine følelser om flere emner, som fans af serien formentlig interesserer sig for: Sin kommende eksmand, Kanye West, søsteren Khloes omtumlede forhold til Tristan Thompson og deraf følgende flytning til Boston samt Kourtney Kardashians ligeledes omtumlede forhold til sin eks, Scott Disick.

Afsnittet og dermed serien slutter med et familiefotoshoot og taksigelser til de loyale fans.

Serien er slut, men fans kan alligevel allerede 17. og 20. juni se et reunionafsnit i to dele på amerikansk tv.

Dermed er familien gået lige så meget på pension som Elton John, der efter forrige års afskedsturné til efteråret kommer til Danmark og spiller igen.

»Keeping up with the Kardashians« kan streames på Viafree, TV 2 Play, Amazon Prime og Netflix.