To mænd tæt på de 70 år står i en boksering, der er plan med gulvet. De støder et par hurtige slag mod hinanden, stepper, frem, til siden, og bukker og dukker for hug.

»Av, for satan,« siger Stig Vognsen.

»Det var, fordi jeg kom til at ramme din kæbe, da jeg ville ramme brystet,« siger Jørgen Lindegaard. Det er måske også en unfair kamp, for Jørgen Lindegaard er tidligere amatørbokser. Det er Stig Vognsen ikke.

Men det er sådan set lige meget, for det er meget sjældent, at de overhovedet går i ringen og slås. Det er mest intervaltræning, slag på boksebolde, Elvis på anlægget og almindelig styrketræning, de dyrker. Og så det sociale.

I udkanten af Ringsted ligger Ringsted Bokseklub. Og i Ringsted Bokseklub findes den ti år gamle forening »Boksenisterne«, der tilbyder motionsboksning til pensionister. Den eneste pensionistbokseklub i Danmark, efter at samarbejdsklubben i Odense gik i sig selv.

Her handler det ikke om at konkurrere. Det handler om at holde sig i form, dyrke venskaber og at være sammen, når man ikke længere indgår i et dagligt arbejdsliv med rutiner, vaner, møder, frokostpauser og ting, man skal.

Kurt Noack har aldrig været bokser. Og han trænede ikke meget, da han stadig arbejdede som maskinmester.

»Det er jo bare dejligt at holde sig i form. Og så får man venskaber her. Det skal man ikke undervurdere. Min kone spiller meget golf, men det er for stille til mig. Og det er også fordelen ved at være pensionist – man kan gøre det, man synes er sjovt,« siger han.

Det er ham, der pisker de andre af sted. »To minutters stød og så tre omgange rundt om banen eller fem armstrækkere,« råber han.

Jørgen Lindegaard og de otte andre mænd og ene kvinde, Bente, tæsker af sted på den hængende cylinderklump. Nogle er langsomme. Andre er hurtige.

Kurt Noack træner selv med. Han er i god form, det er tydeligt. Han er høj og veltrænet og 74 år gammel.

Noack er – sammen med Svend Åge Jørgensen, der er tidligere formand for Dansk Bokseunion – træner for Boksenisterne, der træner tirsdag og fredag hver uge i to timer.

»Jeg var decideret deprimeret, efter at jeg gik på pension. Ked af det. Jeg kunne ikke finde meget mening. Min kone kom hjem fra sit arbejde hver dag og spurgte »har du fået gået en tur?« og hvad vi nu havde snakket om, jeg skulle have gjort. Og jeg måtte jo sige, at »nej, det har jeg ikke.« Der gik næsten et år, hvor jeg havde det sådan,« fortæller Stig Vognsen.

Han er tidligere ansat i F. L. Smidth gennem 37 år, hvor han rejste verden rundt for at idriftsætte samt fejlfinde på udstyr leveret af firmaet.

»Det var, da min kone hørte til svømning, at der var den her bokseklub, og jeg efterfølgende nede ved Brugsen så en bil, hvor der var et skilt fra klubben på, at der skete noget. Det var Svend Åge, der trådte ud af bilen, og så kontaktede jeg ham. Det var sgu godt, jeg gjorde det, for nu er jeg her,« siger Stig Vognsen.

Han griner meget. Joker med de andre. Men han er alvorlig, når snakken går på, at tiden efter arbejdsmarkedet kan være svær.

»Hver dag havde jeg den samme rutine. Jeg stillede min cykel det samme sted på Ringsted Station, jeg hængte min jakke stort set samme sted på arbejdet, og jeg havde ting, jeg skulle have gjort. Pludselig var de ting væk fra den ene dag til den anden. Det skal man altså lige vænne sig til,« siger han.

»Hardy, du tæller ned, det er du go’ til,« siger Kurt Noack.

To minutters boksning. Hardy tæller ned med stopur om halsen, mens han råber: »Højre, højre, lige venstre, højre!«

»Jeg blev engang knockoutet af en finne i første runde. Det var, fordi han skulle hjem samme dag,« siger Hardy Olsen til spørgsmålet om, hvilken af sine kampe, han husker bedst. Han er æresmedlem af Ringsted Bokseklub.

Han kan ikke bokse mere. 79 år gammel og kroppen er for slidt. Han kommer, før træningen starter og laver kaffe. Når træningen er i gang, er han motivator og tidstager. Han kunne være Rocky Balboas træner »Mickey« af udseende. Han kender boksning og teknik.

»Du siger til, når vi starter, Kurt,« råber Stig Vognsen, da styrkeøvelserne på gulvet er begyndt.

Sidste del af træningen. Opvarmning, bokseøvelser og så styrketræning.

»Vi er startet,« råber Kurt Noack tilbage, mens han tager mavebøjninger.

»Nååå, nå,« griner Stig Vognsen tilbage.

»Det er langt bedre end at sidde derhjemme og blive gammel og se fjernsyn«

På Ringsted Bokseklubs hjemmeside står der, at træningen varer fra kl. 10 til 12. Men der er indlagt socialtid i det tidsrum. Træningen er færdig 10.57, og der klappes, da Kurt Noack bekendtgør afslutningen.

»Det var lidt hårdere i dag på grund af gæsterne, var det ikke?« spørger en af boksenisterne, da den ene faste øl skal indtages i kaffestuen, der ligger på 1. sal, efter at badet er overstået, og hentyder til Berlingskes besøg.

»Naah.« Der smågrines.

Kassereren, Karsten Dalgaard, er 66 år gammel. Han sad i finansafdelingen i TDC, da han arbejdede. Han har altid været interesseret i boksning, men det var først, da han så et avisopslag, at han kom til at kende klubben. Derefter vadede han ind en træningsmorgen, hvor alle fra første gang hilste, selv om de ikke vidste, hvem han var.

»Det er helt specielt, at vi kommer fra så mange forskellige steder. Her er smede, en maskinmester, folk fra finansverdenen og så videre. Det var jo ikke folk, man mødte, da man selv gik på arbejde. Det er virkelig dejligt, synes jeg,« siger han. Han mærkede ligesom Stig Vognsen også, at det var underligt, da han pludselig skulle sige farvel til arbejdslivet

»Min kone er syv år yngre end jeg, så hun arbejder stadig. Vi tog en måned til Australien, da jeg gik på pension. Da vi kom hjem, og hun så tog på arbejde, der må jeg indrømme ... Der var godt nok stille. Og jeg tror, at mange af mændene vil indrømme, at det tager lige et halvt til et helt år, før man finder ud af, hvad man skal,« siger Karsten Dalgaard.

Det er et gennemgående tema. Det er svært at slippe det liv, man har levet gennem flere årtier. Men som Stig Vognsen siger: »Det er jo ligegyldigt, om det er boksning eller fægtning. Så længe man har noget at gå op i og nogle mennesker at være sammen med. Det er langt bedre end at sidde derhjemme og blive gammel og se fjernsyn.«