En god gang lak

Hårlak var hot i 1960erne, men har overlevet 50 års skiftende frisurer. I dag bruges den mest til fest, og en af klassikerne er blevet iført en Malene Birger-kjole, der er lavet eksklusivt for det danske marked. Vi fortæller hårlakkens historie.

Foto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere

Elnett hårlak er en vaskeægte klassiker, der har oplevet store succeser og fatale fiaskoer i takt med, at hårmoden har skiftet gennem de sidste 55 år. Men den eksisterer stadig i bedste velgående og er for en periode blevet ophøjet til samlerobjekt for lakentusiaster.

Som en forløber for Copenhagen Fashionweek 8.-12. august blev et samarbejde mellem Malene Birger og LOréal Paris præsenteret i torsdags. Designeren har sat sving i de eksklusive skørter og givet Elnett-kvinden en elegant kjole med karakteristiske zigzag-striber på. I en flot streg kan resultatet ses på spraydåsen, men kun så længe lager haves og udelukkende forbeholdt de danske kvinder.

Da Malene Birger blev præsenteret for opgaven, gjorde hun sig ikke de store overvejelser. Hun bruger ofte historiske referencer i sit design, og Elnett fremkalder automatisk associationer, der strækker sig tilbage i tiden.

»Jeg kommer til at tænke på min mormor, der godt kunne lide at pynte sig. Det sidste, hun gjorde, inden hun gik ud af døren, var at bruge hårlakken og tage et tørklæde på. Så jeg syntes, det var en sjov opgave både pga. af tidsbilledet og samarbejdet med et stort firma som LOréal. Salonkjolen er inspireret af glamour og det overdådige, og så skulle den selvfølgelig også passe til opsat hår,« fortæller hun.

Men de historiske referencer gør det ikke alene. For Malene Birger er det nødvendigt at bringe tøjet ind i nutiden og give det lidt kant, for at det ikke skal blive kedeligt. Desuden skulle den have et stærkt grafisk udtryk, der også kunne fungere på tryk, men da hun i forvejen typisk arbejder i sort/hvid, var det et velkendt tema at arbejde med.

Om valget af lige præcis Malene Birger som designeren, der skulle klæde Elnett-kvinden på, siger Maria Vegeberg Gram, der er PR-chef for LOréal Paris:

»Vi valgte Malene Birger, fordi hendes kollektioner har ikon-værdi de kan altid genkendes. Hun er bl.a. inspireret af Hollywood, men har både stil og ynde, og så er tøjet ofte meget enkelt.«

Både Hollywood-stilen og ikonværdien fører direkte tilbage til 1960erne, hvor lakken revolutionerede både frisuren og frisørfaget. Den blev født ud af 1950ernes USA, hvor rock, Coca-Cola og cowboybukser tegnede tiden, men den amerikanske version var ikke beregnet til et hvilket som helst vejr. Den kunne ikke tåle fugt, som fik lakken til at klæbe og klistre. I Europa sad franskmændene imidlertid klar til at videreudvikle det ny hårprodukt. LOréal havde siden starten af 1900-tallet produceret hårfarve og sad inde med et halvt århundredes erfaring med hår. Resultatet kom i 1958 under navnet Oréal Net, og i 1962 blev Elnett Satin, som vi kender den i dag, lanceret. En af de ubetingede succeser for lakken på det tidspunkt var dens evne til at fiksere enhver frisure og holde det store populære Brigitte Bardot-hår på plads.

Så det er med god grund, at mange forbinder den gyldne spraydåse med barndomsminder om både mor og mormor. Når de lige så uundværlige Carmen Curlers havde frisket den daggamle frisure op, fik den lidt langtidsholdbar støtte ved hjælp af en gang lak.

Hvis der er en frisør, der husker hårlakkens glansperiode, så er det dronning Margrethes frisør, Poul Nejlund. Han har været med hele vejen fra lakkens store gennembrud til i dag, hvor den stadig bruges, men primært til festlige lejligheder.

»Da vi åbnede salon i 1961, brugte vi masser af lak, nærmest så håret blev cementeret fast, og det gjorde vi helt op til 1970erne. Det var heller ikke ualmindeligt, at en kunde kom tilbage efter 14 dage og sagde, at frisuren ikke holdt. Dengang var der jo mange kvinder, der gik til frisøren hver uge eller hver 14. dag, og de vaskede heller ikke hår i den mellemliggende periode,« fortæller Poul Nejlund, der åbnede salon sammen med sin læremester Ole Jepsen og gav den navn efter Marie Antoinettes frisør, Jean-Leonard. I 1987 fik den prædikatet Frisør for Hendes Majestæt Dronningen.

Men hårlakkens æra fik en brat ende i 1970erne. Her blev det stramt opsatte hår afløst af den meget geometriske klipning med helt lige kanter, der bl.a. var inspireret af Vidal Sassoon. I de nye frisurer var der ikke et hår, der ikke sad, som det skulle. Men det var pga. af klipningen, der nemt kunne tage op til tre timer. Så der var ikke længere brug for hårlakken til at stive looket af med. Som et passende modtræk til at matche den mere naturlige styling, lancerede LOréal i 1970erne et slogan, der stadig hænger ved: »Forsvinder ved tre tag med børsten«. En egenskab, som er blevet yderligere udviklet gennem årene, men som også har haft en uheldig sideeffekt.

»Forskellen på lakken fra før til nu er, at den stiver mindre i dag. Sandsynligvis fordi, der er færre skadelige stoffer i. Det er helt sikkert også bedre for håret, og lakken er nemmere at arbejde med og børste ud. Men skal der ordentligt hold på en frisure, er det blevet nødvendigt at tørre lakken, efter at den er sprayet i håret,« siger Poul Nejlund.

Han er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at en stor fest kræver en god gang lak. Det nytter ikke noget, at håret falder sammen under gallamiddagen eller på vej op ad kirkegulvet.

30. juni var han i Buckenburg i Tyskland for at sætte hår på bruden, Dr. Nadja Anna Zsoeks, der blev gift med prins Alexander of SchaumburgLippe.

»Til sådan et bryllup, hvor håret skal sidde perfekt, er det nødvendigt at bruge lak. Til fyrstebrylluppet havde bruden et meget sundt, blankt og naturligt hår, og hvis man ikke bruger lak i sådan et hår og bruger den rigtigt så sidder der lige pludselig en tot og stritter, når hun går op ad kirkegulvet, og det går altså ikke,« siger Poul Nejlund, der heller ikke sender Dronningen til en gallamiddag uden, at håret har fået en gang lak.

Han har da også altid, til trods for skiftende hårmode, haft en kundekreds, hvor der har været brug for at tage spraydåsen i brug. Og som en mere generel tendens er det eksempelvis også unge piger, der i dag kommer og skal have sat håret op, når de skal til studenterfest.

Men før genoplivNingen anno 2007 af de mere kunstneriske frisurer til festbrug, gik lakken fra 1970ernes askese endnu en hård tid igennem i 1980erne, hvor den fik konkurrence af både gelé, mousse og diverse udgaver af voks. Så i 1990erne blev der taget nye og anderledes midler i brug for at følge med tiden og udviklingen fra hverdags- til festbrug. Den tjekkiske topmodel Daniela Pestova bliver i 1993 valgt til at peppe brandet op, og siden har folk som Jennifer Aniston, Claudia Schiffer og Penelope Cruz lagt hår og krop til personificeringen af Elnett-kvinden.

Og som en understregning af, at hårlakken i dag primært hænger sammen med gallamiddage og store fester, er Daniela blevet iført dansk designertøj, der både matcher nævnte skuespillere og modeller og LOréals ønske om at knytte bånd til modens verden og catwalken.