En fri tanke kræver modet til at stå alene, og vi er skræmt fra vid og sans

Byline Rasmus Karkov Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Forleden beskrev en læser i Information, de kvaler det voldte ham at erklære sig enig med Bjørn Lomborg efter at have hørt en debat i radioen: »Det gjorde ondt, fordi mine politiske meningsfæller i årevis har prædetermineret mig til at være lodret uenig i alt, hvad Lomborg siger, uden at forholde mig til hans argumenter og pointer,« skrev han.

Hans selvforståelse stod længe over argumenternes rationalitet, fordi indhold er underordnet, når ens identitet bliver understøttet ved at lefle for sine egne med fordømmelse af andres tanker og møde deres frustration med foragt. Det kan dagligt ses i den debatterende klasses Facebook-feed, hvor de fleste barrikaderer sig bag deres segments dogmer. Det er så ekstremt, at hashrygende flippertyper som Peter Øvig Knudsen og Weekendavisens reggae-aficionado Søren K. Villemoes er udstødt fra venstrefløjen som højrefløjsekstremister, fordi de forsvarer retten til at ytre sig uden angst for at blive slået ihjel.

Samtidig kunne den vellidte, men plagierende korrespondent Annegrethe Rasmussen mobilisere sit enorme netværk ved at bilde dem ind, at det skulle være helt normalt, at journalister kopierer andres tanker og sætninger. Sandheden bliver overdøvet af flokkens hyl, og det var det, Donald Trump udnyttede bedre end nogen.

Man ser det, når Radikale Venstre omfavner globaliseringen uden at ænse fornedrelsen for de ufaglærte, der har tabt bundens kamp om en fremtid til überflittige polakker og lige bliver ydmyget en ekstra gang af en københavnerelite, der betragter alle DF-vælgere som afstumpede racister. På samme måde reducerede feminismeforblændede amerikanske akademikere Trumps vælgere til at være vrede hvide mænd med tabte privilegier, som om de var part i en eller anden kønskamp, og ikke bare bundulykkelige over at hverken de eller hustruen længere kan forsørge familien ordentligt. Mens Trumps kvindesyn var grund nok til at stemme på Hillary Clinton, så man ved primærvalget, hvor hun kæmpede mod Bernie Sanders, forstemmende mange danske kvinder være komplet ligeglade med Clintons politik. I stedet fokuserede de udelukkende på hendes køn ud fra den meget lidt ligestillende, men stærkt feministiske tanke, at en kvindelig præsident er et mål i sig selv. Spørg Thatcher-æraens arbejderklassekvinder, om de deler det synspunkt.

Med sin forståelse af flokmentaliteten har Donald Trump moret sig med at forarge eliten med synspunkter, der forhåbentlig var mere uhyrlige end reelle og i hvert fald komplet ligegyldige for hans vælgere. Som det gjaldt for mange danske kvinder i Clintons kamp mod Sanders, så ville Trumps vælgere have ham uanset hvad.

Det er på tide at ophøre med at agere som identitetssvæklinge, der hverken lytter eller reflekterer selvstændigt. En fri tanke kræver modet til at stå alene, og alt for længe har den vestlige verdens privilegerede befolkninger været skræmt fra vid og sans. Donald Trump er konsekvensen, og det er langt mere skræmmende end at tage selvstændig stilling til, hvad andre mennesker rent faktisk siger.