En dims vi vil dø for?

Natten til i går afslørede Apple iPhone - en lækkert designet kombination af telefon og MP3-afspiller.

Det er natten til onsdag, dansk tid. Apples grundlægger Steve Jobs står foran et gigantisk lærred i San Franciscos Moscone Center. Han taler til publikum ved Apple's halvårlige produktpræsentation MacWorld. Eller han forsøger i hvert fald. For hver gang, hans toneleje signalerer, at sætningen er ved at være til ende, bryder jubelen løs - som om han var rockstjerne eller en præsidentspire, der proklamerede sin kandidatur over for et ekstatisk konvent.

»I dag vil vi præsentere en widescreen iPod, en revolutionerende mobiltelefon og et gennembrud inden for internetkommunikation. Men det er samlet i ét apparat! Vi kalder den - iPhone.«

Latter, jubel og forventningsfuld eufori fylder salen, mens Steve Jobs giver den endnu mere gas med citater som »I dag vil Apple genopfinde telefonen« og »Den er virkelig en revolution, når det kommer til at bruge internet på sin telefon«.

Apples iPhone har været ventet i mere end et år, og nettet har været bristefærdigt af fantomtegninger af, hvordan den nye iPod-telefon måtte tage sig ud. Nu er den her. Men spørgsmålet er, hvor revolutionerende den egentlig er. Og om det i det hele taget er særlig klogt at være først på beatet i de teknologiske gadgets' verden.

Mac-kirken

iPhone er det seneste i rækken af informationsteknologiske vidundere, som vi kan bære rundt på i lommen eller under armen. Alligevel har internetekspert og gadget-skribent Steven Snedker ikke ligefrem svært ved at rumme sin begejstring over den nye dims:

»Man må håbe, at alle dem, der er en del af Mac-kirken, fik en stor religiøs oplevelse i nat. Men jeg blev altså ikke længe oppe.«

Han er mindre end imponeret over »revolutionen« - ganske ligesom Jørgen Høgh, der som sektionsleder på Teknologisk Institut bl.a. hjælper virksomheder med at blive kreative og få nye idéer:

»Enten er opfindelser et resultat af det, vi kalder radikal innovation eller »and more«-innovation. Hvis opfindelsen er ny og overraskende i forhold til den måde, det samme problem har været løst på tidligere, så er der tale om radikal innovation. Det kunne f.eks. være Walkman'en, fordi man dér for første gang fandt ud af at tage musikken med sig i byen eller ud i naturen. Men hvis det er en velkendt problemstilling, bare løst 20 pct. bedre, så er det »and more«-innovation: Når grundidéen er den samme, men produktet er optimeret,« siger Jørgen Høgh og uddyber om iPhone:

»Hvis den handler om at tale, skrive beskeder, musik og den slags, så ligner den grundlæggende det, vi kender i forvejen.«

Heller ikke Simon Olling Rebsdorf, der er PhD i videnskabshistorie, går ud af sit gode skind over iPhone:

»Man kan opdele informationsteknologiske opfindelser efter, hvor meget de rykker ved den virkelighed, de er en del af. F.eks. var den trykte bog en kæmpe revolution, da Gutenberg opfandt sin bogpresse i 1440, for så skulle man ikke have skrivere siddende længere. Men når det kommer til iPhone'n - hvis man laver en Y- og en X-akse, hvor den ene er påvirkning af samfundet og den anden er innovation, så er den ret tæt på nul. Den bliver måske meget udbredt, men hvad vil den egentlig forandre?« spørger Simon Olling Rebsdorff retorisk.

Udødelighed

Siden 2001 er det blevet næsten umuligt at spadsere ned ad gågaden i en hvilken som helst dansk købstad uden at støde ind de små, hvide høretelefoner, hvis ledninger løber fra ejermandens øregange og ned i den nærmeste jakkelomme. Hvor der ligger en iPod. Men den populære MP3-afspiller er ikke noget teknisk vidunder, siger gadget-skribent Steven Snedker:

»Den virkelige revolution kom omkring 1998 med MP3-filerne, som i øvrigt er et dårligt lydkomprimeringsformat. Og de første MP3-afspillere kom fra firmaer som Rio samme år. iPod'en kom først tre år senere, og den er, hvad jeg vil betegne som en rigtig skidt maskine. En MP3-afspiller skal være lille, den skal have et levedygtigt batteri, den skal være billig, stabil, nem at downloade musik til osv. iPod'en dumper i mange af de kategorier - den lever vel op til ca. 50 pct. af det, jeg gerne vil have, at en MP3-afspiller skal kunne, hvor andre er oppe på 75 procent,« siger han.

Alligevel er iPod'en blevet en af de mest populære elektroniske hånddimser nogensinde - og i hvert fald den mest populære MP3-afspiller med en selvproklameret markedsandel på 62 pct. Men som Jørgen Høgh fra Teknologisk Institut siger, så»har den radikale tankegang ingen betydning for udbredelsen«. Men hvad er det så, at produkter som Apple's iPod - og nu måske også iPhone - kan?

»Apple kan skrælle funktionalitet af, så der kun er det nødvendige tilbage,« siger Steven Snedker.

»Og så kan de gøre den lille borger udødelig. Deres bærbare PCer er lækkert designet, så folk kan føle sig eksklusive og betale mere for den samme funktionalitet. Og det er det samme med iPhone: Den ser djævelsk godt ud, men hvis man interesserer sig for teknologisk udvikling, så synes jeg, at det er meget sjovere at holde øje med, hvad der kommer af billigt kineserbras. De propper deres telefoner med alt, hvad de kan trække: Kamera, GPS, MP3, FM-radio osv. Det er en slags spaghettidesign: De klasker en hel masse op på væggen og ser, hvad der bliver hængende. Plus at man ikke tuder, når det går i stykker, fordi det koster 500 kr.«

Et år for tidligt ude

Selv om de gadgets, Steven Snedker kalder for »billigt kineserbras«, måske er de mest interessante og nyskabende dingenoter, så hitter de sjældent i den brede befolkning. Og det er der ifølge Jørgen Høgh fra Teknologisk Institut ikke noget usædvanligt i:

»De store virksomheder lader iværksættere om de virkelig værdiskabende innovationsændringer, så de kan slå sig lidt på dem. Radikale innovationer kommer som regel fra virksomheder, der ikke i forvejen er dominerende på det pågældende område,« siger han.

Elektroniske gadgets kan altså også være for innovative til at blive allemandseje. Steven Snedker forklarer:

»Nørderne er på Napster ét år før den almene hob, og de køber en MP3-afspiller ét år før middelklassen. Den kommer så til senere og køber det, der er bedst markedsført og bedst designet.«

Simon Olling Rebsdorf forklarer det anderledes:

»Man kan sige, at en virksomhed som Apple lurepasser og ser an, om en bestemt teknologi bliver et hit, før de slår til. Det må de spare rigtig mange penge på.«

Han forklarer også, at teknologier, lige når de kommer frem, ofte er alt for dyre og omfangsrige til at de kan masseproduceres. F.eks. stammer pixel-teknologien i et almindeligt digitalkamera fra et stjerneteleskop - og det tog mange år at gøre den mindre og billigere, så den kunne masseproduceres til snapshot-glade turister.

Ganske ligesom Apple's succeser er digitalkameraet altså ikke noget teknologisk syvmileskridt i sig selv. Men som Steven Snedker siger:

»Til gengæld kan du score på at have en iPod. Eller det kunne du i begyndelsen. Nu skal du have en iPhone«