En blandet bolsjepose af konspirationsteoretikere i København: »Vi er ikke til at stoppe«

Godt 1.000 mennesker mødtes i København for at demonstrere for én stor pærevælling af konspirationsteorier: Handel med børn, tvangsvacciner, 9/11, Deep State og 5G. Berlingskes journalist fik en reprimande på scenen af en tidligere skuespiller for efter sigende at skrive »fake news« og latterliggøre konspirationsteorierne.

Jane Jensen er rejst hele vejen fra Skive til København med kollektiv trafik – uden mundbind – for at deltage i lørdagens demonstration på Christiansborg Slotsplads. Hun tror ikke på, at coronavirus findes.

»Det er et komplot, som »den dybe stat« har fundet på for at tvangsvaccinere alle,« siger hun og fremviser sin jakke og paraply, hvor hun har nedskrevet citater af Hitler og Pippi Langstrømpe. (Demonstrationen blev på Facebook beskrevet som en demonstration mod »maskekrav, tvangsvaccination og handel med børn«.)